Aids og asylstramninger

aids_foto_ton_rulkens
Venstres varslede forstærkede indsats mod aids risikerer at blive meningsløs. En indsats mod en global epidemi giver kun mening, hvis den netop er global og uden undtagelser.
Foto: Ton Rulkens (CC)
Ane Nordentoft

12. juni 2016

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Læs flere blogindlæg fra Jørgen Harboe

Regeringspartiet Venstre har via sin udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen offentliggjort to vigtige udspil indenfor de sidste dage, et godt og et skidt. Det dårlige annullerer det gode, hvis de begge skal tages for pålydende.

Det gode udspil går ud på, at regeringen nu vil sætte mere fokus på aids-bekæmpelse i den danske udviklingsbistand. Udmeldingen var overraskende for de fleste. Igennem de seneste mange år har skiftende borgerlige regeringer kørt udviklingsbistanden ud på et sidespor og brugt den som malkeko for at finansiere andre tiltag.

Ifølge den private institution Timbuktufonden var tendensen planlagt til at fortsætte over den næste fire år med nye milliardnedskæringer på sundhedsområdet, hvor ikke mindst den danske indsats i kampen mod aids blev hårdt ramt.

Men nu har regeringen jf. Aastrup ændret signaler. Kampen mod aids får igen høj prioritet, og det er der grund til at glæde sig over. Tæppet går officielt på folkemødet på Bornholm, hvor udenrigsminister Kristian Jensen ventes at løfte sløret for regeringens samlede planer på bistandsområdet.

Nul bistand til lande, der ikke tager udviste tilbage

Den gode nyhed om at opprioritere den danske indsats mod aids kom dog næsten samtidig med, at Aastrup kunne fortælle, at regeringen fremover kun vil give udviklingsbistand til lande, der forpligter sig til at tage sine udviste statsborgere tilbage, f.eks. hvis Danmark nægter dem asyl.

Aastrup gav meddelelsen til JyllandsPosten og jf. referatet skal reglen gælde konsekvent: Nul bistand til lande, der nægter at tage udviste tilbage! Denne beslutning ventes også at blive konfirmeret på folkemødet.

Så spørgsmålet er: Hvad så med den forstærkede fokus på aids? Bliver den annulleret, hvis en stat nægter at tage imod afviste asylsøgere?

Kun en global indsats giver mening

Hvis det er tilfældet, bliver den danske udviklingspolitik temmelig svær at fordøje for sådan en som mig. Den øgende fokus på aids-bekæmpelse er så åbenlyst rigtig i en situation, hvor vi – Verden – i det sidste tiår har taget kæmpeskridt mod at udrydde den dødelige sygdom, sådan som vi tidligere har bekæmpet andre frygtede sygdomme som småkopper, kolera og tuberkulose.

HIV og aids er på retur i de fleste lande, dødeligheden er faldende. Færre spædbørn får sygdommen overført fra deres mødre og vi har i dag effektiv medicin, der gør, at HIV-smittede ikke kan overføre smitten til andre, hvis de passer deres behandling.

Ifølge FN er det derfor realistisk at tro, at vi kan få bugt med aids-epidemien og den globale trussel mod os alle sammen i løbet af få årtier. Det kræver dog, at vi holder ved og forstærker indsatsen ind til vi er i mål. Det er en indlysende rigtig politik at følge, og derfor er Aastrups første signal så positivt.

Men hvis Aastrup (læs: regeringen) på forhånd undtager lande, der nægter at tage mod afviste asylsøgere, bliver vores forstærkede indsats mod aids næsten meningsløs. En indsats mod en global epidemi giver kun mening, hvis den netop er global og uden undtagelser. Ellers breder sygdommen sig jo igen fra de områder, vi lader i stikken.

HIV-virus, der fører til aids, kan mutere, og så er vi værre stillet end før, fordi vi ikke har effektive bekæmpelsesmidler.

På folkemødet og senere i forløbet bliver det derfor afgørende vigtigt at holde de to budskaber op mod hinanden. De kan være rigtige hver for sig, men ikke i sammenhæng.