Gå til hovedindhold

Mobile menu

Importører skal udvise rettidig omhu i handel med mineraler

Torsdag stemte medlemmerne af Europa-Parlamentet om en ny forordning, der skal forhindre, at handel med mineraler bidrager til at finansiere konflikter og krænkelser af menneskerettigheder.
Coltan-mine i Rubaya.

Coltan-mine i Rubaya.

MONUSCO (arkiv)

Loven om ”Konfliktmineraler” vil betyde, at alle med undtagelse af de mindste EU importører af tin, wolfram, tantal og guld skal udføre ”rettidig omhu”-kontroller af deres leverandører. Store producenter vil desuden skulle informere om, hvordan de vil overvåge deres forsyningskæder for at sikre, at reglerne overholdes.

“Den nye forordning har potentiale til at ændre livet for mennesker, der er fanget i krig. Men vores system vil kun fungere i praksis, hvis alle involverede parter lærer kontinuerligt og agerer ansvarligt”, siger Parlamentets ordfører Iuliu Winkler (EPP, RO), i en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet torsdag.

“Vi kan ikke lukke øjnene for den skade, vi forvolder i andre dele af verden. Disse regler danner grundlaget for et effektivt redskab til at bryde forbindelsen mellem konflikter, overtrædelser af menneskerettigheder og forbrug af hverdagsgoder”, tilføjede formanden for Udvalget om International Handel Bernd Lange (S&D, DE).

Den nye forordning blev godkendt med 558 stemmer for, 17 imod og 45 undladelser.

Parlamentet vinder obligatorisk kontrol af importører

Under forhandlingerne med Rådet, overbeviste MEP’erne EU- ministrene om, at ”rettidig omhu”-kontroller, i overensstemmelse med OECD anbefalingerne, bør være obligatoriske for importører af tin, tantal, wolfram, guld og malm fra konflikt- og højrisikoområder. Oprindeligt havde Kommissionen og Rådet kun foreslået frivillige kontroller.

Myndighederne i medlemslandene vil blive ansvarlige for at sikre, at virksomhederne overholder reglerne. For at undgå for meget bureaukrati vil genbrugsmaterialer og små importører, såsom tandlæger og guldsmede, være undtaget.

EU producenter og sælgere skal informere om indkøbsprocedurer

Under forhandlingerne fik Parlamentet også indført, at store EU virksomheder (over 500 ansatte) som anvender tin, wolfram, tantal og guld i deres produkter, vil blive tilskyndet til at informere om deres indkøbsprocedurer og få mulighed for at blive tilmeldt et EU register.  

For at undgå dobbelt bureaukrati vil eksisterende kontrolforanstaltninger forsat blive anvendt, og for at sikre høje standarder i overensstemmelse med OECD anbefalingerne, har Parlamentet sørget for, at de vil blive kontrolleret regelmæssigt.

Revisionsklausul

EU Kommissionen vil skulle vurdere effektiviteten af loven regelmæssigt, herunder hvordan den fungerer i praksis, men også om den bliver overholdt af virksomhederne. Såfremt anvendelsen af ”rettidig omhu”-kontrollerne ikke fungerer tilfredsstillende, kan Kommissionen foreslå yderligere obligatoriske foranstaltninger.

Næste skridt

Så snart Rådet har endeligt godkendt aftalen, bliver den nye lov offentliggjort i EU-Tidende. Rettidig omhu-kontrollerne vil gælde fra den 1. januar 2021 for at give medlemslandene tid til at udnævne myndigheder og give importørerne mulighed for at blive fortrolige med de nye krav.

Baggrund

Lande rige på mineraler og som samtidig er ramt af konflikter, står i en ond cirkel, hvor indtægter fra ulovligt udvundne ressourcer forsyner væbnede oprør. Forordningen gælder for alle konfliktramte- og højrisikoområder i verden, hvoraf den Demokratiske Republik Congo og de Store Søers Område er de bedste eksempler. Eksperter vil udarbejde en ikke-udtømmende liste over områder, men oprindelsesland er ikke den eneste indikatorer:  informationer om transit eller en uansvarlig leverandør bør også give anledning til baggrundstjek.

Tin, tantal, wolfram og guld anvendes i produktionen af meget højteknologisk udstyr, særligt inden for bilindustrien, elektronik, rumfart, emballage, byggeri, belysning, industrielle maskiner og værktøjer såvel som i smykker.

”Rettidig omhu” kontrol er defineret i OECD anbefalingerne for at hjælpe virksomheder til at respektere menneskerettighederne og sikre, at de, igennem deres handel med mineraler, ikke bidrager til konflikter. På nuværende tidspunkt er de kun anbefalinger.