Gå til hovedindhold

Mobile menu

Serie om rådgivende ingeniører I:
En del af deres DNA

Danske rådgivende ingeniørvirksomheder har i en årrække løst opgaver og lavet projekter i udviklingslande. Det har ført til udvikling, jobskabelse og opbygget lokal kapacitet. Danida-kontrakter udgør en stadig mindre del af virksomhedernes omsætning – til gengæld er man stødt ind i problemer med nogle af de nye finansieringsaktører. 
En lokal landmåler er i gang under et COWI-projekt i Tanzania.

En lokal landmåler er i gang under et COWI-projekt i Tanzania.

Billedet stammer fra FRI-rapporten 'World-class engineering and an empowered workforce'.

Når man i Danmark taler om aktører inden for udviklingsbistand og engagement i udviklingslande, løber ngo’erne oftest med al opmærksomheden. Men en helt anden branche har gennem årtier også været aktiv i den fattigste del af verden, hvor deres ekspertise, viden og ydelser har skabt lokalforankret udvikling og opbygget kapacitet.

Det drejer sig om de rådgivende ingeniørvirksomheder. Deres brancheorganisation (Foreningen for Rådgivende Ingeniører – eller bare kort og godt FRI) holder til inde bag Industriens Hus’ glasfacader på Rådhuspladsen i København.

Det er hér, ved et mødebord på 3. sal, at Globalnyt møder direktør Henrik Garver og erhvervspolitisk chef Ulrik Ryssel Albertsen til en snak om de rådgivende ingeniørers rolle i udviklingslandene.

Et brohoved

Selv om de danske rådgivende ingeniørvirksomheder allerede så småt begyndte at kigge mod udviklingslandene i 1970’erne, var det først i 80’erne og 90’erne, at deres engagement for alvor tog fart.

Her var det især kontrakter med Danida, der gav opgaver, og bistandsprojekterne fungerede som en god indgang til et ellers ukendt marked:

SWECO sikrer bæredygtig vandforsyning i millionbyen Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

SWECO sikrer bæredygtig vandforsyning i millionbyen Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.


Billedet stammer fra FRI-rapporten 'World-class engineering and an empowered workforce'.

”Et udviklingsprojekt er et fantastisk brohoved for at komme ind og etablere sig i et udviklingsland, hvor man måske ikke i udgangspunktet havde set, at der var et stort markedspotentiale,” siger Ulrik Ryssel Albertsen.

På den måde kan et enkelt projekt bane vejen for, at virksomheden bliver hængende og for eksempel etablerer et permanent landekontor i det pågældende land.

Ud af FRI’s 315 medlemmer er mellem 25 og 30 i dag aktive i udviklingslande. Fokus er på Afrika og Asien, hvor de fleste opgaver løses inden for infrastruktur og miljø, men også energi og forsyning, transport, byggeri og mere bred kapacitetsopbygning fylder i den samlede portefølje.

Høje standarder

På markedet markerer de danske virksomheder sig ved at have en høj teknisk indsigt, der gør, at de kan tage bestik af de lokale forudsætninger og finde billige, lokale løsninger.

Det kan for eksempel være, at man udvikler en vejbelægning af materialer og ressourcer, der findes i lokalområdet, i stedet for at importere en masse dyr cement eller asfalt.

Dertil kommer de usynlige ting, der også er med til at skabe udvikling på den længere bane. Ting som virksomhedskultur. Gennemsigtighed. Sociale og miljømæssige principper. Business integrity.

”De [virksomhederne, red.] har alle sammen deres kvalitetssikringssystemer, som de overholder, uanset om de sidder i Ørestaden eller i Tanzania. Man er nødt til at lave nogle tillempelser lokalt, men skal fortsat stå fast på det system, man har, så man ikke bringer sig selv i uføre. siger Ulrik Ryssel Albertsen og fortsætter: 

"Det er da lidt en showstopper en gang imellem, at man er nødt til at vente urimeligt længe på at komme videre med et projekt, fordi man ikke betaler faciliteringspenge”. 

Den arbejdskultur smitter nødvendigvis også af på de lokalansatte – hvad enten de arbejder i kortere tid på et projekt eller er ansat på et landekontor.

Ud af de 26.000 ansatte i FRI’s medlemsvirksomheder er 13.500 ansat i udlandet – og selv om over halvdelen af disse arbejder i Norden, er knap 15 procent af jobbene i Afrika og Asien. Nogle er udsendte medarbejdere, men en stor del er lokalansatte:

”De bliver skolet ind i en arbejdspraksis, hvor der for eksempel er nul tolerance i forhold til korruption, og hvor der er en ambition om, at projekterne skal give mening; at de skal kunne løbe rundt. Der ligger altså en forretningstræning, der gør, at når de her individer har været på et projekt med en privat partner, så kommer de ud på den anden side med nogle forretningskompetencer,” forklarer Henrik Garver.

