Dansk konference: EU må omgående på banen i Mellemøst-konflikten

Forfatter billede

Af Marie Larsen
Medlem af U-landsnyt.dk´s redaktion

Det er nu EU skal på banen og stå sin prøve som udenrigspolitisk aktør i forhold til konflikten i Mellemøsten. USA synes at have mistet legitimitet som forhandler i regionen, og hvis et samlet EU formår at udnytte situationen og lægge pres på forhandlingsparterne, er der håb for fremskridt i fredsprocessen mellem Israel og Palæstina.

Men kan de 27 medlemslande i EU nogensinde blive enige em en fælles politik i forhold til Mellemøsten?

EU’s mulige rolle blev en af de gennemgående diskussioner blandt debattører og deltagere ved sidste uges 24 timers konference på Rødding Højskole “Hvordan vindes freden i Mellemøsten?”

Udenrigsordfører for Venstre, Michael Aastrup Jensen, kaldte den demokratiske bølge, som ruller over Mellemøsten og Nordafrika netop nu, for et “Wake up call” for EU og understregede vigtigheden af at støtte oprørerne i deres kamp for demokrati. Han fremhævede at med støtte til de demokratiske bevægelser underbygges også en udvikling henimod stabilitet i regionen og en svækkelse af radikale kræfter.

Når det gælder fredsprocessen mellem Israel og Palæstina er det netop sikkerhed for Israel som er nøglen, der kan genåbne de forhandlinger, som er “kørt urokkeligt fast” og “stagnerede”, sagde han.

Israels krav om sikkerhed blev fremhævet flere gange i løbet af de to dages oplæg og diskussioner. Så længe Israel føler sig truet på sin eksistens af radikale grupper i nabolandene, herunder i særlig grad af Hamas som har kontrol med Gaza, så vil der ikke ske fremskridt i fredsprocessen. Den israelske regering modsætter sig at genoptage enhver form for fredsforhandling, før de kan vide sig sikre på ikke at få raketter og missiler ind over grænsen.

Der var bred enighed på konferencen om, at EU har en forpligtelse til at presse på for at få forhandlingerne genoptaget. Hvordan EU skal omsætte forpligtelsen i praksis, var der delte meninger om.

Frank Aaen, udenrigsordfører for Enhedslisten, foreslog en opsigelse af EUs frihandelsaftaler med Israel for på den måde at økonomisk presse den israelske regering til forhandlingsbordet.

Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen mente, at virkningen af et sådant økonomisk pres vil være tvivlsom..

Han understregede derimod vigtigheden af, at EU samlet anerkender Palæstina som en selvstændig stat og samler sig om en fælles strategi for på den måde at lægge pres på Israel for at forhandle.

Michael Aastrup Jensen havde et helt tredje forslag, nemlig at sætte Israel et medlemskab i NATO i udsigt, hvis regeringen indgår i fredsforhandlinger. Dermed skulle Israels sikkerhedsbehov være imødekommet.

De forslag, som blev fremstillet på konferencen i Rødding, var mange og af ganske forskellig karakter.

Ifølge forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen kan man have sin tvivl om, hvorvidt EU vil være i stand til at samle sig omkring en fælles agenda i forhold til konflikten i Mellemøsten. Hvis EU skal kunne spille en afgørende rolle i Mellemøsten, skal der være enighed blandt de 27 medlemslande og med den interne splid, der har været i EU i forhold til andre udenrigspolitiske anliggender, synes det at være en stor udfordring at fremsætte en sådan dagsorden..

Men ét var alle enige om på konferencen i Rødding: Mellemøsten er i forandring og revolutionens vinde blæser. Hvad de fører med sig, er endnu uvist, men EU har en forpligtelse til at være på mærkerne og medvirke til at dirigere udviklingen i retning imod demokrati og stabilitet. Spørgsmålet om hvordan måtte forblive ubesvaret.

Baggrund
Konferencen “Hvordan vindes freden i Mellemøsten?” blev afholdt på Rødding Højskole tirsdag den 1. marts – onsdag den 2. marts i samarbejde med Nyhedsmagasinet Ræson. I løbet af de to dage præsenterede en række politikere og eksperter deres syn på konflikten i Mellemøsten og forskellige perspektiver for fred.