Citat
”Their rivalry was infamous enough for the other committee women to hang back and watch the show. It was known that the two women shared hedge and hatred and they pruned both with a vim that belied their ages.”
Med romanen The Woman Next Door, stiller Yewande Omotoso igen skarpt på Cape Towns forstæder. Men i modsætning til debutromanen Bom Boy, er knudepunktet her alderdommen – en periode af livet, som til tider overses i fiktionens verden.
Vi følger to naboer, Hortensia James og Marion Agostino, som ihærdigt forsøger at spolere hinandens liv, alt imens de begge mere eller mindre venter på at dø. Med en uforenelig indstilling til tilværelsen skændes de om alt mellem himmel og jord, og deres uoverensstemmelser udfolder sig i alt lige fra private samtaler over hækken til generalforsamlinger i boligforeningen. At Hortensia tilmed bor i den ejendom, som Marion længe har drømt om at købe, fordi det i sin tid var det første hus, hun var arkitekt på, hjælper ikke på sagen.
Ironisk nok står de i to situationer, der på mange måder minder om hinanden. Begge er over 80 og har en beundringsværdig karriere inden for arkitekt- og designverdenen bag sig. De har ligeledes afsonet ægteskaber, hvis indhold for længst er forlist, og efter at deres ægtefæller er gået bort, står de begge tilbage med en stor emotionel baggage ovenpå mange års kompliceret samliv. Af forskellige årsager føler de sig forrådt af deres afdøde ægtefæller og det afføder en fortørnet bitterhed hos begge.
På tværs af landegrænser
Selvom kvinderne har lignende udfordringer, kommer de fra to vidt forskellige baggrunde. Hortensia er oprindeligt fra Barbados, men da hun får et stipendium til en designskole i London, immigrerer hun til England sammen med sin familie. Studiet viser sig at være en udfordring, fordi hun med sin sorte hudfarve skiller sig ud i et ellers homogent miljø. Mens hun studerer tekstildesign møder hun sin kommende mand, Peter, og de flytter sidenhen til Nigeria og til sidst Sydafrika.
Marions jødiske familie er oprindeligt fra Litauen, hvor urolighederne i de første årtier af det 20. århundrede har drevet dem på flugt. Hun vokser op i Cape Town i Sydafrika, hvor hun uddanner sig til arkitekt og gifter sig med Max. Selvom vi befinder os i Cape Towns forstæder i størstedelen af bogen, er der derfor et transnationalt fokus, som i øvrigt relaterer til forfatterens egen baggrund. Hun har rødder i Barbados og er opvokset i Nigeria, men har siden 1992 boet i Sydafrika. 
Yewande Omotoso deltager i den årlige litteraturfestival, Africa Writes, i London lørdag d. 2. juli, hvor hun vil tale med Nadida Davids om The Woman Next Door..
Foto: Alexis Teyie / Creative Commons
I modsætning til Hortensia, forholder Marion sig som voksen ikke kritisk til teorier om raceforskelle, og hun vil allerhelst ignorere de samfundsændringer, der er kommet i kølvandet på apartheids ophør: ”Marion felt the sting of embarrassment; she couldn’t say it out loud – she didn’t want her kids to play with the black child. She didn’t want them touching.” Hendes indstilling til den sorte arbejderklasse er af den gamle skole. Hun mener blandt andet, at husets sorte tjenestepige ikke må bruge toiletpapir af samme kvalitet som familien selv. Det er først efter at Hortensia gang på gang udstiller Marions opførsel og racistiske tendenser, at hun reflekterer over hvorvidt Sydafrikas historie vedrører hendes eget liv.
Vores empati sættes på prøve
Hverken Hortensia eller Marion er særlig empatiske. For det meste fremstår de som to gamle, stædige æsler, der for længst har opgivet at finde glæden og kun ønsker at gøre livet surt for hinanden. De udfordrer os derfor som læsere. Og selvom de indimellem viser sig fra deres bedste side, er deres rigide og skæve personligheder også med til at prikke til vores forestillinger om andre mennesker og hvordan et liv udformer sig for det enkelte individ.
Men Omotoso har også med sit levende og præcise sprog en evne til at beskrive de to kvinder i korte sætninger, der netop får os til at forstå og holde af dem: ”Hortensia sat back in her chair. She needed a few moments; she held her face. Always hold your face – she usually knew how to. But this time something rippled, she felt the twitch in her right cheek, put her hand there to steady it. There was confusion first, then anger. Betrayal a close third.” På trods af – eller måske netop på grund af – deres mange brister, er de langt fra flade stereotyper og det er også derfor man ender med at kunne lide dem i sidste ende. De er mennesker. På godt og ondt.
Livet set i bakspejlet
Gennem hele fortællingen veksles der mellem Marion og Hortensias synspunkt, og forfatteren benytter sig af tilbageblik til at give os adgang til deres fortid og indre liv. Dette resulterer ikke kun i levende og komplekse hovedpersoner, men giver læseren en bedre forståelse for deres individuelle adfærd.
Særligt Hortensias oplevelser med racisme i 1950’ernes England udpensles for læseren og fremstår som en af de centrale årsager til hendes attitude og opførsel i Sydafrika senere hen. Gennem flashbacks lader fortælleren os komme tæt på hendes første år i London. Her ser vi blandt andet den kølige distance, der er mellem hende selv og svigerforældrene. Det er en distance, som bunder i sidstnævntes misbilligelse af det unge pars forhold, fordi deres søn er hvid og hun er sort.
Hun er med andre ord ikke god nok på grund af hendes herkomst. Gentagne sammenstød med racistiske fordomme som ovenstående forklarer hvorfor hun konstant er på vagt overfor hvordan bestemte samfundsgrupper forskelsbehandles til fordel for hvide mennekser. Det har sat sine spor på hendes indstilling til omverdenen.
The Woman Next Door har flere lag; den behandler universelle problemstillinger side om side med specifikke emner, som er lokalt forankret i de områder, hvor handlingen finder sted. Omotoso undersøger eksempelvis hvordan hvide europæeres undertrykkelse af sorte mennesker har påvirket Sydafrikas samfundsstrukturer. Samfundsstrukturer der i romanen stadig resulterer i spændinger blandt landets forskellige befolkningsgrupper i det 21. århundrede. Disse emner er en central del af forfatterens historiske referencer til apartheid i Sydafrika.
Jeg mener dog ikke, at vi kun bør læse teksten som en kommentar til landets strukturelle diskurser og historiske forhold, men også se den for dens æstetiske fremstilling af universelle emner som for eksempel kærlighed, intriger og venskab. Og alderdommen – som måske nok kan få de fleste læse til at vende om – er et emne, som Omotoso formår at behandle på humoristisk og elegant vis. Derudover har The Woman Next Door et smukt og levende sprog, der bestemt gør den til en bog, som er værd at investere tid i.
I vores læsninger af fortællinger fra forskellige steder verden over er det vigtigt, at vi ikke kun diskuterer dem som samfundskritik, men lige så vel peger på andre kvaliteter, der er med til at gøre dem til relevante og interessante eksempler på fiktion. Det samme gælder The Woman Next Door. Det er en fin og levende historie om hvordan to kvinder i deres sidste epoke af livet har problemer med at affinde sig med tilværelsens gang.
The Woman Next Door blev publiceret på engelsk i starten af maj måned (05.05.2016).
Titel: The Woman Next Door
Forlag: Chatto & Windus (Storbritannien)
Forfatter: Yewande Omotoso
