Konservative: Mere styring på u-landsmidler – Tørnæs: Vi gav 0,75 pct. af BNI

Laurits Holdt

De seneste dages historier om, at den fulde lovede u-landsbistand ikke skulle være udbetalt i 2016, får nu Det Konservative Folkeparti til at kræve bedre økonomistyring med u-landsmidlerne. Man skal kunne stole på, at Danmark giver 0,71 procent af sin BNI i bistand, hvis Folketinget har sagt 0,71 procent, mener K. Det skriver partiet på sit netsted.

Læs også: Medie: Regeringen rammer 800 mio kroner under sit mål for bistanden (22.03.2017)

”Når et flertal i Folketinget er blevet enige om, at Danmark skal give eksempelvis 0,71 procent af BNI i u-landsbistand, må man også fra Finansministeriets side kunne styre økonomien, så den faktiske støtte ender på 0,71,” siger Naser Khader, der er konservativ ordfører for udviklingsbistand, og fortsætter:

”Det ser ud til (ifølge beregninger fra et netmedie, red.), at vi i faktiske beløb ender på 0,67 procent af BNI i 2016, fordi vi har sparet penge på flygtningestrømmen, der heldigvis blev mindre end frygtet. Til gengæld havde vi den klare forhåbning, at det sparede beløb, som er godt 400 millioner kr., ville blive brugt på projekter i nærområderne øst og syd for Middelhavet i stedet for at blive lagt til side i Finansministeriet."

"Den sag tager vi op med finans- og med udviklingsministeren”, lover Khader

Tørnæs afviser tallene: Vi er oppe på 0,75 pct.

Samtidig afviser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) onsdag, at Danmark kun brugte 0,67 procent af sin BNI på u-landsbistanden i fjor, sådan som det har været fremme.

"Det helt afgørende – og det vi måles på – er dét, vi indberetter til (de vestlige landes samarbejdsorganisation) OECD. Dér indberetter vi 0,75 procent af BNI for 2016", siger udviklingsministeren til gratisavisen Metroxpress og føjer til:

"Så vi lever op til FNs gamle målsætning om at bidrage med 0,7 procent af vores BNI til u-landene".

K vil tilbage på magtfulde 0,8 procent

Naser Khader understreger, at Det Konservative Folkeparti stadig har som politisk mål at komme tilbage på 0,8 procent af BNI, men at partiet med dannelsen af VLAK-regeringen accepterede trekløverregeringens fælles politik om at bruge 0,7 procent som måltal.

Forskellen melem at yde 0,8 og 0,7 pct. af vor bruttonationalindkomst i bistand kan forekomme mindre og tilforladelig. Sådan er det bare ikke. Den løber op i over en milliard kroner, da hovedstolen, som procenten beregnes af, er et enormt beløb.

Det er nemlig Danmarks nationalhusholdning. Se også

http://globalnyt.dk/content/strategi-forlig-betydeligt-stoerre-udviklingsbistand-fortoner-sig-helt