Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
Livet i dødens trekant

CPH:DOX: Da amerikanerne forlader Irak i 2011, håber mange irakere, at freden og friheden står for døren, men virkeligheden er en anden. I ’Nowhere to Hide’ følger vi en irakisk sygeplejerskes modige kamp mod krigens kaos – filmet af ham selv over fem år.

Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX

Vi sidder i en ambulance, det er december 2011. En stemme i radioen fortæller, at det er begyndelsen på en ny æra for alle irakere. De amerikanske tropper har trukket sig ud af landet efter otte år, hvilket mødes af glæde over hele Irak. Ifølge stemmen i radioen er folket og landet endelig frie igen.

Rundt om bilen kører store militære køretøjer med højlydte højtalere, der igen og igen annoncerer amerikanernes tilbagetrækning efterfulgt af betryggende ord om, at militæret vil passe på og beskytte det irakiske folk.

Mødet med Nori

Jalawla Emergency Hospital i det centrale Irak har som altid travlt. Igennem 13 år har Nori Sharif arbejdet der som sygeplejerske, hovedsageligt på skadestuen, hvor han tager sig af alle typer af skader, store som små.

Samme dag som amerikanerne forlader landet, beder filminstruktøren, Zaradasht Ahmed, Nori Sharif om at tage imod et kamera og bruge det til at dokumentere livet i Irak efter amerikanernes tilbagetog. En opgave, Nori påtager sig med det formål at berette om Iraks civile befolknings liv og historier, som aldrig bliver fortalt og ellers ville blive glemt.

Nori er en sand familiemand og beskriver sit hjem som sin oase. Gennem fem år filmer han sig selv og folk omkring sig. Det er tydeligt gennem hele filmen, hvordan hans kone og deres tre børn betyder alt for ham. Han er tilfreds med og taknemmelig for sit liv trods alt den modstand, der møder ham, men finder situationen for mange andre uretfærdig og ubærlig.

”Ærligt talt er mit liv godt. Jeg har alt, jeg har brug for. Men på hospitalet har jeg mødt mange, hvis liv er ødelagt, direkte og indirekte. At vise deres liv er mere interessant end at vise mit”.

Dødens trekant.

Nori bor i Jalawa i det centrale Irak. Han beretter til kameraet, hvordan det var et fredeligt sted, inden amerikanerne kom til landet, og at det nu en af de mest farlige egne i Irak. Mange er blevet dræbt i området, der nu kaldes ’dødens trekant’ af de lokale.

”Folk her er blevet glemt sammen med deres historier. Hverken medierne eller regeringen er interesserede i disse mennesker.  Det eneste, du hører om folk her, er, at de enten er mordere eller terrorister.”

Mange mennesker, Nori kender. har fået deres liv ødelagt af krigen. Den kom ind i deres liv som en tornado og ødelagde alle deres drømme. På trods af, at amerikanerne har trukket sig ud, lever krigen videre i alle de mennesker, hvis hjem er ødelagt, som er blevet hårdt såret, eller som har mistet deres familie.

Noris mission

På trods af at Nori er en tapper mand med en stålfast vilje og mission, mærker man frustrationen og sorgen vokse i ham. For selvom amerikanerne er væk, er konflikten i landet langt fra ovre:

”Jeg forstår ikke denne krig. Det er en krig, der river dig i stykker. Hver time ændrer den sig. Det er svært at diagnosticere denne krig. Den har ingen diagnose. Man ser kun symptomerne. Drabene, fordrivelsen, blodbadene. Man forstår ikke sygdommen, der er gemt i kroppen. Målet med denne krig er at gøre dig forvirret og ude af stand til at tænke, hjernedød. Den lammer din beslutsomhed og vilje.”

Nori opfører sig flere gange som nærmest besat af sin mission om at fortælle de civiles historier fra dødens trekant.

Da en bil er blevet fanget i krydsild, og en lille pige er blevet dræbt, finder han bilen med alle skudhullerne for at filme den. Han bliver flere gange spurgt, hvem han er og hvorfor han filmer bilen, hvortil hans eneste svar er, at det er han nødt til at gøre – han er bare nødt til at filme det.

På flugt

Som dagene skrider frem, bliver konflikterne flere og voldsommere, alt imens de blodige angreb på civilbefolkning koster nye liv hver dag. Da det i 2013 lykkes militante grupper at presse den irakiske hær tilbage, flygter befolkningen i området, og størstedelen af de ansatte på hospitalet tager af sted.

Nori efterlades som en af få ansatte tilbage på hospitalet. Lægerne er væk, men han forlader ikke sin elskede arbejdsplads så let. Han formår at holde stand en tid, og selv da IS overtager Jalawla i 2014, bliver Nori ved med at filme.

Senere på året bliver det dog for farligt for hans familie at blive i byen, og de er nødsaget til at flygte. Dette bliver starten på en ny fase af filmen.

Nori fortsætter med filmisk at dokumentere situationen i Irak, men nu er det hans egen flugt og historie, der bliver fortalt.

”Før dokumenterede jeg andre ofre for krigen, dem der stod over for modgang. Nu dokumentere jeg mig selv. Hele denne politiske situationen er ironisk og grinagtig,” siger han.

Et mørkt håb for fremtiden

’Nowhere to Hide’ er et skræmmende billede på den ødelæggelse og meningsløshed, krig fører med sig. Det er en film, der på fascinerende vis fortæller historien om en mand, der formår at bevare optimismen og holde ild i håbet, når alt ser allermørkest ud.

”Lige nu ved vi ikke, hvornår eller hvordan krigen vil ende. Men i mellemtiden kan vi ikke bare sidde og vente på, at krigen stopper. Vi mister muligvis en generation eller to, men i sidste ende vil viljen til at bygge op vinde over ødelæggelsens kræfter – fordi livet må gå videre. Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig har min smukke kone og mine børn omkring mig. Uden dem er jeg ingenting.”

Denne dokumentar giver et unikt indblik i, hvordan det er at leve i en af verdens farligste og mest utilgængelige krigszoner. Den er med til at fortælle de historier, der ellers aldrig ville se dagens lys. Historierne om mennesker, der lever og vokser op under en håbløs krig, som de hverken forstår eller på nogen måde ved, hvornår vil slutte.

Mød instruktøren til visningen d. 20. marts i Grand Teatret. I samarbejde med DFUNK er der efterfølgende samtale mellem journalist Waleed Safi og Ahlam Chemlali fra DIGNITY om de problemstillinger, filmer rejser.

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at man med afsæt i dokumentarfilmen sigter man mod "at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer." CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d.16. til søndag d.26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.