Om skribenten
Christian Sørensen (67) er en gammel kending for U-landsnyt.dks /Globalnyts læsere. Han deltog således for år tilbage i den største debatserie nogensinde herhjemme om bistand til u-landenes landbrug og har skrevet til denne nyhedstjeneste med mellemrum siden.
Den erfarne bistandsmand har siden 1. august 2009 været programkoordinator i NGOen ADRA Danmark, der især beskæftiger sig med landbrug og indkomstskabende aktiviteter. Hans fokus er p.t. landene Zimbabwe og Sudan, herunder Darfur.
Christian Sørensen er uddannet fra Bradford University i England med en Master grad i udvikling- og projektplanlægning og har mange års baggrund med udviklings- og nødhjælpsarbejde – både fra NGO verdenen og Danida.
Han har været udstationeret seks år for Danida i Kenya som seniorrådgiver på landbrugsprogrammet, der også indeholdt arbejde med mikrofinansiering. Forinden var han syv år i Eritrea (i to omgange), hvor han de sidste par år (2000-2002) overvågede det Danida-støttede landbrugsprogram.
De første fem år (1993-98) i Eritrea var han med til at opstarte NGO alliancen ACORDs projekt med genbosættelse og reintegrering af flygtninge og tidligere frihedskæmpere. Desuden arbejdede han med etablering af et større mikrofinansprojekt.
Indimellem (1999-2000) var han landerepræsentant for Dansk Flygtningehjælp i Sri Lanka (Ceylon), hvor han etablerede organisationens kontor og formulerede et fem-årigt program med stærke elementer af mikrokreditter.
Han nåede også omkring Gambia i Vestafrika (1998-99), hvor han var "Project Officer and Resident Representative" for den britiske NGO, AFRICA NOW.
I ACORD fik Christian Sørensen stor erfaring med at arbejde i gråzonen mellem nødhjælp og udvikling, som netop er det, ADRA Danmark er kendt for.
"Det er ikke en gråzone – det er en regnbue. Det er dér, hvor alt er muligt og alting sker. Min erfaring er, at man KAN lave udvikling i både konflikt- og postkonflikt situationer", har han indvendt overfor udtrykket gråzone.
Der er både engagement og begejstring i stemmen, når talen falder på Eritrea og ikke mindst den deltagerorienterede tilgang til udvikling i den unge nation på Afrikas Horn. En tilgang, han finder afgørende for bæredygtigheden i projekterne, og som NGOer efter hans opfattelse er særligt gode til (Danmark indstillede bistanden til Eritrea i 2002, red.).
Karrieren omfatter tillige poster i Mellemfolkeligt Samvirke. Her var han projektkoordinator (1989-92) for MS i Tanzania, planlægningschef i afdelingen for Development Education hjemme i København (1987-89), igen ude som vicelandechef for organisationen i Dar es Salaam (1984-87), hvor han i to år indtil da, var "Administrative Officer" i det der dengang hed Danish Volunteer Service i den tanzanianske hovedby.
Christian Sørensen bor privat i forstaden Farum nordvest for København og planlægger at holde hos ADRA Danmark ved årets udgang efter et langt liv i bistandens tjeneste. Han er ved at skrive en bog om at løbe i Afrika. Motionsløber har han altid været og vil bruge den vinkel til at skildre Afrika gennem 30 år. Han giver et eksempel: "Hvad ser man, når man løber ned ad en tilsyneladende tom gade kl. seks om morgenen i Khartoum? (Sudans hovedstad, red.)"
Han har optrådt som redaktionel tovholder på det dav. U-landsnyt.dk og været valgt som parlamentarisk revisor i den almennyttige forening, der udgiver og driver den uafhængige nyhedstjeneste, som læseren netop nu besøger på nettet.
I mange år har jeg med jævne mellemrum besøgt en lille indisk vegetarrestaurant, som ligger på kanten af Khoja-busholdepladsen ved starten af River Road i Nairobi.
Det er et sted, hvor man altid skal se sig for, før man passerer gaden. Det er et kvarter med tiggere og lommetyve, dieselos fra de mange nedslidte forstadsbusser blandet med friturestank fra talrige fast food joints, en lugt som passagererne tager med sig ind i de overfyldte busser og blander med deres egen menneskesved.
