Chr. Hansen satser på Asien

Redaktionen

Med nye laboratorier i Kina, kraftig oprustning af salgsstyrken i Malaysia og et nyt salgsselskab i Indien er den danske ingredienskoncern, Chr. Hansen, ved at støbe fundamentet til et marked, der meget vel kan udvikle sig til det vigtigste for det mere end 100 år gamle selskab, skriver Berlingske Tidende mandag.

– Vi må lade vores ressourcer tilflyde de regioner, hvor væksten er størst. I løbet af de kommende 5 år vil vi opruste vores aktiviteter i Asien kraftigt. Vores salg i regionen vokser meget lige nu, og den økonomiske vækst derude udgør et meget stort potentiale for yderligere vækst, siger adm. direktør for Christian Hansen Gruppen, Erik Sørensen, til bladet.

Chr. Hansen tegner en asiatisk trekant mellem millionbyerne Kuala Lumpur i Malaysia, Beijing i Kina og Mumbai (Bombay) i Indien med opsøgenede salgsarbejde, etablering af laboratorier og udvikling af specifikke produkter. Virksomheden har allerede på kort tid erobret mere end 40 procent af det kinesiske marked for mejerikulturer, også andre produkter som kulturer til vinproduktion er et område i vækst i Kina.

I Indien, hvor størstedelen af indbyggerne er hinduer og mange af dem vegetarer, er en spirende mejerisektor ved at gøre sig gældende som leverandør af mælkebaserede fødevarer, som hinduer gerne må spise, skriver Berlingskes Morten Crone.

Dagbladet Børsen anfører, at Chr. Hansen fastholder sit stærke fokus på mejerisektoren, hvor vækstmulighederne fortsat er enorme.

Specielt kulturer og osteløbe til mejeriindustrien er i fokus. Allerede i dag sidder Chr. Hansen solidt på førstepladsen for producenter af kulturer til mejerisektoren. I de kommende år ventes et uerobret marked til en værdi af over 3,5 milliarder kr. at udvikle sig, og dér har Hørsholm-virksomheden ambitioner om at udvide den nuværende markedsandel på 40 procent, skriver Børsens Kasper Kronenberg.