Gå til hovedindhold

Mobile menu

Fredsforum i besat land

For tredje år i træk afholdes det såkaldte Crans Montana Forum i Dakhla i det besatte Vestsahara. Her skal nuværende og især tidligere politikere og embedsmænd blandt andet diskutere Syd-Syd-samarbejde og energiproduktion.

Crans Montana Forum (CMF) afholder hvert år en konference, hvor man inviterer politikere og embedsmænd fra hele verden. Organisationen skriver på sin hjemmeside, at den arbejder for internationalt fred, dialog og samarbejde.

I år afholdes CMF mellem 16. og 21. marts, med golfturnering den 18. og de sidste tre dage ombord på en luksusliner. Årets temaer er blandt andet Syd-Syd-samarbejde, klimaforandringer, landbrug og energiproduktion.

Det absurde skuespil

Sidste år blev blandt andet Per Stig Møller og Pia Kjærsgaard inviteret, men udenrigsministeriet svarede inden årets CMF til udenrigsudvalget, at man ”ikke agter at deltage i Crans Montana Forum i Dakhla,” ligesom man heller ikke havde gjort det i 2015.

Kristoffer Nilaus Tarp fra DIIS deltog i CMF i 2014, og omtalte efterfølgende i Information det som ”det absurde skuespil” der ”bare handlede om, at Marokko prøvede at købe sig til goodwill.”

En journalist fra Information, Louis Grønkjær, der også deltog i CMF i 2015, mente at det have været ”en hybrid mellem Roskilde Festival, en overlevelsestur og Vild Med Dans med b-kendisser.”

Imod den oprindelige befolknings ønske

Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario kritiserer også i tydelige vendinger afholdelsen af CMF, for at være i strid med international lov og landets oprindelige befolknings ønske, og for at være med til at legitimere Marokkos kolonisering af Vestsahara

“Beslutningen om at afholde Crans Montana Forum i den besatte by Dakhla er klart i strid med [Vestsaharas oprindelige befolkning] saharawiernes rettighederne og interesser, samt med international lov. Som en besættelsesmagt har Marokko ingen ret til at invitere tredjeparter til et ikke-selvstyrende område som Vestsahara,” skriver Polisario blandt andet i et notat.

Polisarios repræsentant i Danmark, Abba Malainin, er lige så hård i sin kritik.

“Marokko prøver at legitimere sin ulovlige kolonisering af Vestsahara, blandt andet ved at påstå at CMF afholdes i Dakhla, Marokko, selvom Dakhla ligger i det af Marokko besatte Vestsahara. Men FN har tydeligt tilkendegivet, at der er tale om en kolonisering, og EU-Domstolen vurderede så sent som i december, at to af unionens handelsaftaler ikke gælder for Vestsahara,” siger Malainin.

Tortur og undertrykkelse

I 2015, hvor CMF afholdtes i Rabat i Marokko, roste CMF’s grundlægger og formand Jean-Paul Carteron ellers Marokko som ”et foregangsland,” og omtalte landets konge som ”visionær.”

CMF omtalte i 2015 på samme måde Dakhla som ”et forbillede for alle afrikanske lande,” på sin hjemmeside.

Den amerikanske research-NGO Freedom House betragter dog kolonien Vestsahara som et af verdens allermest undertrykkende regimer, og Amnesty International betragter Marokko/Vestsahara som et af verdens fem værste torturregimer.