Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
Med et barn på flugt i 69 minutter

CPH:DOX: Fra 3-årige Leans perspektiv giver ’69 Minutes of 86 Days’ os indblik i en af tidens mest omtalte flygtningeruter – turen fra Mellemøsten, over Middelhavet og op gennem et forskanset Europa – og cementerer, hvad vi ofte glemmer: Flygtninge er præcis, som du og jeg. 

Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.

”Kom nu!” skynder Leans far på arabisk. De skal ud af den græske flygtningelejr for at nå et tog videre op igennem Europa. I midten af voksne, der pakker tasker og poser sammen, efterligner lille 3-årige Lean sin familie ved at hive sin skinnende Frozen-skoletaske halvt op over skulderen. Hun ved godt, at rejsen ikke er slut, for der findes nemlig et land længere fremme, der hedder Sverige.

Konfrontation med virkeligheden

I filmen ’69 Minutes of 86 Days’ følger vi Lean og hendes familie på deres flugt fra Mellemøsten mod Sverige. En flugt, der tager 86 dage, og som filmen giver os 69 minutters indblik i.

Vi bliver direkte konfronteret med, hvad en flygtning må gå igennem på ruten; fra redningsveste efterladt på stranden, til kødannelse for proviant i lejrene. Fra lange vandringer ud ad landeveje og marker til løb efter toge og busser. I konstant bevægelse kommer Leans familie længere væk fra kaos og tættere på forestillingen om et bedre liv nordpå.

Men inden de når målet, sker der meget, som ingen i så ung en alder burde erfare. Som da Leans elskede onkel ligger syg i lejren, mens samaritter forsøger at hjælpe ham. Med den glitrende skoletaske på ryggen går Lean rundt om ham og hvisker opmuntrende ord, indtil de små hænder klapper, når han rejser sig igen.

Til trods for alt det, Lean erfarer, bevarer hun fortsat sin barnlige sjæl. Grus i lejren kan sagtens bruges som legetøj, hun morer sig over at løbe hurtigt efter toget og har overskud til at give lillesøster store kærlige knus, mens de transporteres igennem Europas natur.

Der er dog ingen tvivl om, at alt det, Leans store, brune øjne observerer, også sætter sig fast dybt inde i den lille pige. Det kommer især til udtryk i en af filmens stærkeste scener, hvor Lean gengiver flugten over Middelhavet til sin onkel: ”Så du hvor stort havet var?” spørger hun og erindrer, at mange folk mistede deres ting derude. Hendes forståelse for situationens alvor er også tydelig, når hun udtrykker ønske om, at hun i Sverige både vil kunne gå frit omkring og lære at svømme. 

Håb for fremtiden

Grebet med at lade filmen foregå i børnehøjde er et af dens stærkeste virkemidler, fordi det understreger budskabet om, at flygtninge også er mennesker. Med dette fokus på patos omfavnes Lean nemlig som barn af krig, og der opbygges en naturlig sympati for hendes venligt portrætterede familie.

Resultatet er en meget rørende film, der dog med sit valg af minimum dialog, som ville have bidraget til mere omskiftende scener, bliver lidt langtrukken. Samtidig kan langsommeligheden også forstås som en vigtig pointe i sig selv, fordi det nok er sådan, at et barn på Leans alder også oplever rejsen.

Uanset hvad er’69 Minutes of 86 Days’ vigtig for nutidens debat, idet urolighederne i Mellemøsten har stået på i så mange år, at man kan frygte, at folk herhjemme er ved at blive immune, og de millioner af mennesker, som er på flugt, beskrives af medierne i stadig højere grad som en masse. ’69 Minutes of 86 Days’ skærer igennem dette mediebillede og insisterer på at minde os om, at det er ganske almindelige mennesker som dig og mig, der flygter.

Mennesker, der ønsker fred, og at deres børn kan vokse op i sikkerhed. Det er med stor sandsynlighed derfor, at vi aldrig hører noget om Lean og hendes families nationalitet. Selvom man umiddelbart går ud fra, at de er syrere, er de ikke portrætteret som en syrisk familie – de er bare en familie.

Filmen er en konfrontation med virkeligheden, som den udspiller sig lige nu; barsk og rå, men den efterlader samtidig tilskueren med håb for livet og for Lean.

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at med afsæt i dokumentarfilmen sigter man mod "at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer." CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d.16. til søndag d.26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.