Anmeldelse af Mona Munck, U-landsnyt.dk
Selv om det tirsdag (14.01) er 100 år siden, Karen Blixen ankom til Afrika, spøger hun stadig. I Janne Tellers Afrikanske Veje spøger den for længst afdøde forfatterinde (i 1962) i bogstavelig forstand.
En bil suser hen over Kenyas røde jord, på vej mod det der engang var Karen Blixens nok så kendte kaffefarm ved foden af Ngong Hills.
Bag rettet sidder en kvindelig dansk journalist, der er taget tilbage til det afrikanske land, hvor hun tidligere har været bosat, for at skrive en historie om Karen Blixen, hvis spøgelse tilsyneladende skaber uro i den gamle farms stuer og skræmmer de lokale fra sans og samling.
Med sig i bilen har hun sin mand. Sin mælkehvide mand, der faldt for kokosnøddehofterne og kaffebønneøjnene hos en af de lokale ungpiger ansat på den gamle kaffefarm.
Og nu er hun – den danske journalist – så sur og bitter og indhentet af nutidens utroskab og fortidens uretfærdighed, at ”hun kunne køre bilen ind i et træ”, som første linje i den lange novelle lyder.
Men ”selvfølgelig, selvfølgelig vil hun ikke slå ham ihjel”, lyder det kort efter, og så løber den hæsblæsende fortæller løbsk.
Og som læser må man følge så godt med, som man nu kan, igennem de mange gentagelser, der både skaber stilistiske sammenligninger mellem den ’røde, røde jord’ og den ’hvide, hvide kvinde’, og som samtidig ikke lader sin læser dvæle ved teksten, men skaber en forpustet fandenivoldskhed.
En fandenivoldskhed, der dækker over kvindens foragt for sin mand og hans utroskab. Og over en hidtil velbevaret hemmelighed om dengang hun som ung var gift med en kenyaner. Et ægteskab, der på grund af raceblandingen, kostede ham livet.
’Tak Karen’
Nok foregår handlingen på og omkring Karen Blixens gamle kaffefarm, men man kan måske spørge sig selv om, hvad novellen derudover har med såvel den gamle forfatterinde som med Kenya at gøre.
For hvad, der handler om braste familier og uopnåede drømme om kærlighedens lykke, vækker umiddelbart langt flere minder om danske kvindelige novellister som Katrine Marie Guldager, Helle Helle og Naja Marie Aidt, end om expat-eksistenser.
Alligevel er Karen Blixen nærværende – sådan lidt i baggrunden og alligevel midt i det hele når hendes åndelige rester går igen på den gamle farm:
”Lyden af skridt, en stemme der fortæller, en hvidling-hvidling skygge der er mere som et kniplingegenskin,” lyder det.
Genfærdet efter Karen Blixen – Danmarks store Afrikafortæller – er ikke bare nærværende i de gamle stuer, men også i allerhøjeste grad hos Janne Teller.
Hvis Karen Blixen leverer stemmen, der fortæller, er hun den jord, der skaber Afrikanske Veje. Og det ikke bare hos Janne Teller, men i hele samlingen af danske skønlitterære værker om Afrika, eller hvad man kan kalde “danske Afrikafortællinger”.
Danske litterater har flere gange skrevet, at danske Afrikafortællinger bliver skrevet i arven fra Karen Blixen. En påstand, der er let forståelig, idet enhver dansk forfatter nævner hende, så snart de begiver sig ind i Afrika.
Tag for eksempel Jakob Ejersbo, der lader Karen Blixen bruge som skældsord mod sin protagonists moder, da hun, som en anden kolonialist, slår sig ned med en hollandsk farmer, tager store stråhatte på og drikker gin og tonics til solnedgangen.
Måske er Karen Blixen ikke ligefrem Jakob Ejersbos muse, men med sit genfærd og sine gamle kenyanske stuer er hun det i Janne Tellers lille udgivelse.
Og i virkelighedens Kenya er de jordiske rester af kaffefarmen det i allerhøjeste grad, der foruden at være velbevaret som museum, leverer stuer til skriveværksted og skriveskoler for kenyanske børn og unge.
Meget eksplicit har Janne Teller på værkets sidste side skrevet ”Tak Karen”.
Afrika, mælkehvidhed og kokosnøddehofterne
Når det er slået fast, skriver Janne Teller ikke om Karen Blixens Afrika.
Janne Teller har – ligesom Karen Blixen – brugt mange år af sit liv i Afrika. Ikke så meget i Kenya som i blandt andet nabolandet Tanzania, hvor hun har arbejdet for FN.
I forbindelse med bogudgivelsen den 3. oktober udtalte Janne Teller til Politiken, at hun – på grund af nogle voldsomme oplevelser som helt ung i Tanzania – ”begyndte at forstå de stærke afrikanske kvinder og deres fandenivoldskhed.”
Det er sådan en fandenivoldskhed, den danske journalist i Afrikanske Veje bliver tillagt af den altovervejende solidariske fortællerstemme.
Og selv om hendes mand er dum og mælkehvid, og de lokale ungpiger er forførende med deres kaffebrune øjne, er der ikke meget
Det er et forfriskende pust i de Afrikafortællinger, der er skrevet siden Karen Blixen. Og skønt der findes lærde, der er uenige, mener jeg, at Karen Blixen var langt mindre stereotyp i sine skildringer af Kenya og afrikanere, end hvad man kunne forvente af en hvid kaffefarmer i første halvdel af det tyvende århundrede.
Jeg takker Karen for at være taget til Afrika. Og jeg takker Janne Teller for en anden variation af Afrikanske Veje end den stereotyp, der er set et utal af gange.
Forfatter: Janne Teller
Bogtitel: Afrikanske Veje – en variation, 2013
Sider: 83
Forlag: Brøndum
ISBN: 9788791204333