Og her midt i dette inferno, er der en lille oase. Den er mit mål – og eneste årsag til, at jeg er her.
Det er en toetagers restaurant med indiske specialiteter – aldrig overfyldt. Tjenere og kokke er de eneste sorte kenyanere i restauranten. Alle gæster er af asiatisk oprindelse eller – som jeg – europæere, turister eller fastboende. Indehaveren, som sidder centralt ved disken foran et gigantisk kasseapparat, er selv kæmpestor, bulende ud over stolens sæde, men med ferme fingre, som løber rundt på en regnemaskine.
Kasseapparatet er placeret midtfor på disken, hvor der til den ene side er en glasmontre med udsøgte indiske sweets placeret på bakker, mens der på den anden side rækkes take away poser over disken til ventende kunder. Når man venter, er det kutyme, at man sætter sig ved et bord og nyder en lille tallerken med udsøgte sweets eller ’bhajia’.
Kæmpemæssig kassemster
Kassemesterens fingre finder let frem til det bedste fra montren. Hans kæmpemæssige korpus har muligvis forbindelse med hans centrale placering i forhold til alle delikatesserne.
Jeg har ofte siddet der med en kop te og prøvesmagt coconut burfi, chokolate mathai og endda nogle sølvbelagte sweets, mens jeg venter på en pose med mit eget udvalg.
Det hele bliver lavet inde bagved og der bliver hele tiden båret friske forsyninger frem til disken og montren. Man kan sidde og følge med i processen, som jeg efterhånden er kommet til at kende lige fra grundmassen af indkogt mælk til de færdige produkter.
Men for nylig, da jeg igen var i Nairobi og styrede hen mod det lille madtempel, havde jeg svært ved at finde det.
Trafikken og menneskemyldret havde taget til. Jeg blev skubbet og dyttet af, men ikke forulempet. I en sidegade var en laset fyr – fuld eller skæv af stoffer – involveret i et slagsmål og samlede et mindre opløb.
“Super Roast”
Jeg kom frem til bygningen, som nu havde et nyt skilt ’Super Roast’, og oppe på førstesalen hang endnu et skilt ’Super Roast Entertainment’. Jeg gik nærmere og kunne se gennem vinduerne, at restauranten var propfyldt. Og kunderne var udelukkende afrikanere.
Der stod en servitrice foran den samme glasmontre, som tidligere havde været fyldt med søde specialiteter. Det var den, jeg havde haft for midt indre blik på hele vejen herhen.
Nu bugnede montren med store klumper af kød på alle hylder. Lugten var her den samme stegeluft, som kom fra alle kvarterets spisesteder.
Har der ikke været en indisk restaurant her før? spurgte jeg servitricen. Jo, svarede hun, men det er der ikke mere.
Det var der jo så ikke noget at diskutere om. Jeg er faktisk ikke vegetar og spiser gerne kød. Eritreansk ’zil zil’ bestående af møre kødstrimler ristet over trækul og serveret i en lille ler-ovn, er min yndlingsret.
Jeg kiggede kort ind i restauranten. Inddelingen var den samme, men dens indhold var totalt ændret. Kødæderne havde vundet kampen med planteæderne, og sejrens trofæ var indtagelsen af denne sidste bastion, som ellers havde holdt stand længe.
Kødspisende land
Det er jo også i Kenya, den ligger – landet, hvis mest kendte restaurant hedder ’Carnivore’ og hvor indbegrebet af at have det godt er at spise kød ristet over trækul, mens man drikker kolde øl til. Som for ligesom at fremhæve kødets triumf var det bloddryppende kød udstillet i glasmontren ved indgangsdøren.
Jeg gik bort lettere nedtrykt. Uden nogen lyst til at analysere, hvad der lå bag denne forandring – og heller ikke skuffet over at have misset et vegetarmåltid, for jeg kender et sted i Nairobi, hvor jeg kan få min ’zil zil’.
Jeg var egentlig blot vemodig ved tanken om at blive ældre, og at opdage, at verden ikke står stille for min skyld.
Den overvægtige indehaver, kom tilbage i mine tanker. Han havde nok ikke selv oplevet det ydmygende nederlag, og må længst have forladt sit legeme efterladende en anselig askedynge, som måske – på en eller anden måde – havde blandet sig med skyer af ’nyama choma’-røg over Nairobi.
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
