Forhandling om at løse Sudans borgerkrig

Redaktionen

Fredsforhandlinger mellem Sudans regering og de sydlige rebeller i “Sudans Befrielseshær”, SPLA, ventes genoptaget mandag i den kenyanske by, Nanyuki. Målet er at nå frem til en aftale om en overgangsregering, der kan afslutte 20 års borgerkrig i Afrikas største nation.

I weekenden lovede Sudans præsident, Omar al-Bashir, at gøre en ende på pressecensur og ophæve et rejseforbud mod oppositionspolitikere. Samtalerne finder sted under forsæde af “East African Intergovernmental Authority on Development”, Igad.

Regeringen og rebellerne i SPLA underskrev sidste år en våbenstilstandsaftale, der over en 6-årig overgangsperiode skulle føre frem mod en folkeafstemning om kæmpelandets politiske fremtid. Men mange brikker mangler endnu at falde på plads. I forrige forhandlingsrunde med SPLA i juli afviste regeringen et udkast til en endelig aftale, der beskæftigede sig med nøglespørgsmål som magtdeling og sikkerhedsforhold i overgangsperioden.

Lørdag bekræftede præsident Bashir, at han føler sig forpligtet på at nå en retfærdig og altomfattende fred, men advarede samtidig om, at en “uretfærdig aftale” blot ville føre til mere vold. Konflikten mellem centralregeringen i Khartoum i det muslimsk-dominerede nord og befolkningen i det overvejende kristne og animistiske Sydsudan har kostet over 1,5 millioner døde og fordrevet mindst 4 millioner fra deres hjem. Borgerkrigen i verdens ottende største nation er den p.t. længste på det afrikanske kontinent.

Uenighederne mellem parterne er mange, bl.a. modsætter rebellerne sig indførelse af den rigoristiske Sharia-lov i hele landet