FN begynder at iris-scanne flygtninge i Jordan

Laurits Holdt

AMMAN/KØBENHAVN, 6. Oktover 2016 (WFP): FN’s Fødevareprogram (WFP) har i samarbejde med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) introduceret et nyt betalingssystem med irisscanning i Jordans flygtningelejr Zaatari, der gør det muligt for 76.000 syriske flygtninge at købe mad fra lejrens supermarkeder ved at scanne deres øje, i stedet for at bruge penge, værdibeviser eller e-kort.

Den banebrydende teknologi blev første gang lanceret i Jordans flygtningelejr Kong Abdullah Park i februar i år. For første gang i historien modtog en person fødevareassistance af FN’s Fødevareprogram hurtigere end man kunne blinke med øjnene. Systemet blev udvidet til flygtningelejren Azraq i det østlige Jordan i april.

”Betalingssystemet med irisscanning har været ekstremt vellykket, og vi er begejstrede for, at FN’s Fødevareprogram og dets partnere nu kan støtte syriske flygtninge, der bor i Jordans største lejr, gennem dette innovative system,” sagde FN’s Fødevareprograms landedirektør i Jordan, Mageed Yahia.

”Irisscanning-teknologi har forbedret indkøbsmulighederne for syriske flygtninge i Jordan. Det er blevet lettere og sikrere for dem, og samtidig øget ansvarligheden.”

For Hana Heraaki, bosat i Zaatari, ligger dette systems virkelige værdi i dets brugervenlighed. ”Nu behøver jeg ikke bekymre mig, om jeg har glemt kortet derhjemme eller mistet det. Er jeg ved en butik, kan jeg bare gå ind og få lige den mad, som mangler derhjemme,” sagde hun.

FN’s Fødevareprograms system er afhængigt af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) biometriske registreringsdata af flygtninge. System styres af IrisGuard, virksomheden der udviklede irisscanner-platformen, Jordan Ahli Bank og dens partner Middle East Payment Systems (MEPS).

Så snart kunden har scannet sin iris, kommunikerer systemet automatisk med UNHCR’s registreringsdatabase for at bekræfte flygtningens identitet, tjekker kontobalancen hos Jordan Ahli Bank og Middle East Payment Services og godkender derefter købet og udskriver en kvittering i løbet af få sekunder.

Introduktionen af betalingssystemet med irisscanning i Jordans syriske flygtningelejre afspejler FN’s Fødevareprograms indsats for at bruge nye innovative redskaber og tilgange i kampen mod sult. FN’s Fødevareprogram forsøger nu at udvide brugen af teknologien til flygtninge, der bor i lokalsamfund udenfor lejrene.

FN’s Fødevareprogram støtter gennem sit irisscanning-system og program med elektroniske værdibeviser mere end en halv million syriske flygtninge i Jordan. FN’s Fødevareprogram yder også assistance til næsten 140.000 udsatte jordanere gennem madrationer og programmerne «kontanter for arbejde» og «kontanter for træning».