Gå til hovedindhold

Mobile menu

Teateranmeldelse:
En anden side af Somalia

Gennem historisk fakta, musikalske indspark og personlige erindringer gør teaterstykket ’I am Also Somalia’ os klogere på Somalias historie og dets kulturarv i en dansk kontekst. Resultatet er en hyldest til kulturliv og en tro på, at fortællinger både opretholder identitet og styrker gensidig forståelse.
Den ene hovedrolleindehaver, Bashir.

Den ene hovedrolleindehaver, Bashir.

Rumle Skafte - pressebillede.

Allerede ved ankomst til Pakhus 11 er man ikke i tvivl om, at der skal slås et kulturslag for Somalia. Der bliver budt på traditionel te, og nær sceneindgangen står en bod med kokos- og Niveaprodukter på række med skinnende plasticsmykker, som i de somaliske skønhedssaloner i København. De rustikke betonrammer og nedslidte vægge passer godt til, når det støvede gamle gardin falder til gulvet og skiltet med National Theatre of Somalia toner frem over scenen. For selv gamle bygninger kan rumme nye fortællinger.

Scenografien er bygget op om National Theatre of Somalia, der blev bombet i 2012.

Scenografien er bygget op om National Theatre of Somalia, der blev bombet i 2012.


Rumle Skafte - pressebillede.

Teaterstykket er bygget op omkring en reference til National Theatre of Somalia, der blev bygget i 1967 i hovedstaden Mogadishu som symbol på landets selvstændighed, identitet, kultur og fremtid. Til trods for at teatret blev bombet i 2012, videreføres den somaliske kulturarv nu i teaterstykket, som en form for insisteren på, at selvom det fysiske fundament mangler, findes der stadig en fortællende stemme som skal frem, for: ”Teater kan være alle steder, ligesom somaliere endte alle vegne”, som en replik lyder i forestillingen.

En historisk fortælling

’I Am Also Somalia’ er med blanding af fakta og fiktion et dokumentar-teaterstykke, der fortolker historisk og kulturel viden om Somalia til udfordring af negative fordomme om landet og dansk-somaliere. Selv titlen, der spiller på bogstaverne i Somalia, kan tolkes som om, at folket bag forestillingen aktivt vælger at fremhæve kulturelle og kreative udtryk, som både de og Somalia besidder, som modspil til negativt ry og dominerende fordomme.

Med stærke visuals, talrige rekvisitter og inddragelse af publikum guider hovedrollerne Bashir og Moeisha os igennem teaterstykkets historiske fortælling om Somalia. Især illustrationen af europæiske kolonimagter, der deler det afrikanske kontinent mellem sig med en lineal, er vellykket med en god sjat humor trods dets absurde sandhed.

Nogle af de somaliske følger af opdelingen var en ødelagt nomadekultur og stridende klaner, som splittede landet ad. Vi bliver klogere på, hvordan både britisk og italiensk kontrol, modstandskamp og national partidannelse kæmpede om Somalia, imens andre somaliere var nødsaget til at flygte ud af landet. I denne forestilling får nogle af de somaliere, der kom til Danmark, nu mulighed for at præsentere deres historier og kultur fra scenekanten.

Med humoren i front

Teaterstykkets helt store stjerne, den legendariske sangerinde Maryam Mursal, deler generøst sine talenter med publikum – især hendes store sangstemme og personlige fortælling om flugten op igennem Europa gjorde indtryk, men også da hun sætter den unge sociologistuderende rapper Bashir på plads, var mindeværdigt.

Maryam Mursal er en anerkendt somalisk sangerinde og forestillingens helt store stjerne.

Maryam Mursal er en anerkendt somalisk sangerinde og forestillingens helt store stjerne.


Rumle Skafte - pressebillede.

Med en god portion selvironi fremstilles vigtigheden af giftermål ved, at den stærke afrikanske mama tvinger den unge ugifte knægt til at udvælge en kvinde blandt publikum, som han frier til, hvilket får salen med på fælles klappen i takt, som var vi til somalisk bryllup, der ”kun varer 12 timer” som Bashir beroliger os med.

Selvironi og kulturelle stikpiller pakket ind i humor rammer også den danske debat, som skuespillerne til hverdag er en del af. For eksempel når Bashir og Moeisha ved hjælp af videoklip fra deres bagland i henholdsvis Vollsmose og København viser, at somaliere i Danmark er alt andet end terrorister, kontanthjælpsmodtagere eller hjemmegående – en fordom, der lever i bedste velgående, og som skuespillerne møder igen og igen. På et højere niveau er forestillingen i sig selv også et udtryk for det samme: At der ikke bare er én måde at være somalier på.

Humor kan dog ikke redde alt, og vi får da også momenter af direkte politisk konfrontation. Som da Bashir pludselig afbryder forestillingen. Han klager over nutidens Somalia, der limes sammen af fredsbevarende styrker og nødhjælp fra FN og EU, men som verdens mest korrupte land er ødelagt og nærmest ikke-eksisterende. Denne alvorlige påmindelse er klædeligt for stykket, så vi som publikum ikke kun går derfra med minder om dans og glitrende pailletter.

Inden Bashir falder helt fra hinanden, når Maryam heldigvis at samle ham op ved at opfordre ham til at bruge sin sangstemme til at synge om de udfordringer somaliere møder. Helt ren og sjælefuld giver hans stemme publikum håb med på vejen efter et stående bifald. For stykket viser, at trods modstand, har alle på tværs af generationer en stemme og en historie der skal viderefortælles. På den måde overlever den somaliske identitet, hvor end den vælger at slå sine rødder.