Nyt FN-kontor skal dokumentere brud på menneskeretten i Nordkorea

jong_un
Forfatter billede

Et hold af FN-efterforskere skal fra et kontor i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, fremover indsamle dokumentation for de forbrydelser, Kim Jong-Uns styre i Nordkorea begår mod sit eget folk.

Det skriver flere internationale medier.

Den indsamlede dokumentation kan komme til at danne grundlag for en fremtidig retsforfølgelse.

FN betegner de menneskeretslige krænkelser, der finder sted i Nordkorea, som ”uden lige i verden i dag”, og nogle af forbrydelserne kan vise sig at være så systematiske og omfattende, at det kan betegnes som forbrydelser mod menneskeheden, skriver den sydkoreanske netavis DailyNK.

Med base i Sydkorea vil det være lettere for FN’s eksperter at få informationer fra nordkoreanske afhoppere, skriver DailyNK.

”Dette er noget, der bør holde Kim Jong-Un vågen om natten. Han står over for et beslutsomt hold af professionelle efterforskere, der følger og taler med folk for at finde ud af, hvilken mishandling de udsættes for,” siger Phil Robertson fra den uafhængige menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch til Voice of America (VOA).

Resolution er bremset

Det internationale pres på Nordkorea har været tiltagende, siden en FN-rapport sidste år dokumenterede, at 120.000 politiske fanger sidder indespærret i et fintmasket net af fængsler i Nordkorea.

Listen over de forbrydelser, der finder sted i disse fængsler, er lang: drab, tortur, slaveri, hårdt tvangsarbejde, voldtægt og meget andet.

Det er denne rapport, der er den direkte årsag til, at FN nu åbner dokumentationskontoret i Seoul, skriver DailyNK.

FN’s Generalforsamling har med stort flertal vedtaget en resolution om, at Nordkoreas styre skal indbringes for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, men processen er gået i stå i Sikkerhedsrådet, skriver VOA. Her er resolutionen ikke kommet til afstemning, fordi det er ventet, at Kina og Rusland vil feje den af bordet med et veto.

Fare for sultkatastrofe

Samtidig med, at FN forsøger at presse det nordkoreanske regime til at stoppe de alvorlige overgreb mod sin egen befolkning, har FN’s fødevareprogram, WFP, udsendt en appel om fødevarehjælp for mere end 100 millioner dollars til det lukkede land.

Nordkorea er ramt af en alvorlig tørke, som kan betyde alvorlig mangel på mad for flere millioner nordkoreanere, skriver VOA.

Tidligere har Nordkorea protesteret mod det internationale samfunds kritik ved at smide hjælpeorganisationer ud af landet.

Denne gang har styret foreløbig vist sin protest mod FN’s nye kontor i Sydkorea ved at trække sig fra de internationale Universade-lege, der skal holdes i den sydkoreanske by Gwangju, skriver flere medier.