Den teoretiske fornuft i Venstres udviklingsvision

kristian_venstre
Adam Moe Fejerskov er langtfra imponeret over udenrigsministerens og Venstres vision for den danske udviklingsbistand.
Foto: Venstre og News Øresund - Johan Wessman
Laurits Holdt

8. september 2015

Adam Moe Fejerskov

Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.

Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.

Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).

Læs alle Adam Moe Fejerskovs blogindlæg

Venstres og dermed regeringens vision for Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde overflyder ikke ligefrem med fornuftige tiltag.

Tværtimod vil det bombe dansk udviklingssamarbejde tilbage til stenalderen, noget Socialdemokratiet dog allerede var godt i gang med under anden halvdel af deres regeringsperiode.

Midt i galskaben er der dog et i princippet interessant forslag om en geografisk fokusering på Afrika.

Desværre fungerer sådanne ideer kun i teorien og har ingen bund i virkelighedens politiske realiteter.

Lad os kigge på hvorfor det er interessant i teorien, og samtidig dybt urealistisk i praksis.

Før vi går videre, vil jeg dog lige komme med et lille forbehold. Jeg tror ikke, at grunden til Venstres forslag om en geografisk fokusering af udviklingssamarbejdet er et ønske om at sætte fokus på den manglende arbejdsdeling i udviklingssamarbejdet. Ej heller at det er udtryk for innovativ eller progressiv tankegang hos Venstres politiske strateger.

Det er snarere udfaldet af en kynisk proces der starter med spørgsmålet ‘hvordan kan vi skære i dansk udviklingsbistand og retfærdiggøre det?’.

Dette indlægs umiddelbare fokus på Venstres udviklingsvision er her således mere en undskyldning for at diskutere ideerne bag arbejdsdeling og en fokusering af Danmarks udviklingsarbejde.

Fokusering af udviklingsarbejdet og arbejdsdeling

Ideen om øget koordination blandt donorer har mange år på bagen. Politisk har den oftest materialiseret sig i snakke om øget koordination, som dem vi kender fra OECD DACs topmøder, og i EU. Paris Deklaration fra 2005 har vel været det tydeligste resultat af sådanne processer.

I praksis handler koordinationen basalt set om, at donorerne ikke skal træde hinanden over tæerne og underminere hinandens resultater.

Ideen om arbejdsdeling tager skridtet videre og argumenterer for, at der i virkeligheden ikke er grund til, at alle donorer bruger utællelige ressourcer på at blive dygtige til at udføre den samme slags arbejde – den samme type interventioner.

Hvad nu hvis Norge brugte alle sine bistandsmidler på verdens skove, Portugal sine på fiskeri, og Danmark sine på landbrugsprogrammer? Eller hvad nu hvis Sverige udelukkende havde udviklingssamarbejde med Zambia?

Lad os se på de to mest åbenlyse former for arbejdsdeling, nemlig geografisk og tematisk.

Færre lande, dybere kontekstuel viden

Danmark har igennem de sidste 50 år skruet op og ned for antallet af samarbejdslande, men den mest dominerende trend har gået mod at skære på antallet af disse.

Udviklingsarbejde i et hvilken som helst land kræver enorme mængder af lokal, kontekstuel viden omkring så mange forskellige dynamikker og henseender, at der ikke ville være plads til at liste dem alle her. Økonomi, politik, naturressourcer og civilsamfund. Og det ikke bare på nationalt, men på regionalt og lokalt niveau.

Det er naturligvis derfor budgetstøtten har vundet sådan frem i de seneste år – de lokale ved bedst selv.

Danmark er for tiden engageret i omegnen af 18 såkaldte samarbejdslande, på tværs af adskillige kontinenter; Afrika, Asien, Sydamerika.

Javel, vi har ambassader i alle de lande der modtager udviklingsbistand, der ofte, forhåbentligt, er fyldt med vidende danske og lokale eksperter.

Men prøv at tænke på hvad en reel geografisk fokusering ville betyde for vores kontekstuelle viden og indsigt.

