Dansk-arrangeret hiphop/urban-festival hjælper lokalt i Mellemøsten

Forfatter billede

Festivalen er den første af sin slags i Mellemøsten og har bl.a. til formål at styrke den kreative industri i Jordan og regionen gennem networking, workshops, debatter og muligheden for at udtrykke sig.

I løbet af festivalen vil både udøvere, kunstnere regionale journalister og branchefolk samt 150 flygtninge fra lokale lejre blive inddraget i festivalens mangfoldige aktiviteter.

Socialt fokus

Jordan er det land, som i øjeblikket huser det største antal palæstinensiske flygtninge overhovedet, og samtidig tager landet imod den største mængde af syriske flygtninge.

Landet har et alvorligt behov for at skabe nye jobs for at fastholde dets socio-økonomiske udvikling.

Over halvdelen af befolkningen i Jordan er under 25 år, og hvis denne befolkningsgruppe kan involveres i de kreative erhverv i et netværk, der strækker sig ud over hele regionen, kan det lægge fundamentet for en positiv kultur, der kan engagere de unge kreative, mener festivalens arrangører.

Derudover tjener festivalen også som et mødested for flygtninge og lokale fra Jordan og bidrager dermed til at skabe social sammenhæng mellem værts-samfundet og flygtningegrupper.

Fire kvindelige arrangører med en fælles drøm

Bag The Word is Yours står de to produktionsselskaber Malahi og Mektoub, der er baseret i hhv. Amman og København, og som begge fokuserer på at skabe, forbedre og støtte den kreative industri på et både lokalt og globalt plan. De to produktionsselskaber drives af fire unge kvinder, herunder københavnske Tia Korpe.

Tia Korpe er programtilrettelægger for NGO’en Turntables og sammen med kandidat i musik og erkendelse fra UCPH, Nereya Otieno, har hun i de seneste 11 måneder arbejdet på skabelsen af en interregional urban kulturfestival i Mellemøsten. Tia Korpe siger om projektet og baggrunden for det:

”Det kreative potentiale i Mellemøsten er kæmpe stort. Der er bare ikke blevet etableret et solidt fundament, hvorfra det kan trives. Det er dét, vi forsøger at hjælpe med. Vi vil have, at urban-kultur anerkendes som en legitim kultur og udtryksform for de, som lever i regionen. Vi ønsker at skabe et rum for unge mennesker, hvor de kan mødes og udtrykke deres holdninger og idéer. Urban gadekultur er en meget konstruktiv måde at gøre dette på.”

Festival finansieres via crowdfunding

The Word is Yours, hvor entréen og alle aktiviteter er gratis, finansieres gennem donationer og bidrag fra lokale forretningspartnere og gennem en crowdfunding-kampagne på platformen Indiegogo. Her kan du også læse meget mere om festivalen og dens aktiviteteter:
https://www.indiegogo.com/projects/the-word-is-yours-hip-hop-in-the-middle-east#/story

Fakta om festivalen

The Word is Yours – Hip Hop In the Middle East
Liveoptrædener, artist talks, skateboard og breakdance-konkurrencer, workshops, paneldebatter og meget mere.
Den 2. og 3. oktober 2015
7Hills Skatepark + Al Locanda Boutique Hotel, Amman, Jordan
Festivalen arrangeres af produktionsselskaberne MALAHI og MEKTOUB