Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
Kærligheden overvinder alt

’Kærligheden kender ingen grænser’ er en storslået kærlighedshistorie. Den handler om kærligheden mellem en mand og en kvinde og om kærligheden til et folk og et land, og om, hvordan stormagtspolitikken i 1940’erne bandt de to ting uløseligt sammen.

Filmen ’Kærligheden kender ingen grænser’ er baseret på en sand historie. Det er en smuk kærlighedshistorie om to mennesker, der vælger hinanden, på trods af at både deres familier, deres folk og selv lande, som ingen af dem tilhører, er imod dem. En kærlighedshistorie, der er så usædvanlig, at man ikke ville tro på den, hvis den ikke var sand.

Det er historien om Botswanas selvstændighed. Det er historien om, hvordan racisme og magtpolitik var fuldkommen sammenblandet for kun 70 år siden. Og så er det historien om, hvordan kærlighed kan overvinde et imperium, der ikke kan forestille sig, at kærlighed kan være uselvisk. Den engelske titel, ’A United Kingdom’ spiller da også både på Storbritanniens navn (The United Kingdom) og på sammenhængskraften af Bamangwato-kongedømmet i det britiske protektorat Bechuanaland, det nuværende Botswana.

Åbne sind, åbne hjerter

Seretse Khama og Ruth Williams møder hinanden i London i 1947 og bliver hurtigt tiltrukket af hinandens intellekt, fælles sans for humor, eventyrlyst og viljestyrke. Seretse, der var af kongeslægt, skulle tilbage til Bechuanaland for at lede sit folk, Bamangwato-folket. De er dog enige om, at de ikke kan leve uden hinanden og vælger derfor at gifte sig, så Ruth kan tage til Bechuanaland sammen med Seretse.

Allerede under forlovelsen forsøger Storbritannien – i skikkelse af Alistair Canning, en fiktiv embedsmand, der personificerer den stive, engelske overlæbe, diplomatiets charmerende følelsesløshed og en utrolig mangel på respekt for andre mennesker – at splitte parret ad. Den siddende regent i Bechuanaland, Seretses onkel, er heller ikke begejstret.

”Din bedstefar havde ikke noget valg i forhold til at overgive vores folk i de hvides magt, men du gør det frivilligt og bringer det helt ind i folkets midte,” siger han med henvisning til en aftale om, at Bechuanaland skulle være britisk protektorat for at slippe for at blive annekteret af Sydafrika.

Det handler om hudfarve

I det daværende politiske klima er det et temmelig kontroversielt valg, Ruth tager. Hendes far slår hånden af hende, fordi hun gifter sig med en sort mand. Der bliver råbt efter dem på gaden. Og i Bechuanaland fører det til et bittert opgør mellem Seretse og hans onkel. Onkelen kræver, at Seretse frasiger sig tronen, som han ellers skulle overtage ved sin tilbagevenden.

Da ægteparret ankommer til Bechuanaland, er det en meget anspændt og sprængfarlig situation, de træder ind i. Uenigheden mellem Seretse og onklen truer med at splitte Bamangwato-folket ad. Ruth har set frem til at møde Seretses søster Naledi, men da de endelig mødes, bliver det langt fra nogen glædelig forening. Naledi og onklens kone,

Bamangwato-folkets de facto-dronning, forklarer vredt en chokeret Ruth, at Bamangwato-folket aldrig vil kunne elske og acceptere en hvid kvinde som deres dronning og nationens moder.

Det lykkedes alligevel Seretse ved et gkotla (Bamangwato-folkets direkte demokrati, hvor alle fremmødte har tale- og stemmeret, red.) at få sit folk til at acceptere sig som deres konge. Og så skulle man tro, at det standhaftige ægtepars trængsler var forbi, men det er langt fra tilfældet.

Et ægtepar i stormagtspolitikkens brændpunkt

I 1940’erne begynder Sydafrika at indføre apartheid-regimet. Ægteskabet mellem en hvid kvinde og sort konge og leder i et af deres nærmeste nabolande er derfor en stor torn i siden på dem. Samtidig raser den kolde krig mellem stormagterne, og politiske alliancer bliver betragtet som livsnødvendige værn mod den kommunistiske fare. 
Khama-ægteparret kommer derfor uforvarende til at stå i et af stormagtspolitikkens brændpunkter, og det britiske imperium skyer ingen midler for at splitte dem ad. Seretse ender i landsforvisning i London, mens Ruth blev i Bechuanaland, hvor hun langsomt vinder Bamangwato-folkets tillid.

Man sidder i målløs forfærdelse over, at det blev betragtet som god udenrigspolitik at behandle et folk og et menneske på den uendeligt arrogante og hensynsløse måde. Samtidig bliver man overvældet af den utrolige evne til at se gennem stereotyper ind til mennesket bag og undlade at generalisere, der gør, at de fleste afrikanere, på trods af alt, hvad europæerne har gjort dem, ikke bare kategorisk hader alle hvide mennesker.

Det lykkes Seretse at komme tilbage til Bechuanaland på trods af sin landsforvisning. Det lykkes ham at slutte fred med sin onkel og sammen med ham finde en løsning. En løsning, som Storbritannien accepterer, fordi de tror, at de har vundet over Khama-familien. Men Storbritannien har undervurderet styrken af kongefamiliens kærlighed til Bamangwato-folket og de skridt, de er villige til at tage for at sikre Botswana selvstændighed og velstand.

Varm anbefaling

’Kærligheden kender ingen grænser’ er en film, der rammer de fleste dele af følelsesspektret: Man kommer til at grine af Khama-ægteparrets vid og evne til at udmanøvrere de britiske politikere. Man kommer til at føle de folkelige bevægelsers magt, når både Bamangwato-folket og briterne slutter op om den landsforviste Seretse Khama. Man taber underkæben over Storbritanniens arrogance og magtmisbrug. Man bliver imponeret af Khama-ægteparrets viljestyrke og deres kærlighed til hinanden. Og ind imellem må man også finde et lommetørklæde frem, for historien om en kærlighed, der var med til at give et land dets frihed, er også rørende i sig selv.

I og med at historien startede for kun 70 år siden (og først rigtigt slutter i 1980, hvor Seretse Khamas præsidentperiode ender), forklarer den både Botswanas relative velstand i dag og kaster nyt lys over kolonitiden og de ting, man engang syntes var helt normale og tilladelige.