Hvis Danmark besluttede sig for kun at arbejde i en lille håndfuld lande, ville vi for alvor kunne forbedre vores lokale viden, og koncentrere vores ressourcer, både menneskelige og økonomiske, om at gøre en forskel for de fattige mennesker i disse lande.

Sådan et koncentreret samarbejde ville puste nyt liv i det næsten døde udtryk om partnerskaber, og vi ville slippe for den slags overfladiske interventioner der giver 5 millioner her og 5 millioner der, til usammenhængende projekter i vidt forskellige lande.

Blæksprutter og generalister

Den anden form for arbejdsdeling er den tematiske. Ikke blot er Danmark og langt de fleste donorer engageret i mange forskellige lande, der arbejdes også ofte på tværs af tematiske områder. Menneskerettigheder og demokrati, stabilitet og beskyttelse, grøn vækst, og sociale fremskridt, hedder det i vores nuværende udviklingsstrategi.

Tager vi det første tema, dækker det yderligere over ligestilling mellem kvinder og mænd, god regeringsførelse, frie og kritiske medier, demokratiske valg, politiske partier, retssystemer, decentralisering i den offentlige forvaltning, lukning af skattehuller, beskatning af naturressourcer, social dialog og faglige rettigheder.

Wow. Tænk en viden det kræver at engagere sig ordentligt i hvert enkelt af de her temaer.

Udenrigsministeriet og ikke mindst Danida har gennem de sidste år været igennem markante ændringer med både slankekur og indkomsten af nye fuldmægtige. Her på Globalnyt har mange ofte beklaget sig over, at generalisterne tager over.

Tendensen til at have medarbejdere, der ved mindre om meget i stedet for meget om mindre, er man naturligvis ikke med til at modvirke, når man spreder sig ud på den måde.”

I dag sidder mange af Udenrigsministeriets ansatte med ikke bare et, men adskillige temaer, ofte tilmed langt fra hinanden. Og med den måde der skiftes stillinger på, har de ikke lang tid til sætte sig ind i alt.

En tematisk fokusering ville potentielt sikre en dybdegående viden omkring skræddersyede interventioner og være med til at hæve effektiviteten og resultaterne i bistanden.

Meget akkumuleret viden ville muligvis gå tabt, men værre er det ikke, i disse tider hvor udenrigsministeriet strammer livremmen og udviklingskyndige erstattes af eksporteksperter.

Politisk naiv, kynisk undskyldning

Husk at vi har gang i et tankeeksperiment. Jeg mener ikke, at en så drastisk geografisk eller tematisk arbejdsdeling nødvendigvis er det rigtige at gøre.

Hovedårsagen til hvorfor vi ikke burde gribe bistanden an på den måde, er at det er dybt politisk urealistisk. Sådanne ændringer forudsætter nemlig, at andre donorer ligeledes vælger at fokusere deres arbejde ind, således at man i samlet flok kan løfte de samme områder som vi gør i dag.

Som det ser ud nu, og som det har set ud igennem mange år, er det urealistisk at forvente at den slags vil ske.

Den bilaterale bistand har altid været tynget af at være netop det, bilateral. Land-til-land elementet har altid betydet, at donorer har brugt bistanden til at plante flag og fremhæve indenrigsproblematikker i deres samarbejde med udviklingslandene.

Vi kan ikke engang marginalt finde ud af overfladisk arbejdsdeling i EU-regi, så det er naturligvis dybt urealistisk at forvente at lande som USA eller nye donorer som Kina og Brasilien ville indgå i den slags samarbejde, der nok ville blive opfattet som former for tvang eller suverænitetsafgivelse.

Tilbage i virkeligheden er dét, Venstre vil gennemføre, naturligvis heller ikke bare en fokusering eller et oplæg til øget arbejdsdeling; det er en kynisk nedskæring. En undskyldning. Der flyttes ingen penge til Afrika fra andre kontinenter, engagementerne alle andre steder kommer bare til at lide.

Ideerne om øget arbejdsdeling mellem donorer er både interessante og relevante. Det er Venstres udviklingsvision langt fra.