Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Jeg havde for årtier siden en oplevelse, jeg gerne vil give videre.
Det må have været i 1980 eller 1983. Jeg var i Kochi (Cochin) i den sydindiske delstat Kerala for bl.a. at samle stof til en artikel om Indiens lille bitte ældgamle jødiske samfund. Artiklen var bestilt af Brugsens blad Samvirke, der dengang var en velkommen indtægtskilde for freelancejournalister med interesse for udviklingslande og udviklingsforhold.
Et af de mennesker, jeg talte med, var en yngre, vestligt uddannet læge, uhyre sympatisk, lavmælt, og let at forstå, fordi vi uddannelsesmæssigt og sprogligt var på bølgelængde (jeg er lægesøn). Jeg husker ikke, hvad han sagde om jødernes specifikke vilkår i Indien, men derimod essensen af han holdning til det, jeg havde gjort til min livsgerning og levevej: Udvikling i vestlig forstand. Han var nemlig imod. Ikke militant eller på nogen måde radikaliseret, det var han alt for rar og fredsommelig til, men alligevel grundlæggende imod de værdier, der var og er indlejret i den vestlige udviklingsmodel: Den individuelle frihed, der underforstået skulle bruges til at vælge vores livsstil, vores samfundsmønster, vores familiemønster, vores popkultur og vores politiske idealer.
”Det er ikke den frihed jeg ønsker for mine børn,” sagde han stilfærdigt.
Hvis ’udvikling’ betød brud med harmonien i en traditionel indisk tilværelse baseret på familie, tro, kaste, historie og kultur, sagde han nej tak til udvikling. Han ville hellere være fri og beskytte sine børn for den, hvis han kunne.
Hans tankegang gjorde så meget indtryk, at jeg stadig husker samtalen, selv om jeg på ingen måde kan garantere, at jeg refererer den korrekt.
Ti, tyve år senere interviewede jeg Hanne Andersen, der havde været gift med Stig Andersen, som endte sin karriere med en direktørpost i FN’s udviklingsprogram UNDP. I 1960 startede han og den senere leder af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Halfdan Mahler, et tuberkuloseinstitut i den sydindiske by Bangalore. Hanne Andersen fortalte, at deres valgsprog dengang var ’Give them the tools’, giv den redskaberne. Så skulle de nok klare resten selv!
Det var i udviklingsbistandens tidligste begyndelse. Hvis man skal tro Hanne Andersen, var de to bistandspionerer inspirerede af et ideal, der gik ud på at give Indien et bedre sundhedsvæsen. Punktum! Resten var op til inderne selv. De havde deres kulturer, tro, historie og samfundsformer, vi havde vores.
Dengang i 1960 var kolonifrigørelsen kun lige begyndt, og for folk som Stig Andersen og Halfdan Mahler var ideen med ’udvikling’ netop at give de nye lande frihed til at skabe deres helt egen udvikling. Vores rolle var ydmyg og begrænset: at levere redskaber.
Nutidens eskalerende polarisering
Tja, resten er historie, og den kan man tolke, som man vil. Men for mig går der tråde fra den rare indisk-jødiske læge og videre til den mistro og militante fjendtlighed mod alt vestligt, vi kæmper med og mod i dag. Måske havde vi – og bistanden – ikke bidraget til nutidens eskalerende polarisering, hvis vi havde forsøgt at holde os til det, Stig Andersen og Mahler ville?
Det er en utopisk tanke. Tiden kan ikke skrues tilbage og bistand har aldrig været og kan aldrig blive værdineutral. Men hvis bistanden skal spille en positiv rolle i den fremtidige globale udvikling, er vi nødt til at besinde os på perspektiverne: Den historiske udvikling mod tilstræbt globaliserede værdinormer og dens betydning for de nutidige konflikter, som også vores egen aktuelle bistand er viklet ind i.
Ellers risikerer vi, at bistanden ikke kun lindrer nød, men også fortsat bærer ved til det bål, vi står midt i.
