Tid: 02/06/2016 18:30 til 02/06/2016 20:00

Sted: Natkirken i Vor Frue Kirke, Rotunden, indre by, København

Arrangør: N/A

“Hvor stor en forskel kan en ildsjæl gøre i socialt arbejde?”

Foreningen faraja er en lille NGO, der støtter Faraja Home i Tanzania – et
hjem for udviklingshæmmede børn. Faraja i Danmark er drevet 100 procent af
frivillige, mens Faraja Home har ni ansatte, som tager sig af det
pædagogiske, praktiske og organisatoriske arbejde på centret.
 
 
Faraja Homes ledes af en lokal ildsjæl, Martha Masenge, der startede tilbuddet til udviklingshæmmede børn i landsbyen, hvor hun boede, på frivillig basis for mere end 10 år siden.
 
 
Martha har ikke selv nogen skolegang udover folkeskolen. Men hendes vision for det liv og de muligheder, de udviklingshæmmede børn bør have, har drevet hende fra en yderst beskeden start med to lokale børn i hendes afdøde mors hus til nu, da Faraja Home er et etableret skolehjem med sovesale, klasseværelse, ansatte, marker med majs og græskar til eget forbrug.
 
Martha er, som mange tanzanianere, funderet i en stærk kristen tro, og
efter gentagne fejlslagne forsøg på at skabe en lokal bestyrelse efter
dansk forbillede, der kunne sikre et organisatorisk fundament for det
lokale arbejde samt lokalsamfundets engagement i Faraja, valgte Martha at knytte Faraja Home tættere på sin egen kirke.
 
Derfor er det i høj grad kirken, der udgør Marthas støtte og organisatoriske bagland.
 
Det er blot en af de situationer, hvor den danske bestyrelse og de lokale realiteter har måttet finde hinanden i en anden organisering end først tænkt.

For det er ikke nemt at drive et socialt projekt i Tanzania, og både Martha og den danske bestyrelse i foreningen faraja støder løbende ind i mange situationer, der udfordrer.

 
Det er bl.a. kommunikationsvanskeligheder, faglige forventninger versus lokale forhold, etiske overvejelser om kvalitet og bæredygtighed, myndighedskrav og korruption, kulturforskelle, pædagogiske overvejelser om de bedste metoder for udviklingshæmmedes indlæring og spændet mellem frivillige ildsjæle og ansatte medarbejdere.
 
 
Oplægget v. Martha Masenge og farajas danske bestyrelsesmedlemmer vil tage udgangspunkt i de faglige udfordringer i at arbejde i Tanzania, hvor der er stort behov for at folkelige foreninger og grupper løfter et socialt ansvar.
 
Men hvor støtten til arbejdet samtidig kommer fra vestlige samarbejdspartnere med specifikke forventninger til metoder og mål indenfor udviklingsarbejdet – koncepter, der ikke altid harmonerer med vilkår og forventninger hos modtageren og dennes bagland.
 
 
På centret i Tanzania skabes en mere tryg og beskyttet tilværelse for fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn i alderen 6-15 år. Arbejdet foregår på “Faraja Home” ved foden af Kilimanjaro.
 
Mange af børnene har været udsat for både fysiske og psykiske overgreb og hidtil ingen muligheder haft for læring og udvikling, da der ikke eksisterer reelle skoletilbud til dem.
 
Projektet sikrer aktuelt mod at forankre de seneste års udvikling af Faraja Home og etablering af nye læringsmæssige initiativer koncentreret omkring fysioterapi og vocational træning.
 
En vigtig målgruppe er børnenes forældre, der inddrages i læringsworkshops og indkomstkabende aktiviteter med henblik på at skabe tættere bånd til børnene og større engagement i Faraja Homes fremtid.