Benin: Oppositionens kandidat står til at blive præsident

Laurits Holdt

Stemmerne fra søndagens valg i Benin er ved at være talt op og meget tyder på, at det bliver forretningsmanden Patrice Talon, der vinder og dermed bliver landets nye præsident.

Det er hans modstander, Lionel Zinsou, der på baggrund af de optalte stemmer konkluderer, at Talon vinder valget, rapporterer France 24.

Zinsou er landets siddende premierminister, der repræsenterer partiet FCBE, som også den afgående præsident Thomas Boni Yayi er medlem af.

Ifølge France 24 har han allerede ønsket sin modstander tillykke med valgsejren.

I første runde af valget, der blev afholdt 6. marts, var der 33 kandidater. Som det er almindeligt i mange lande gik de to kandidater med flest stemmer videre til anden runde, hvor valget skulle afgøres. Zinsou vandt første runde med 27,1 procent af stemmerne og Talon blev nummer to med 23,5 procent.

Et af temaerne i valgkampen mellem Talon og Zinsou var Zinsou dobbelte statsborgerskab. Udover sit beninske pas har han nemlig også et fransk og han er uddannet på et fransk universitet og har blandt andet været taleskriver for den forhenværende franske premierminister Laurent Fabius. Det har givet han tilnavnet ”den hvide mand” i valgkampen.

Benin har omkring 10,5 millioner indbyggere og af dem har 4,7 millioner ret til at stemme.