Gå til hovedindhold

Mobile menu

CSR

Dansk Vejsalt dropper Vestsahara - ønsker ikke mere bøvl

Virksomheden har ikke importeret vejsalt fra Vestsahara det sidste år, og har meddelt organisationen Afrika Kontakt at de heller ikke vil gøre det i fremtiden. 
Ofte kommer der mere salt end sne på de danske veje. Nu stopper firmaet Dansk Vejsalt med at importere det fra Vestsahara.

Ofte kommer der mere salt end sne på de danske veje. Nu stopper firmaet Dansk Vejsalt med at importere det fra Vestsahara.

Pixabay

Siden 2013 har Dansk Vejsalt og Afrika Kontakt været i dialog om virksomhedens import af vejsalt fra det af Marokko besatte Vestsahara.

På et møde tirsdag den 31. januar 2017, fortalte virksomheden at den har stoppet deres import af vejsalt fra Vestsahara.

Ønsker ikke mere bøvl

Ejeren af Dansk Vejsalt, Stig Anthony, udtrykte det sådan. at man "ikke længere ønsker mere bøvl om virksomhedens vejsalt". Derfor har man stoppet importen.

Direktør i Dansk Vejsalt, Kim Løth, kunne samtidig oplyse at samarbejdet med amerikanske Crystal Mountain, ligeledes er stoppet. Baggrunden, fortalte Kim Løth, er at saltet fra Crystal Mountains salt-produktion i Marokko bliver udskibet fra en havn i det af Marokko besatte Vestsahara.

Der kunne derfor, som Afrika Kontakt har gjort det, sættes spørgsmålstegn ved saltets oprindelse.

Saltet fra Vestsahara er nu erstattet af salt fra bl.a. Tunesien.

Sejr for Vestsahara

Dansk Vejsalts udmelding kommer i kølvandet på en dom fra december 2016, ved EU domstolen, der klart siger at Vestsahara ikke er en del af Marokko.

Jens Brun Madsen fra Afrika Kontakts Vestsahara-gruppe udtrykker stor tilfredshed med at Dansk Vejsalt nu trækker sig helt fra Vestsahara: 

"Dette er en vigtig sejr for befolkningen i Vestsahara. Det gør besættelsen af Vestsahara lidt mindre profitabel. Men det er også en sejr for Afrika Kontakt, der stædigt har fastholdt presset på Dansk Vejsalt og deres kunder i Danmark".