Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ny udviklingsminister udfordrer NGO’erne

NGO-støtten vil fremover blive fordelt dels efter nogle klare prioriteter, dels efter nogle uklare kriterier om hvilke NGO’er, der tilsammen bedst opfylder UM’s ønsker om større sammenhæng mellem de statslige og de private udviklingsindsatser. Det ligner et pokerspil.
Ifølge Ulla Tørnæs skal de nuværende rammeaftaler afløses af tættere, ”strategiske partnerskaber”.

Ifølge Ulla Tørnæs skal de nuværende rammeaftaler afløses af tættere, ”strategiske partnerskaber”.

Pernille Bærendtsen (arkiv)

Allerede i forbindelse med lanceringen af udkastet til en ny dansk udviklingsstrategi i september 2016 mere end antydede daværende udviklingsminister Kristian Jensen (V), som nu er finansminister, og Michael Aastrup-Jensen, Venstres udviklingspolitiske ordfører, at NGO-bistanden fremover skal gives ”i samspil” med regeringens nye udviklingspolitiske og humanitære strategi.

Nu har Kristian Jensens afløser, Ulla Tørnæs (V), leveret varen ved at foreslå nye fordelingskriterier og ”konkurrenceudsætte” NGO-bistanden - se mit indlæg 12. januar.

Det skete mandag i form af en såkaldt ”Informationsnote” med forslag til de fremtidige betingelser for, at danske NGO’er fremover kan opnå støtte til udviklingsindsatser i samarbejde med deres Sydpartnere. Noten skal drøftes med NGO’erne på et åbent høringsmøde allerede på torsdag, hvorefter der kun er godt en uge henover skolernes vinterferie til at komme med skriftlige kommentarer.

Strategiske partnerskaber afløser rammeaftaler

Der lægges op til en række mærkbare ændringer i den måde, hvorpå støtten til NGO’erne fremover skal fordeles. Efter de voldsomme besparelser ikke mindst på NGO-bistanden, som den nye regering gennemførte i 2015 og 2016, drejer det sig trods alt stadig om ca. 1 mia. kr. året de kommende år.

Ifølge Ulla Tørnæs skal de nuværende rammeaftaler afløses af tættere, ”strategiske partnerskaber”.

Denne formulering bekræfter, at NGO-bistanden skal tænkes strategisk ind i den statslige bistand.

I en artikel på Altinget Udvikling mandag betoner ministeren ganske vist, at ”der vil blive tale om ligeværdige partnerskaber, hvor vi hver især kommer til bordet med et sæt kompetencer, erfaringer og internationale netværk for sammen at skabe varige resultater ude i verden. Vi respekterer også i fremtiden organisationernes egenart, kompetencer og deres særlige rolle i samfundet”.

Forhåbentligt da! Men ligesom det er NGO’erne i Nord, der vælger deres samarbejdspartnere i Syd og ikke omvendt, så er det jo Udenrigsministeriet, der vælger sine danske partnere og ikke omvendt. Og det er jo i sidste ende pengene, der bestemmer. Men NGO’erne har naturligvis ret til at fravælge UM som partner!

Betingelser for partnerskaber

De organisationerne, der ønsker at indgå en 4-årig strategisk partnerskabsaftale med UM, skal opfylde bl.a. følgende betingelser: De skal arbejde i mindst to af de lande eller regioner, som er prioriteret højt i den nye udviklingsstrategi. Desuden skal NGO-bistanden falde indenfor mindst ét af de fire strategiske områder, der nævnes i udviklingsstrategien nemlig (1) fred, sikkerhed og beskyttelse, (2) migration, (3) bæredygtig vækst samt (4) frihed, demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Men efter 4 år kan det hele være slut igen.

Hovedformålet skal være at styrke et mangfoldigt civilsamfundet i Syd på forskellig vis. Desuden skal de danske NGO’er fortsat have en folkelig forankring i Danmark. Det kan dog klares med 300 medlemmer.

