Gå til hovedindhold

Mobile menu

Bilka og Folkekirkens Nødhjælp bag rost oplysningskampagne

I en ny Danida-evaluering scorer et oplysnings- og indsamlingssamarbejde mellem Bilka og Folkekirkens Nødhjælp højt på både udbredelse og vedvarende engagement. Bilka har vist, hvordan man kan skabe interesse for udviklingsarbejde, lyder det.
Bilkas brug af egne ansatte som ambassadører for indsamlingskampagnen førte i 2014 til førsteprisen i kategorien ’Most Innovative Fundraising Campaign’ ved International Fundraising Congress i Holland.

Bilkas brug af egne ansatte som ambassadører for indsamlingskampagnen førte i 2014 til førsteprisen i kategorien ’Most Innovative Fundraising Campaign’ ved International Fundraising Congress i Holland.

Bilka

Hvert år støtter Danidas oplysningsbevilling en lang række projekter, der oplyser om udviklingslandenes udfordringer og Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

I en ny evaluering kigger Danida nærmere på, hvor langt ni forskellige oplysningsprojekter er nået ud, og hvor langtidsholdbart engagement de har skabt. I evalueringen scorer Bilka og Folkekirkens Nødhjælps samarbejdsprojekt ’Giv en livline til Malawi’ høje karakterer på begge parametre.

’Giv en livline til Malawi’ ville over en treårig periode fra 2013-16 øge kendskabet til sundhed i Malawi og skabe engagement blandt Bilkas 9.000 ansatte og 2,7 mio. årlige kunder, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

Engagere varehusansatte som kommunikatører

Med støtte fra Oplysningsbevillingen blev et korps af 20 Bilka-ansatte sendt på grundigt forberedte studieture til Malawi. Efter hjemkomsten fungerede de rejsende som interne ambassadører for oplysning og indsamling i hver sit varehus.

Evalueringen nævner, at Bilkas projekt med at engagere varehusansatte som kommunikatører står ud fra mængden som undtagelsen, der bekræfter reglen, når det gælder igangsættende indsatser på erhvervsområdet.

Studieturene skabte en gejst og et personligt engagement, der muliggjorde bred oplysning og et indsamlingsresultat på 20 mio. kroner - langt over målet.

Netop Bilkas innovative måde at engagere både kunder, medarbejdere og leverandører i indsamlingen har skabt genlyd i både ind- og udland. I 2013 vandt samarbejdet ISOBROs fundraisingpris i kategorien ”Bedste fundraising-kampagne 2013”, og i 2014 vandt samarbejdsprojektet prisen som ’Most Innovative Fundraising Campaign’ i Holland.

Skabe interesse for udviklingsarbejde

I evalueringen hæfter Danida sig ved, at Bilkas kampagne er nået langt ud over de målgrupper, der normalt interesserer sig for udviklingsbistand, nemlig til Bilkas kunder, leverandører og medarbejdere.

Evalueringen fremhæver især, hvordan det engagerede ambassadørkorps, bestående af både medarbejdere og ledere, har formået at holde dampen oppe tre år efter besøget i Malawi.

”Vi er utrolig glade for og stolte af samarbejdet med Bilka om ’Giv en livline til Malawi’. Bilka har vist, hvordan man - ved at mobilisere kunder, medarbejdere og leverandører – kan skabe interesse for udviklingsarbejde og være med til at sikre sundhedsfaglig behandling af høj kvalitet for tusindvis af mennesker mange år ud i fremtiden,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.