Profit er mere legitimt i dag

Over de sidste ti års tid har begrebet ’Aid for Trade’ vundet indpas i bistandsverdenen. Verdenshandelsorganisation (WTO) skrev i 2005, at begrebet handler om ”at hjælpe verdens udviklingslande, især de mindst udviklede, med at opbygge den handelskapacitet og infrastruktur, de har brug for, for at få gavn af åbninger på handelsområdet.”

Aid for Trade har haft stor betydning for, hvordan vi tænker udviklingsbistand herhjemme, hvor handel og det private erhvervsliv har fået en stadig større plads. Henrik Garver og Ulrik Ryssel Albertsen er ikke i tvivl om, at skiftet har betydet, at det i dag er mere legitimt at tænke profit ind i udviklingsbistanden.

”Hvis det hele er baseret på gaveøkonomi, kan det bidrage til, at man sløver de lokales engagement. For når den her gave er slidt op eller ikke er rentabel mere, så kommer der bare en ny gave. Så det er vigtigt, at man får trænet de lokale til at forstå, hvad det er, der skal til, for at de kan drive det selv og komme videre,” anfører Ulrik Ryssel Albertsen.

Vedtagelsen af FNs 17 nye verdensmål – de såkaldte SDG’er – har også sat fokus på private virksomheder. Prismærket på målene er nemlig så højt, at almindelig udviklingsbistand ikke kan klare det alene; skal verden i mål inden 2030, indbefatter det en betydelig investering fra det private erhvervsliv.

Post-Danida

Den finansielle projektportefølje.

Den finansielle projektportefølje.


Grafikken stammer fra FRI-rapporten 'World-class engineering and an empowered workforce'.

På trods af Aid for Trade-skiftet har nedjusteringen af den danske udviklingsbistand betydet, at antallet af Danida-kontrakter til FRI-medlemmer er dalet voldsomt siden 1990’erne. Faktisk udgør de Danida-finansierede projekter i dag under fem procent af de rådgivende ingeniørvirksomheders bruttoindtægt.

Men selv om de manglende kontrakter ganske vist er et fast tema i branchen (primært på grund af det tilhørsforhold, mange føler til Danida), har virksomhederne også selv rykket sig de sidste 15-20 år, og de manglende danske bistandskroner spiller derfor ikke en stor rolle:

”Jeg tror, at havde man lukket ned i midten af 90’erne, så ville de internationale afdelinger have sagt: ”Hold da op! Hvis ikke vi har Danida, hvad har vi så?” til i dag at sige: ”Danida er en kunde, men kun én ud af mange.” Det gør ondt at undvære det helt, men det er ikke forretningskritisk på nogen måde,” siger Henrik Garver.

For i takt med at kontrakterne fra Danida er blevet færre, har de rådgivende ingeniørvirksomheder vendt sig mod nye finansieringsinstitutioner og udbydere, hvilket har betydet at deres finansiering i dag er meget mere blandet, end den var for 20 år siden.

Med de fleste nye kontraktudbydere går det udmærket, og knap to tredjedele af virksomhederne har en årlig vækst, der er medium eller høj. Det er altså også god business at være aktiv i udviklingslandene.

Alligevel er der en enkelt torn i øjet. På opgaver, hvor Verdensbanken har stået for lånet, oplever flere af FRIs medlemmer problemer med betalingen.

Det kan for eksempel være en regering, der har lånt penge af verdensbanken til at bygge et hospital, og som ikke betalinger regningen, efter arbejdet er udført. Problemet er, at Verdensbanken ikke blander sig i, hvad der sker mellem låntager og ordretager, efter lånet er bevilliget. Det kan få store konsekvenser især for de mindre virksomheder:

”Der er virksomheder, der konkret overvejer at trække sig ud af markeder, som de har været på rigtig længe, og hvor der er behov for deres kompetencer, fordi de arbejder uden at få betaling. Det er til at tude over for at være helt ærlig. Det er jo ikke bare ærgerligt for de danske virksomheder, det er også brandærgerligt for de pågældende lande, som har brug for udviklingen,” siger Ulrik Ryssel Albertsen og tilføjer:

”Det er jo paradoksalt, at hvis vi startede fra nul i dag, så var der nok ikke så mange af vores medlemsvirksomheder, der ville entrere det her marked med den risikoprofil, der er på mange af projekterne.”

Men hvis det ser så skidt ud på finansieringsdelen, hvorfor bliver de så ved?

”De kan jo ikke lade være; det er en del af deres DNA. Der er også i deres medarbejdsstab et drive for at sige: ’Vi kan skabe en bedre verden i den tredje Verden ved at arbejde med miljø, med omstilling eller med udvikling’,” siger Henrik Garver.

Han forklarer, at der generelt er en lang line i forhold til, hvornår sådanne projekter skal give et afkast:

”Man er ret tålmodige med, at udviklingsprojekter tager tid.”