Indisk højesteret: Floderne Ganges og Jamuna har rettigheder

ganges_river_in_rishikesh
Thomas Jazrawi

Floder har de samme rettigheder, pligter og retlige ansvar som juridiske personer. Det har man nu højesterets ord for i den indiske delstat Uttarakhand.

Det skriver det indiske medie The Economic Times tirsdag. 

Dommen faldt mandag, og gælder floderne Ganges og Jamuna samt deres bifloder. Dommerne nævnte, at det sker på grund af den ekstraordinære situation, hvor de to mægtige floder mister deres eksistens.

Forurening af floden svarer til at skade et menneske

Det betyder ifølge juridiske eksperter, at hvis nogen forurener floderne, ville det svare til at skade et menneske, skriver avisen.

”Med denne dom har retten anerkendt ”femte generations-rettigheder”, som ikke er begrænset til mennesker, men også til miljø”, siger advokat K H Gupta, ifølge det indiske medie.

”Dommen vil give love for beskyttelse af miljøet en ny dimension”, fortsætter han.

Ifølge artiklen i The Economic Times kommer den indiske dom dage efter en tilsvarende fra New Zealand, hvor floden Whanganui, der har en særlig plads for Maori-folket, ligeledes blev anerkendt som en juridisk entitet med fulde rettigheder.