Kinesiske danmarkspremierer i Filmhuset

Forfatter billede

Der er både cirkelspark, døvemassage og stikkende socialrealisme på programmet, når Cinemateket sætter spot på ‘Riget i midten’. Filmserien består af lutter danmarkspremierer og omfatter bl.a. to film, som var i hovedkonkurrence ved sidste års Berlin Film Festival – den sorgmuntre ‘Blind Massage’ og den moderne western ‘No Man’s Land’. Det skriver Filmhuset på sin hjemmeside.

Salget af biografbilletter i Kina steg sidste år med 33 procent og nåede næsten fem milliarder, og det forventes, at Kina i 2017 vil have en større biografomsætning end USA. Kina har i dag 23.600 biografsale, hvilket ikke er mange for en befolkning på 1,3 milliarder, men tallet voksede sidste år med 5.000 sale.

Det er ikke mindst de nationale film, der trækker publikum til billetlugerne. Den kinesiske filmserie i Cinemateket præsenterer seks nye værker, som demonstrerer den store bredde og kreativitet i kinesisk filmproduktion.

‘Brotherhood of Blades’ føjer sig ind i rækken af ekstravagant producerede historistiske ramasjangdramaer, der dominerer billetlugerne i Beijing og Shanghai. Den udspiller sig mod slutningen af Ming-dynastiet, hvor den nyudnævnte teenage-kejser sætter tre af sine top-lejemordere til at opspore og uskadeliggøre den magtfulde leder af det hemmelige politi. 

Kampsportstjernen Jet li har med sin hovedrolle i det bevægende drama ‘Ocean Heaven’ for en stund skiftet kung fu-genren ud med socialrealisme. Han leverer her et lavmælt portræt af den kræftsyge enkemand Wang, der i de sidste måneder af sit liv forsøger at lære sin autistiske søn at klare sig selv. 

Blandt de øvrige film er den meget roste debutfilm ‘So Young’, der skildrer følelsesmæssige forviklinger mellem to unge universitets-studerende i Nanjing i begyndelsen af 1990’erne – og samler trådene mange år senere, da de to mødes igen. Samt Sølvbjørn-vinderen ‘Blind Massage’, der går tæt på erotiske intriger og familiekonflikter blandt blinde læger og massører på en klinik i Nanjing. 

Den digitale teknologi har ‘demokratiseret’ kinesisk filmproduktion, som indtil for ikke så mange år siden var forbeholdt nogle få udvalgte, og den økonomiske udvikling i Kina har samtidig åbnet for koproduktioner med Hongkong og udenlandske selskaber. Et eksempel er ‘American Dreams in China’, som blev instrueret for det kinesiske marked af Hongkong-instruktøren Peter Chan.

Filmserien er blevet til i samarbejde med Film Bureau of China’s State Administration of Film, Radio and Television og Den Kinesiske Ambassade i København. 

Serien åbnes d. 15. maj kl. 19:15 med ‘Brotherhood of Blades’ og med besøg af instruktør Xiu Chun Dao og fem andre kinesiske filmfolk. Efter filmvisningen er der reception i Asta Bar.

 

Made in China

15. – 29. maj 2015

 

Cinemateket

Gothersgade 55

1123 København K.

 

Cinematekets billetsalg: +45 3374 3412