Etiopiens fremtid kører på skinner

Addis Abebas første metrolinje åbner i maj 2015
Foto: Jurgen Bergmann/flickr
Forfatter billede

Trafikken i Etiopiens hovedstad Addis Abeba er intens. Biler, minibusser og lastvogne snegler sig afsted i byens gader. Det tager timevis at komme til og fra arbejde. Metropolen Addis Abeba er på kun tyve år vokset fra to millioner indbyggere til cirka otte millioner, men byens infrastruktur er stadig stort set den samme som for en generation siden. 
Det ændrer sig fra maj, hvor to nye metrolinjer åbner. De to linjer på i alt 32 kliometer og med 39 stationer er det første metronetværk i Afrika syd for Sahara bortset fra metroerne i Sydafrikas storbyer.

Metroen i Addis Abeba er i øjeblikket ved at blive testkørt. De to metrolinjer skulle have været åbnet i januar i år, men vil med et lille halvt års forsinkelse begynde at køre med passagerer fra maj.

Metroen administreres af de etiopiske myndigheder, mens metroselskabet fra den kinesiske millionby Shenzen bliver daglig operatør.

Det er også hovedsagligt penge fra Kina, der finansierer anlæggelsen af metroen i Addis Abeba. Den etiopiske regering af nemlig lånt 85 procent af de 475 millioner US Dollars, som metroen koster at anlægge, hos Kinas statslige ’China Exim Bank’ også kendt som ’Export-Import Bank of China’.

Etiopiske ambitioner

Addis Abebas nye metro er en del af den etiopiske regerings femårsplan, der ska være med til at løfte Etiopien op fra et af verdens fattigste lande til et mellemindkomstland i 2025.

Det største projekt i femårsplanen er den store Taehige-dæmning i den nordlige del af Etiopien. Dæmningen, der opstemmer vand fra Den Blå Nil, vil fra 2017 fungere som Afrikas største vandkraftværk og dække hele Etiopiens efterspørgsel for elektricitet.

Den relativt billigt producerede strøm fra det kommende store vandkraftværk og fra allerede eksisterende mindre vandkraftværker i Etiopien er ifølge den etiopiske regering med til at gøre den elektrificerede metro i hovedstaden rentabel på længere sigt.

Som et af de få ikke-olieproducerende lande i regionen, har Etiopien en interesse i at omlægge energiforsyningen til vedvarende energi især i form af vandkraft. Landets høje vækstrater har samtidig betydet en øget import af olie og benzin til de stadigt flere biler og lastvogne.

For at udnytte den billige elektricitet fra Etiopiens nuværende og kommende vandkraftværker og for at skære ned på importen af olie, har Etiopien valgt at satse massivt på udbyggelse og modernisering af landets jernbaner. Det er ikke kun i hovedstadens Addis Abeba, at der i disse år bliver lagt kilometer efter kilometer af nye skinner. Helt nøjagtig er 4.744 kilometer elektrificeret jernbane ved at blive anlagt over hele landet. Til sammenligning har Danmark lige knap 2000 kilometer jernbane.

Dansk virksomhed med på vognen

Som omtalt i U-landsnyt i oktober i fjor vandt det danske selskab Aarsleff Rail licitationen til anlæggelsen af 404 kilometer jernbane mellem byerne Awash og Weldia. Formålet med jernbanen er, at forbedre erhvervslivet i det nordlige Etiopien ved blandt andet at gøre det lettere at transportere eksportprodukter til udskibningshavnen i nabolandet Djibouti.