Peshmerga
Bernard-Henri Lévy
International premiere 20. maj 2016
Spilletid: 1 time 33 minutter
Filmen spiller på CPH:DOX: 23. marts kl. 18:00 i Bremen Teater, hvor man kan møde instruktøren.
’Peshmerga’ indledes med en scene, hvor en ukendt kurdisk soldat er i gang med at kæmpe sig op ad en sandbanke for at nå et ubekendt mål på toppen. Inden han når så langt, springer en mine, og man tror for et øjeblik, at soldaten er sprængt i tusind stykker. Manden, der filmer denne scene, kalder desperat på sin kammerat, mens han forsøger at nærme sig. Pludselig vælter soldaten ud af røgskyen med blod i ansigtet. Han er tydligt påvirket af situationen, men det eneste, han siger, er, at han har mistet sit våben. Han vil ikke tage imod kameramandens forsøg på omsorg og vil bare være i fred. Til sidst falder han på knæ og råber op mod himmelen: ”Længe leve Kurdistan.”
Optagelsen her udgør den jødisk-franske filosof og intellektuelle Bernard-Henri Lévys motivation for at lave denne film, fortæller han. For: ”Hvem er denne mand? Hvorfor er han så alene? Hvilken usynlig fjende var han på vej imod? Og hvad er dette Kurdistan, hvis tragiske og glorificerede navn virker stærkere end døden?”
For at besvare disse spørgsmål beslutter Lévy, sammen med et kamerahold at følge de kurdiske væbnede styrker, kaldet peshmerga, i deres kamp mod IS langs den 1000 kilometer lange frontlinje, der adskiller irakisk Kurdistan fra IS-besatte områder. Rejsen varer fra juli til december 2015 og strækker sig fra det sydligste Kurdistan, over Kirkuk og Erbil, gennem Mosul og hjertet af Sinjar bjergene. Lévys franske og nærmest smøragtige stemme guider os igennem optagelserne og fortolker alt, hvad vi ser.
Den, som går døden i møde
Gennem optagelser af peshmergaernes krigsførelse, fra strategiske møder til reelle blodige kampe, fra hospitaler til landsbyer, skildrer filmen deres yderst velorganiserede og strategisk overlegne krigsførelse, som har en helt særlig ånd, etik og medmenneskelighed.
En peshmerga efterlader ikke mænd i felten. De er modige, men det er vigtigt for Lévy, at vi forstår, at peshmergaerne ikke har nogen fascination af døden og elsker livet. Han glemmer bare at informere sit publikum om, at peshmerga direkte oversat betyder: Den, som går døden i møde. En information, man må antage er central, når det åbenbart er vigtigt, at de ikke går døden i møde for sjov.
Lévy sætter sideløbende peshmergaernes krigsførsel og ånd over for IS’, som fremstilles som fanatiske amatører uden nogen former for rygrad eller etik. De er elendige til at føre krig, bange kujoner, der er mere end villige til at dø, men som mere end alt andet frygter at blive skudt af kvinder, for så vil de miste adgangen til paradis og de 72 jomfruer.
I en af de sidste scener, hvor peshmergaerne har vundet et stort slag, ser vi et par IS-krigere, der med bind for øjnene blive eskorteret ind i en bil. Lévy kommenterer, at disse ”jihadister forbliver ansigtsløse”. Lidt ærgerligt, når et af de spørgsmål, han ellers stiller i filmen, er, hvem den usynlige fjende, som manden i den indledende scene kæmpede imod, er. Det er desværre meget rammende for filmen, som dermed desværre mister lidt troværdighed.
Der er et – til tider – lidt mærkværdigt fokus på religion i filmen. Det er tydeligvis vigtigt for Lévy, som selv er jøde, at religion ikke i sig selv er problematisk. Jo, måske IS’ religion, for de er jo jihadister og fanatikere. Det er derimod magtpåliggende for Lévy at skildre, at peshmergarne og jøderne har været tæt forbundne og tidligere har levet side om side, også med kristne.
Lévy prioriterer at vise os kristne klostre, at optage en præst på et hospital og at filme lokale religiøse ritualer. En prioritering, der kan undre, når dette ikke er relateret til de tre spørgsmål, som han søger at bessvare i denne film. Man aner således, at Lévy skaber en underliggende, men gennemgående forbindelse mellem kurderne og jøderne som forfulgte folk i en region, hvor denne kamp mellem det gode og det onde raser.
Bidt af heltedåd
Lévy synes faktisk kun at forsøge at besvare ét af de spørgsmål, han indledende stiller; nemlig, hvad dette Kurdistan er, som virker stærkere end døden. Han mødes med en peshmerga, som er historiker og specialist i Sykes-Plicot aftalen (der blev indgået mellem England og Frankrig, og som delte Kurdistan i fire dele, red.), men vi får stadig ingen information om, hvad det er, der adskiller kurderne fra resten af befolkningen i dette område.
Vinklen afgrænses til peshmergaernes krigsånd; de er et folk, der altid har kæmpet, og ifølge Lévy er det kun kurderne, der om nogen vil kunne slå IS endegyldigt ud, og som vil være garanter for et stabilt styre med udgangspunkt i demokrati og religionsfrihed.
En kamp mellem det gode og det onde
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorvidt denne film skal gøre op med den kritik, som Lévy modtog i forbindelse med sin film ’The Oath of Tobruk’ fra 2012, hvor han sætte et meget stort fokus på sin egen rolle i Muammar Gadaffis fald i Libyen. ’Peshmerga’ synes, frem for at være en undersøgende dokumentar, at skildre – denne gang ikke så meget Lévys egen – men peshmergaernes heltedåd. Men den ensidighed, som filmen bærer præg af, slår skår i filmens troværdighed.
CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at man med afsæt i dokumentarfilmen sigter mod "at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer." CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d.16. til søndag d.26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.