UM lægger op til at fravælge en række NGO’er som ”strategiske partnere”. Der er pt. indgået 24 ramme- og puljeforvaltningsaftaler med 19 forskellige danske NGO’er. Antallet af nye aftaler ønskes reduceret til maksimalt 14. Samtidig åbnes der op for, at nye NGO’er skal kunne søge om partnerskabsaftaler.

Det betyder, at mindst fem af de nuværende organisationer med rammeaftaler ikke får en ny strategisk partnerskabsaftale. De vil i stedet blive henvist til at søge puljemidler hos CISU, der får flere midler til rådighed i den civilsamfundspulje, som CISU administrerer.

Mere til trosbaserede organisationer og unge

Det hedder, at de ansøgende organisationer vil blive ”målt på deres kapacitet og evne til at levere betydelige resultater inden for rammerne af prioriteterne” i en nye strategi. Men det fremgår endvidere, at organisationer også vil blive udvalgt under hensyntagen til, hvordan de efter UM’s opfattelse bedst supplerer hinanden i det ønskede tættere samspil med den statslige udviklingsbistand.

Det fremgår dog, at udover CISU kan to paraplyorganisationer forvente en pæn stigning i deres bevillinger på op til 25%. Det drejer sig om Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der repræsenterer et stort antal ungdomsorganisationer, og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU), der har en række især mindre missionsselskaber og kirkelige organisationer som medlemmer.

Allerede i sommers talte Kristian Jensen for et større fokus på de unge i u-landene. Den øgede støtte til de trosbaserede organisationers udviklingsarbejde skyldes nok især, at de selv gennem et intenst netværks- samarbejde i de senere år har fået sat temaet religion og udvikling samt religions- og trosfrihed som en grundlæggende menneskerettigheder på dagsordenen. Dette afspejles da også i den nye udviklingsstrategi.

Fokus contra folkelig forankring

Bistandsmidlerne er blevet beskåret betragteligt, og Udenrigsministeriet er blevet slanket betydeligt. Derfor er der meget, der taler for, at en fokusering af den beskårne udviklingsbistand kunne være en fornuftig disposition for at undgå at sprede de danske midler for meget på småindsatser rundt omkring.

Det taler også for, at den statslige og den private bistand i højere grad bør samtænkes og gensidigt understøtte hinanden. Det er vigtigt, at der nu er et fælles globalt fokus på opfyldelsen af FN’s 17 nye bæredygtighedsmål, som også inddrager dansk erhvervsliv som partner, hvis målene skal kunne nås.

Kravene om tilpasse sig til den statslige bistand kan imidlertid gå ud over bistandens mangfoldighed og folkelige forankring. Trods ministerens forsikringer om det modsatte risikerer mange NGO’er at ende som underleverandører til den statslige udviklingsbistand. De skal klargøre, hvad de selvstændigt bidrager med.

Flere potentielle ansøgere til mindre midler risikerer at medføre, at færre danske NGO’er årligt vil få andel i de statslige bistandsmidler. På den baggrund kan det godt undre, at der nu åbnes op for, at NGO’erne kan søge støtte ikke kun til indsatser i de fattigste u-lande men også til en bredere kreds af u-lande, som Udenrigsministeriet samarbejder med. Det vil kunne medføre en yderligere fragmentering af bistanden.

Flygtige fireårige partneraftaler med UM kan ikke erstatte det langvarige engagement med mangeårige partnerskaber med ligesindede organisationer i Syd. De risikerer at blive de helt store tabere i det pokerspil, der nu sættes i gang, om fordeling af NGO-midlerne til deres nordlige partnere.

Men måske kunne NGO’erne lære lidt af ministeren om at stå fast på egne værdier og visioner og kæmpe for at fastholde støtten til de indsatser, som de finder vigtige og rigtige der, hvor de arbejder, og hvor de kan gøre en mærkbar og vedvarende forskel. Ulla Tørnæs skal i al fald have ros for at stå imod den nye amerikanske præsidents forsøg på knægte kvinders ligestilling og deres seksuelle og reproduktive rettigheder ved at annullere den store støtte hertil, som USA ydede under Barack Obama.