En levende beretning om frosne fisk og flygtninge

father_hanna_kildani
Father Hanna Kildani
Foto: Lars Zbinden Hansen
Ane Nordentoft

15. juli 2015

Jordan

Jordans forfatning statuerer frihed til at praktisere sin religion og tro i overensstemmelse med rigets skikke, medmindre den offentlige orden eller sædelighed overtrædes. Statens religion er Islam. Kongen skal være muslim. Konvertering fra islam og forsøg på at omvende muslimer er forbudt.

I det jordanske parlament, der består af et senat med 75 medlemmer, alle udnævnt af kongen, og et repræsentanternes hus med 150 valgte medlemmer, er ni pladser reserveret til kristne, eller 6 %, og i øvrigt 15 pladser til kvinder og ingen til palæstinenserne, der udgør omkring halvdelen af befolkningen. Nogle opslagsværker angiver, at palæstinenserne er i overtal i forhold til den oprindelige beduinske befolkning.

Antallet af irakiske kristne flygtninge under Ammans kirker blegner i forhold til antallet af syrere flygtet fra den syriske borgerkrig, der påvirker Jordan. Tallet er nu oppe over 4 millioner, og omkring 630.000 er registreret i Jordan af FN. Omkring 110.000 bor i flygtninge-lejrene Zaataari og Azraq i den nordlige del af landet.

John Graunts banebrydende værk med analyser af London-dødsfald er fra 1662 og hedder ”Natural and Political Observations Made upon the Bills of Mortality”.

Father Hanna Kildani er forfatter til to bøger: ”Saints of the Holy Land – Bringing Ancient Faith to the Modern World” og ”Modern Christianity in the Holy Land”.

AMMAN, 15. juli 2015: ”Religionsfrihed er som kaviar. Noget man har i Europa. Her er det mere som frossen fisk”.

Father Hanna Kildani er ikke imponeret af ordene om religionsfrihed i Jordans grundlov. I praksis, i dagligdagen, lever han og andre kristne i et hav af muslimsk kultur og sharialov.

At befolkningen skulle bestå af 92 % muslimer, 6-8 % kristne er han heller ikke overbevist om. Han har nemlig været nede i sin bogsamling i præsteboligen ved Martyrs of Jordan Church i Marj Alhamam i det sydlige Amman og har gravet John Graunt frem.

Graunt levede i England fra 1620 til 1674 og var en af de første demografer. Han fik den idé at analysere optegnelser over døde og kunne på det grundlag præsentere den første statistik over indbyggertallet i London.

Father Kildani har fulgt eksemplet. I et år fra juni 2014 til juni 2015 studerede han dødsannoncer i avisen Al-Rai, der angiveligt omtaler alle dødsfald i Jordan. Som han siger med et glimt i øjet:

”Hvis du ikke står i den avis, er du stadig levende”.

Han nåede frem til, at kun 3,68 % er kristne, svarende til 239.000 mennesker ud af en befolkning på 6,5 millioner.

Det muslimske flertal og dominansen mærkes, særligt i familieretten, der er baseret på sharia. Her stipuleres det, at manden i anliggender som ægteskab, børn og arv har flere rettigheder end kvinden.

Det strider mod kristnes opfattelse af lige rettigheder mellem kønnene, siger præsten, der med sit store kontaktnet hører historier om kristne, der må underlægge sig sharia. Eksempelvis ved giftermål, hvor en kristen er tvunget til at konvertere, hvis han/hun vil giftes med en muslim. Det modsatte, at konvertere fra islam, er forbudt.

Ikke helvede, ikke himlen

Kristne institutioner behandles heller ikke formelt lig med islamiske. Kirkerne har status som ”samfund”, som præsten for sin egen kirkes vedkommende omskriver til ”en NGO, der skal betale skat”.

Det betyder, at kirkerne indirekte betaler for moskeerne, da alle islamiske institutioner er under staten, som betaler imamers løn, bygninger, boliger, faste driftsudgifter, el og vand.

Kildani ser ikke det store problem i det.

”Vi har nogle praktiske udfordringer, men vi er ikke i Helvede. Vi er heller ikke i Himlen. Men vi lever fredfyldt her. Vi er i samme båd som andre jordanere. Hvis der er uro, mangel på vand og strøm, gælder det for os alle”.

”Generelt er vi omgivet af venlighed og imødekommenhed”, siger han og forklarer, at det hænger sammen med, at kristne i Jordan generelt er økonomisk velstillede, har et positivt omdømme og nogle generøse velgørere, der spytter i kasserne til kirker, der fungerer godt.

Det forleder fattige muslimer til at søge hjælp hos de kristne.

”Mange muslimer kommer til mig og vil være kristne. Jeg siger til dem, at de skal stille foran et af vores tribunaler og forklare deres sag, henvise til grundlovens ord om religionsfrihed. Deres argument skal være, at de vil være frie. Men et sådant skridt er et skridt imod islam, staten og samfundet, og alle tre institutioner er her et kollektivt hele. Tager en muslim skridtet, mister han i praksis sin personlighed. Så jeg beder ham tænke over dette som nummer et, før han vælger en anden religion og dermed også friheden fra et enormt socialt-juridisk pres. Normalt, når folk forstår dette, hører jeg ikke videre,” siger Kildani.

