Oppositionen vinder magten i Sydafrikas største by

zuma_youtube
Præsident Zumas korruptionsskandaler har været med til at give ANC tilbagegang ved valget.
Foto: Youtube
Forfatter billede

Det sydafrikanske oppositionsparti Demokratisk Alliance (DA) har for første gang siden apartheid formået at skubbe African National Congress (ANC) fra magten i landets største by, Johannesburg.

Selv om ANC stadig er det største parti i Johannesburg, har det mistet sit flertal. Det samme er sket i hovedstaden, Pretoria.

Mandag blev Herman Mashaba fra DA valgt til borgmester. Han er en 56-årig forretningsmand, der har lovet at gå til kamp mod korruptionen og nedbringe arbejdsløsheden.

Mødet i byrådet, hvor Mashaba blev valgt, var ganske dramatisk. Flere af byrådets medlemmer kom i klammeri med hinanden og et medlem af ANC kollapsede og døde af et hjerteanfald, rapporterer flere internationale medier.

Mistet tiltroen til ANC

Ved lokalvalget 3. august fik ANC 54 procent opbakning mod 62 procent ved valget i 2011.

Det betyder, at DA nu har overtaget styringen i tre af Sydafrikas otte store bykommuner: Pretoria, Johannesburg og Port Elizabeth.

Partiet beholdt desuden sit flertal i Cape Town, som er Sydafrikas næststørste by.

Men kritikken mod partiet er taget til i styrke, efter Jacob Zuma kom til magten. Zuma har været involveret i utallige korruptionsskandaler, og mange almindelige sydafrikanere har mistet tiltroen til, at ANC vil gøre noget ved den økonomiske ulighed og den høje ledighed.