I flere år har det givet anledning til løftede øjenbryn og større kontroverser, at flere af de kunstnere, der var udvalgt til at skulle repræsentere Kenya i den kenyanske pavillon, var fra alle andre steder end Kenya.
En kenyansk pavillon med … kinesere
Ved den sidste biennale i 2015 var seks ud af de otte udstillende kunstnere kinesere. Kritikere hævdede dengang, ifølge The Guardian, at tre af de seks kinesere hverken havde været i Kenya eller refererede til landet i deres værker, og at de udelukkende var repræsenteret, fordi de havde ’de rigtige kontakter’.
Problemet med den manglende nationale repræsentation blev rejst allerede i 2013, hvor Kenya var med for første gang. Her var kun to af tolv kunstnere i den ’kenyanske’ pavillon kenyanere. De resterende var kinesere og italienere.
Ydmygelsen og den dårlige undskyldning
Dengang proklamerede den nigerianske kurator, Olabisi Silva, der var med i juryen i 2013, at det at hensætte de nationale kenyanske kunstnere i ”et mørkt område” var en ”monumental ydmygelse for landet og for kontinentet og skulle ikke have lov til at ske igen.”
Del af en større satirisk serie ”China loves Africa” af Michal Soi. Med serien ønsker Soi at sætte fokus på konsekvenserne af Kinas økonomiske udnyttelse af Afrika.
Foto: Gengivet med tilladelse af Michael Soi
Til det amerikanske nyhedssite NPR forklarede den ansvarlige for Kenya-pavillonen i 2013, den italienske kurator Paola Poponi, skævheden med, at ”det at møde resten af verden vil gøre de kenyanske kunstnere i stand til analysere deres egne erfaringer på et dybere plan.”
Den lader vi stå et øjeblik.
Og når det øjeblik er gået, hæfter vi os ved, at det nu, fire år efter Kenyas debut ved én af verdens allerstørste kunstbegivenheder, åbenbart er lykkes at nå ’et dybere plan’ og få fuldt hus i national repræsentation.