Ramadanen er for Kildani ”en spirituel oplevelse” og en social begivenhed:

”Vi laver sammenkomster med muslimer, bryder fasten sammen. Vi inviterer hinanden. Det er ganske almindelige medmenneskelige relationer, hvor vi respekterer hinanden”, siger han og forklarer, at ramadanen har udviklet sig fra at være en indadvendt refleksion til en ”måneds natlig fest”, en ”særlig social måde at leve på”.

Han hentyder til det udbredte fænomen i Amman, at mange mennesker under ramadanen vender op og ned på døgnets timer for at spise og drikke og feste natten igennem.

Flygtninge-influx

Kildanis kirke har de senere måneder fået en ny dimension i det daglige arbejde. Udover at skøtte om menigheden og navigere i et muslimsk samfund tager kirken sig p.t. af kristne flygtninge fra Irak.

Kristne irakiske flygtninge indkvarteret ved kirken.


Foto: Lars Zbinden Hansen

9 familier med i alt 36 personer er strandet her, efter at de flygtede fra islamiske fundamentalister i Irak. 6. juni sidste år indtog ISIL landets femtestørste by, Mosul, og gav den kristne befolkning et ultimatum: ”Bliv muslim eller dø”.

De flygtede, nogle østpå til Erbil, de fleste til Jordan, hvor Kong Abdullah slog dørene op for dem, sørgede for transport og besked til myndigheder langs ruten om at lade dem passere uhindret.

Flygtningene hos Father Kildani bor på en compound bag kirken, hvor han har skaffet mobile campers og brugte møbler, det sidste fra EU-kommissionen. At være ”selvstændig flygtningelejr” er dyrt, siger han.

”Bare vand- og og el-regningerne er enorme, og flygtningene skal jo også have mad hver dag. Heldigvis hjælper naboer godt til, både muslimer og kristne”.

Father Hanna Kildani med en handicappet irakisk flygtning.


Foto: Lars Zbinden Hansen

Ni andre kirker i Amman har modtaget kristne flygtninge fra Mosul, i alt omkring 12.000 mennesker, og den største modtager er den romersk-katolske kirke i den fattige Marqa-bydel i det østlige Amman.

Her administrerer Father Khalil Jaar og hans stab omkring 2.000 flygtninge. Nogle er blevet indlogeret i lejligheder ude i Amman, andre bor på madrasser og bag afgrænsende stofforhæng i kirkens mødelokaler.

Kirken har oprettet skoler og sundhedsklinikker og små værksteder, hvor flygtninge laver brugskunst, som sælges på lokale markeder.

Ved Marqa-kirken som ved Kildanis Martyr-kirke er det kristne og muslimske ”venner”, der betaler for flygtningene.

Father Khalil vil ikke løfte sløret for budgettet, men han siger, at han modtager ”mange velsignelser, mange”.

En stor bidragyder er den internationale kristne NGO Caritas, men også irakiske muslimske flygtninge med pengepungen i orden hjælper til.

Father Khalil Jaar


Foto: Lars Zbinden Hansen

Under ramadanen er der næsten daglige arrangementer i kirken. Khalil arrangerer f.eks. Iftar, det muslimske aftenmåltid under ramadanen, der indtages, når solen går ned. Naboer og muslimske dignitarer møder frem og minder flygtningene om, at ikke alle muslimer er som ISIL.

Father Khalil vægter det interreligiøse arbejde. Kristne og muslimer skal mødes, interagere, og ”ramadanen er en god lejlighed til at vise vore muslimske medmennesker, at vi respekterer dem”, siger han.

Fra Palæstina

De to præster er begge fra Palæstina. 62-årige Father Khalil er født i Bethlehem og kom til Jordan i 1976 for at blive præst i Marqa-sognet og har altid følt sig respekteret og godt behandlet af sine muslimske naboer.

”Det hænger også sammen med”, siger han, ”at Kongen af Jordan efter fredsslutningen mellem Israel og Jordan i 1994, ja traditionelt, er ”vogter over alle religioner” i Jerusalem og det hellige land, der inkluderer ”østbredden” af Jordan-floden med Amman.

Han sætter antallet af kristne endnu lavere end Father Kildani i den modsatte ende af byen og gætter på, at kun omkring 1,5 til 2 % af befolkningen er kristne.

”Når tallet altid sættes højere, er det fordi, den jordanske biskop vil gøre det kristne samfund større, end det er”, siger han.

Khalil har flere gange været tilbage i Palæstina, men ikke for nylig. ”Det er blevet for besværligt”.

Heller ikke kollega, 55-årige Father Kildani, der er barn af palæstinensiske flygtninge, har besøgt sin fædrene jord i mange år.

”Det er for bøvlet”, siger han. Israelerne ydmyger os for meget, og så er jeg nok lidt doven anlagt”.

Han slår sig til tåls med, at han på klare og skyfri dage fra Ammans bakker ”kan se Jerusalem, som Moses der kiggede ind i det hellige land”.