Namibia kræver kompensation for tysk folkemord

bundesarchiv_bild_146-1981-157-15_deutsch-sudwestafrika_kriegsgefangene
Tysk postkort fra 1904, der viser "hottentot-krigsfanger" i Tysk Sydvestafrika - nutidens Namibia. Hottentot blev tidligere brugt som betegnelse for San-folket i Namibia og nabolandene.
Foto: Tysklands forbundsarkiv (CC BY-SA 3.0 DE)
Laurits Holdt

Et af historiens ofte overset folkemord skete i Namibia i årene 1904 til 1908. Landet var dengang en tysk koloni og da der udbrød oprør blandt medlemmer af befolkningsgrupperne Hama og Herero gik kolonimagten voldsomt til værks. Det anslås at flere end 65.000 hamaer og hereroer blev dræbt.

Nu har den namibiske regering besluttet at kræve 30 millioner dollars, hvilket svarer til over 200 millioner kroner, i kompensation fra Tyskland, skriver det anerkendte namibiske dagblad The Namibian.

Den namibiske regering vil ifølge avisen rejsen sagen ved den internationale domstol i den hollandske by Haag. Det er FN’s domstol, der afgør stridigheder mellem stater. 

Flere organisationer hævder at repræsentere de to befolkningsgrupper og nogle af dem har forsøgt med egne søgsmål og forhandlinger med Tyskland. Der er dog en vis splittelse mellem grupperne og det er uklart, hvor meget opbakning de har i baglandet.

Det har fået landets præsident, Hage Geingob fra befrielsesbevægelsen SWAPO, til at kritisere organisationerne. Sagen bør behandles som et nationalt spørgsmål og ikke et stammespørgsmål, siger han ifølge The Namibian.