Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hjælp Mosuls hjemvendte til at opbygge en tilværelse på ny

Nøden i Mosul-området er helt ufattelig, men det er irakernes ukuelighed også. Når vi hjælper dem, får de yderlige mod og håb til at genopbygge deres smadrede huse og byer.

Mission Øst

Jeg vænner mig aldrig til at møde irakiske fordrevne, der har mistet alt til Islamisk Stats terrorregime. Fædre blev skudt, mødre voldtaget, unge piger solgt som sexslaver og ældre og personer med handicap efterladt i ødemarken for at dø.

Det er ikke til at holde ud, og jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på dem.

Derfor tager det hårdt på mig, hver gang jeg besøger Irak for at være med i Mission Østs nødhjælpsarbejde. I sidste uge besøgte jeg tre befriede landsbyer i den zone lige uden for Mosul, som FN har givet Mission Øst ansvar for. Her skal vi koordinere al nødhjælp og selv bidrage med førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, kogegrej, varmeovne, tæpper og madrasser.

Flygter frem og tilbage

Men det bliver aldrig blot logistisk uddeling af ”udstyr”, ”artikler” og ”grej” for mig. Når jeg ser smerten i øjnene på de kvinder der har været vidne til at deres børn er blevet bortført, og tomheden i blikket hos de mænd, der har mistet alle indtægtsmuligheder, bliver jeg ramt dybt ind i sjælen.

Inde i de befriede områder i og omkring Mosul er hundredtusindvis af mennesker flygtet fra hus og hjem – ikke bare én, men to gange. I en landsby var jeg med til at uddele brændstof til varmeovne til 800 ”shabakker”. De er et shiamuslimsk mindretal af kurdisk oprindelse, som nu er endt i et sunnimuslimsk område. Sådan er virkeligheden i Irak lige nu. På tværs af etniske og religiøse skel er der mennesker, der flygter frem og tilbage. Det er en gru.

F16 jagere i luften

Mens vi uddelte petroleumsdunke til de mange familier, gik jeg op på et af hustagene og kunne se den sorte røg stige op fra Mosul i baggrunden. Jeg kunne høre F16 jagere i luften og se nedslag fra bomberne. Jeg så hele familier stå på gaden med alt, hvad de ejede, i hænderne. Jeg så en mand med krykker og hans kone og tre børn gå hen ad landevejen, mens de knugede deres sidste ejendele ind til kroppen. De har ingenting. De går forvildede rundt og håber, at nogen vil samle dem op. Det minder om de billeder, vi har på nethinden, om de scener, der udspillede sig efter Anden Verdenskrig.

Livsmod i elendigheden

Jeg besøgte en kristen by, der er fuldstændig smadret af IS. De fleste indbyggere er nu vendt tilbage, selv om deres kirkebygninger er beskadiget, og gravstederne er smadret. Korsene er væltet, og IS-krigerne har gjort alt, hvad de kunne for at udrydde ethvert tegn på kristendom. Men indbyggerne vælger alligevel at vende tilbage til deres smadrede by. Hvilket livsmod midt i elendigheden!

Her håber jeg, at de hygiejneartikler og varmeovne, som vi gav 256 familier, kan give dem den nødvendige støtte til at opbygge en tilværelse i deres ødelagte by.

Jeg besøgte en flygtningelejr i Daquq syd for Kirkuk, hvor Mission Øst uddelte tæpper og madrasser til 469 sunnimuslimske familier. Her talte jeg med en familie, som var flygtet fra Islamisk Stat to gange, efter at have overlevet deres chikanerier og overgreb se sidste to år. Frygten lyste ud af deres øjne, og de turde ikke vende hjem til deres befriede landsby. Så hellere blive i teltet, sove på gulvet og leve af små madrationer i en lejr, der trods alt er tryg. Jeg håber, at madrasserne fra Mission Øst kan gøre livet en smule mere tåleligt og give dem tid til at komme sig, så de en dag kan vende hjem.

Ukuelighed midt i nøden

Og mens jeg besøgte lejren, skete noget, der for altid vil stå mejslet i min hukommelse: Pludselig kom en gruppe på 40 kvinder og børn ind i flygtningelejren. De var flygtet fra deres IS-kontrollerede landsby og var gået i 12 timer hen til fronten, hvor de blev samlet op af kurdiske sikkerhedsstyrker.

Jeg er dybt imponeret af de her kvinder. Her sad på jorden en kvinde, som med sine to små piger i 12 timer havde vandret hen over minerede marker midt om natten med risiko for at miste liv og lemmer. Tænk, hun ville gerne tale med en nødhjælpsarbejder som mig og smile til min fotograf.

Hold da op, sikke et overskud!

Det er det, der rører mig så dybt. Deres ukuelighed midt i nøden. Dem vil jeg gøre alt for at hjælpe. Og jeg håber, at vi er mange, der sammen kan give de hjemvendte irakere det moralske og konkrete støtte, der skal til, for at de kan opbygge deres tilværelse på ny.