Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hvad venter I på, Oxfam?

Græsrodsorganisationer uden for Europa skal have mere at skulle have sagt omkring egne anliggender; men de skal også være med i det overordnede politiske arbejde i de internationale netværk på lige fod med os andre.
At uganderen Winnie Byanyima er forkvinde for Oxfam International er et brud med den total dominans fra den nordvestlige kulturkreds i udviklingsorganisationerne.

At uganderen Winnie Byanyima er forkvinde for Oxfam International er et brud med den total dominans fra den nordvestlige kulturkreds i udviklingsorganisationerne.

COP Paris (Public Domain)

Generalsekretær i Oxfam Ibis, Vagn Berthelsen, skriver i medlemsbladet Fokus, nr. 149, side 25, under overskriften ”Magten rykker mod Syd”: 

”Mange af de lande, der i dag modtager hjælp fra Oxfam, bliver selv i stand til at rejse de penge, de skal bruge. Det ser vi allerede de første skridt til lige nu, hvor Brasilien og Sydafrika er godt på vej til at blive optaget som partnerlande i Oxfam på linje med os... - så om 50 år vil der måske slet ikke være nogen opdeling i donor- og modtagerlande.” 

Det var da skrækkelig lang tid at vente! 

Oxfam International har uganderen Winnie Byanyima som direktør og Juan Alberto Fuentes fra Guatemala som formand. Oxfam har dermed sagt farvel til den totale dominans fra den nordvestlige kulturkreds - til sammenligning: Thornings topfolk - og så er den mentale forudsætning for at tage nye skridt i hvert fald til stede.

Der, hvor jeg ikke helt kan følge Vagn Berthelsen, er koblingen mellem ”selv at rejse de penge, de skal bruge” og så indflydelsen og ligeværdigheden mellem organisationerne i de nære, de fjerne og de overordnede spørgsmål. 

I Emmaus International stiller vi krav om indkomstskabende aktiviteter, hvis man vil være og forblive medlemsorganisation; men vi forlanger ikke, at hverken beninere, burkinere eller nogen som helst andre ikke-vesteuropæiske organisationer skal rejse alle nødvendige midler selv. 
Og vesteuropæiske organisationer kan selvfølgelig komme ud i (midlertidige) situationer, hvor vi får brug for solidaritet fra andre i bevægelsen. Vi har naturligvis i det levede liv nogen, der primært er donorer og andre, der primært er modtagere; men en helt afgørende pointe er, at det har vi ikke i vores organisationsform, jf. Magten drog sydpå hos Emmaus.

I de seneste par måneder er antallet af europæere i Emmaus Internationals forretningsudvalg faldet fra to ud af otte til en ud af syv, fordi en englænder har trukket sig, men uden at Jorden er gået under af den grund.

Rolf Hernø, CARE Danmark, siger til bladet Udvikling, nr. 6 i 2016, side 41: 

”NGO’er har for længst flyttet fokus fra de helt lokale projekter til i stedet at støtte civilsamfundspartnere, der arbejder for fattiges rettigheder og bedre regeringsførelse.” 

En del af samarbejdet med sådanne partnere må kunne gå ud på, at de lader deres røster høre på internationalt plan og udstyret med dertil indrettede mandater, uden at det først skal igennem et filter i London eller Paris.

Demokratiet er i krise på mange måder og mange steder i verden i disse tider. Men det bør ikke forhindre internationale netværk i at tage nogle friske beslutninger om at nytænke og udvide demokratiet. Oxfam, alle netværks moder, kunne måske blive det næste netværk, der tager et gennemgribende livtag med de organisatoriske aspekter på alle planer.

Udover at være koordinator i organisationen Genvej til Udvikling er Jørgen Olsen bl.a. også medlem af Oxfam Ibis.