Gå til hovedindhold

Mobile menu

Fortællerhjørnet (20):
Grundtvig i Indonesien

Fortælleren mødte en interkulturelt sensitiv bankmand i Jakarta.
Jakarta 2009.

Jakarta 2009.

For en del år siden var jeg som økonom udstationeret i Indonesien på et projekt, der var udarbejdet af den Indonesiske Nationalbank, Bank Indonesia, i samarbejde med World Bank.

Formålet med projektet var at få ændret holdningen blandt de kommercielle banker i de fattigere af Indonesiens provinser, så det i højere grad blev muligt også for den fattigere del af befolkningen at få lån til kommercielt bæredygtige projekter.

Specifikt drejede det sig for mit vedkommende om provinsen Syd-Kalimantan (det sydlige Borneo), hvor jeg sammen med en dansk bankrådgiver havde min arbejdsplads i pågældende provinshovedstad (Banjarmasin) i Bank Indonesia’s lokalafdeling.

Vores ”team” bestod foruden af os selv også af en gruppe af yngre indonesiske bankfolk, der var udlånt fra de respektive kommercielle bankers afdelinger i den pågældende provins.

Et fattigdomsorienteret projekt

Ideen i projektet var, at vi som et ”team” på vegne af Bank Indonesia skulle bistå de respektive kommercielle banker med at identificere gode og kommercielt bæredygtige udviklings-projekter til gavn for de fattigere dele af provinsens befolkning.

Ideen var således, at bankerne ved at identificere, analysere og finansiere sådanne projekter kunne bidrage til udvikling af provinsen til gavn for de fattigere dele af befolkningerne og dermed bidrage til Indonesiens målsætning om at reducere fattigdommen i landet.

Ideen indebar, at vi som udsendte ”eksperter” gennem ”learning-by-doing” skulle uddanne de yngre bankfolk til selv at være opsøgende efter profitable og bæredygtige projekter i deres fremtidige arbejde som bankfolk.

Tanken var at de selv fremover skulle fortsætte denne funktion til sikring af, at den fremtidige långivning blev rettet imod dygtige og driftige entreprenører, der kunne bidrage til afskaffelse af fattigdommen i Indonesien. Bank Indonesia gennemførte over en årrække projektet i en række af landets provinser.

Indonesisk ”Matador”

Jeg husker meget tydeligt min ankomst i sin tid til Indonesien. Ikke mindst indflyvningen til lufthavnen i hovedstaden Jakarta. Tilbage fra den hollandske kolonitid var byggestilen i Jakarta 2-etagers hvidmalede murstenshuse med røde tegltage.

Og da Jakartas lufthavn dengang lå lige midt i byen var indflyvningen en helt speciel oplevelse, der har prentet sig stærkt i hukommelsen. Alle husene i Jakarta var bygget i denne stil, hvide med rødt tag. Og de lå så tæt sammen, at det grangiveligt fra luften så ud som om, man var på vej til at lande på et kæmpemæssigt rødt tæppe!

Kort efter hjemkomsten til Danmark to år senere blev serien ”Matador” udsendt på dansk TV. Den var også en oplevelse.

Men det var endvidere ganske overraskende i hvor høj grad, vi gennem serien oplevede en utrolig lighed imellem bankvæsenet i 30’ernes Danmark og så det bankvæsen i Indonesien, vi lige var vendt hjem fra!

Det gav lån til folk, der i forvejen havde penge nok, bankdirektører var som byens ”spidser” grundstammen i dens ”fine selskab” og der var lukket for kredit til ”den driftige Mads Skjern”, der ellers havde et profitabelt og bæredygtigt projekt, som serien viser. Billedet kunne dengang være taget lige ud af den Indonesiske virkelighed –!

Gensyn med Jakarta

En del år efter hjemkomsten fra det første projekt fik jeg lejlighed til at vende tilbage til Indonesien i forbindelse med et Danida-projekt. Det havde ikke noget med det indonesiske bankvæsen at gøre, men jeg havde lejlighed til igen at samarbejde med en indonesisk kollega.

Jakarta har ændret sig ganske utroligt over den mellemliggende tidsperiode og der var ikke noget specielt spektakulært over min indflyvning til Jakarta denne gang.

Lufthavnen er i mellemtiden blevet flyttet langt udenfor byen og indflyvningen ligner i dag enhver anden indflyvning til en hovedstad. Byen har også ændret sig. De lave hvide huse med rødt tegltag er der stadig, men der er længere imellem dem.

Mange af dem er nemlig revet ned og i stedet er der så ind imellem de resterende skudt den ene efter den anden nye høje bygning op. I dag ligger der utallige skyskrabere spredt ud over hele byen.

I forbindelse med Danida-opgaven var jeg sammen med min indonesiske kollega til møde på et kontor, der lå i en af disse skyskrabere på en af de øverste etager.

Efter mødet stod vi ved et af panoramavinduerne og kiggede ud over Jakarta. Det var et imponerende syn.

De lave hvide huse med rødt tegltag var der stadig mange af, men ind imellem dem stak nu den ene efter den anden høje skyskraber op og skabte endnu en gang et betagende syn: Et kæmpemæssigt rødt tæppe, men nu gennemhullet af lange slanke bygninger, der som pindsvinepigge ragede højt op igennem og spredt udover hele det røde tæppe.

Min indonesiske kollega og jeg var enige om, at det var et ganske imponerende syn og jeg sagde til ham: ”Ja, et sådant syn kan du jo ikke finde i København”. Hvortil han svarede: ”Nej, i Danmark gør I jo ikke forskel på høj og lav, der har I det sådan ... at få har for meget og færre for lidt ...”

Han havde igennem den danske u-landsbistand været på højskoleophold i Danmark!

Kom og vær med som skribent!

Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.

Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.

Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen fortaellerhjoernet@petersigsgaard.dk eller telefon 45 82 12 39

Indlæg er honorarfrie.