Flygtninge efterladt til havs

Forfatter billede

Hvem er rohingya-folket?

Rohingyaerne er en etnisk muslimsk gruppe, der først og fremmest bor i Myanmar.

De menes at nedstamme fra muslimske handelsmænd, der slog sig ned i regionen for mere end tusind år siden.

Det etniske flertal i det område, hvor de bor, er buddhistiske rakhinere. Den delstat, hvor de to folkeslag bor, hedder Rakhine.

Siden Anden verdenskrig har rohingyaerne kæmpet for at bliver anerkendt som en af de mere end 130 etniske grupper i Myanmar.

Rohingyaerne i Myanmar er ifølge FN undertrykt og forfulgt af staten. De udsættes for tvangsarbejde, har ikke ret til at eje land og har begrænsede rettigheder på flere andre områder.

En lang række lande appellerer til landene i Sydøstasien om at redde tusinder af bådflygtninge, som menes at være efterladt til havs uden adgang til vand og mad.

Over 2.000 flygtninge er i de seneste dage svømmet i land fra både eller er blevet reddet i land af myndighederne i Malaysia eller Indonesien.

Men tusinder af andre menes stadig at drive omkring i både ud for Thailands kyster, og det har fået Den Internationale Organisation for Migration, IOM, til at slå alarm.

Det store internationale fokus på flygtningekrisen i regionen kommer samtidig med, at Indonesiens flåde tvang en båd med hundredvis af flygtninge tilbage på havet, hvor de er overladt til en uvis skæbne, skriver Economic Times.

Ingen steder at tage hen

Thailand slår hårdt ned på menneskesmuglere, som derfor har opgivet at få flygtningene i land.

Thailand har indledt en politikampagne mod menneskesmuglerne, efter der i sidste uge blev fundet snesevis af lig i forladte lejre i det sydlige Thailand.

Kampagnen får menneskesmuglerne til at holde deres både på havet af frygt for at blive anholdt.

”Bådene er tilsyneladende holdt op med at komme, men nogle er på vej, og nogle venter på at læsse af. Hvor de tidligere bragte folk videre på land og foretog den endelige betaling, gør de det nu ud for kysterne. Så flere mennesker bliver tilbageholdt ud for kysterne. Nu er situationen begyndt at brænde så meget på for dem, at de ikke har nogen steder at tage hen,” siger Jeff Labovitz, der er leder af IOM’s kontor for Asien og Stillehavsregionen, til BBC.

Han vurderer over for den britiske tv-station, at estimater om, at cirka 8.000 mennesker driver rundt i både på havet, lyder troværdige.

Fredag viste en rapport fra FN’s flygtningeagentur, UNHCR, at der alene i det første kvartal af 2015 var 25.000 migranter, der gik om bord i menneskesmuglernes både fra Burma til Thailand.

Det er omkring dobbelt så mange som i samme periode året inden.

Mindst 300 af de, der sejlede fra Burma i år, er druknet undervejs.