Gå til hovedindhold

Mobile menu

Omstridt fange dømt for drab på israelske turister løsladt i Jordan

Sent lørdag aften løslod de jordanske myndigheder den omstridte jordanske fange Ahmed Dagamseh, efter at han havde afsonet 20 år i fængsel for drab på 7 israelske turister i 1997. Løsladelsen tænder gnister i de jordansk-israelske fredsrelationer, som har været under pres siden 2014. På begge sider af grænsen er der stærke reaktioner.

Løsladelsen af den jordanske fange Ahmed Dagamseh sker efter en bølge af nationale protester de seneste år i Jordan. Dagamseh løslades efter at have afsonet 20 år i fængsel for drab på 7 israelske turister ved en grænsepost i Naharyim ved den israelsk-jordanske grænse i 1997. Det skete kun tre år efter, at fredsaftalen blev indgået mellem Israel og Jordan.

Allerede i sidste uge rapporterede flere jordanske medier, at løsladelsen ville finde sted snart. Det kom efter, at talsmanden for den jordanske regering, Mohammed Momani, udtalte, at Dagamseh ville blive sat på fri fod ’i næste uge’, sandsynligvis mandag. Det kom dog alligevel som en overraskelse, at løsladelsen allerede fandt sted lørdag.

Flere lykønskninger og stærke kommentarer er på kort tid blevet delt på tværs af sociale medier. På Dagamsehs støtteside på Facebook er der blevet sendt en live-video med de første minutter af løsladelsen, som viser det øjeblik, hvor hans mor ser ham for første gang i 20 år og besvimer på gulvet.

”Tro ikke på løgnen”

Søndag morgen udtalte Dagasmeh i et interview med tv-stationen al-Jazeera:

”Jeg vil gerne rette et budskab til den jordanske befolkning. I skal ikke tro på løgnen om normalisering med den zionistiske statsmagt. I skal ikke tro på to-statsløsningen. Palæstina er et land fra hav til flod. Fra Naqoura til Um Al Rashash (Eliat). De har forfalsket bynavnene og desværre er der mange arabere og muslimer, som siger ’staten Israel’. Men der kan ikke være en israelsk stat”.

Dagamseh takkede desuden den jordanske befolkning og sin familie for deres solidaritet og støtte til ham gennem sin lange fængselsdom.

Siden 2011 har sagen om Dagamseh vakt stor opsigt, eftersom flere jordanere begyndte at protestere for hans løsladelse.

Især bredte vreden sig i Jordan, da en 38-årig dommer ved navn Raed Zeiter i 2014 blev skudt af en israelsk soldat ved en grænsepost. Zeiter er palæstinenser og var på besøg i Nablus på Vestbredden.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, viste ikke stor villighed til at vise medfølelse i begyndelsen og kaldte dommeren for ‘terrorist’, men undskyldte senere for drabet og meddelte i en forsonende tone, at han ville åbne en efterforskning i sagen.

I 2011 udtalte forhenværende justitsminister Hussein Mjali, at Dagamseh er en helt, og han anmodede om en frikendelse:

"Han fortjener ikke fængslet. Hvis det var en jødisk soldat, som dræbte en araber, ville hans land havde opført en statue for ham i stedet for at fængsle ham".

I 2013 var der desuden et flertal i parlamentet, som underskrev en anmodning om at løslade Dagamseh.

Konge under pres

På den anden side opfordrede forældrene til de israelske ofre premierminister Benjamin Netanyahu til at gribe ind. For selv om løsladelsen skaber stor opsigt og lykke i det jordanske samfund, ses den som provokation i Israel og bidrager yderligere til de årelange spændinger mellem landene.

I Israel føler forældrene til de israelske ofre, som Dagamseh dræbte, stor harme, og de har anmodet premierminister Netanyahu om at protestere mod løsladelsen.

Jordans kong Abdallah er under stort pres for at skabe stabilitet i Jordan og dæmpe spændingerne mellem Jordan og Israel. Især efter en stribe af protester i landet i år imod den gasaftale, Jordan indgik med Israel tidligere sidste år, og imod de nære relationer kongen fastholder med Israel på trods af de mange spændinger.

I Jordan har over halvdelen af befolkningen palæstinensiske rødder, og mange ser Jordans nære relationer med Israel og indsats for fredsforhandlinger som en normalisering af den israelske besættelse af Palæstina.