Frygter ringere miljøbeskyttelse med ny brasiliansk regering

Thomas Jazrawi

Dilma Roussef blev tidligere på måneden suspenderet fra posten som præsident. 

Det kan blive dyrt for miljø og klima i det natur- og skovrige land, frygter flere miljøaktivister. 

Den nye regeringsleder hedder Michel temer, og han har tætte forbindelser til landbessidere og landbruget, skriver New York Times. 

Temers parti PMDB har tidligere i en reaktion på den stagnerende økonomi i landet været fortalere for en pakke af forslag, der ville gøre det nemmere at få tilladelse til projekter i fredede områder, svække regulering for minedrift og åbne for “produktive aktiviteter” i Brasiliens mange territorier for oprindelige folk.   

Den nye udenrigsminister har givet et løfte om, at man vil påtage sig det særlige ansvar for Amazonas-regnskoven og være konstruktive i klimaforhandlingerne, men det har ikke gjort miljøforkæmperne mindre bekymret. 

En bro til fremtiden

De påpeger, at Temers nye plan En bro til fremtiden ikke rummer noget om miljø, klima eller Amazon-regnskoven, skriver Climate Change News. 

Det gigantiske sydamerikanske land, der besidder verdens største regnskov, er blevet rost for at have bremset den betydelige afskovning. På det seneste blev Rousseff dog også kritiseret for miljøpolitikken. 

I 2014 udnævnte hun Katiá Abreu som landbrugsminister. Hun er fra den magtfulde landbrugslobby og gik under navnet “motorsavsdronningen”.