Oppositionsparti: Tanzania er på vej mod diktatur

diis-tanzania
Vincent Mashinji, John Mrema og Ole Therkildsen til mødet på DIIS.
Foto: Globalnyt
Laurits Holdt

27. september 2016

“Hjælp os med at bekæmpe det snigende diktatur i vores land,” lød det fra Vincent Mashinji, der er generalsekretær for det tanzanianske oppositionsparti CHADEMA, ved et møde på Dansk institut for internationale studier – DIIS mandag eftermiddag.

Mashinji og hans kollega John Mrema, der er chef for partiets PR og internationale samarbejde er på besøg i Danmark for at mødes med deres samarbejdspartnere i det danske parti Det Konservative Folkeparti – et samarbejde i regi af Dansk institut for partisamarbejde – DIPD.

De to var inviteret til DIIS for at fortælle omkring 30 tilhørere om, hvordan det er at være et oppositionsparti i dagens Tanzania.

Populære tiltag fra præsidenten

Centrum-højre-partiet CHADEMA er det største af oppositionspartierne i Tanzania, hvor partiet CCM har haft magten siden uafhængigheden i 1961.

I mange år var kun det regerende parti tilladt men i begyndelsen af 1990erne blev der åbnet op for oppositionspartier. Således blev CHADEMA tilladt i 1992.

Ved det seneste valg i, som blev afholdt i oktober 2015, fik CHADEMA 40 procent af stemmerne og valget blev dermed det tætteste i landets historie.

Men CCM vandt som sædvanlig og partiets kandidat John Magufuli – eller ”bulldozeren”, som han kaldes – kunne indtage præsidentembedet i november.

Han var ikke ikke et fremtrædende medlem af partiet og det undrede flere iagttagere, hvordan det lykkedes ham at komme helt til tops og hvilke grupper i partiet, der støttede ham. Én teori går ud på, at det er landets magtfulde efterretningstjeneste, der står bag ham.

Efter sin indsættelse gik han med det samme til kamp mod korruption i det offentlige og det er populært blandt befolkningen. Det samme er hans fokus på arbejdsmoralen blandt statens ansatte og spild og overforbrug i det offentlige.

Men samtidig med denne iver efter at ”rydde op” har hans styre nogle autoritære træk, der vækker bekymring både i Tanzania og udlandet. Han har f.eks. forbudt oppositionspartierne at holde offentlige møder og flere oppositionspolitikere er blevet anholdt.

En avis er blevet lukket og folk, der kritiserer præsidenten og regeringen på sociale medier er i visse tilfælde også blevet anholdt.

Vincent Mashinjis analyse er, at CHADEMAS succes til valgene – især det seneste – fik CCM-styret under Magufuli til at skride ind for at holde på magten fremover.

Dårlige eksempler fra nabolande

”Vi er bekymrede for, at det skal gå ligesom det gør i Musevenis Uganda og Kagames Rwanda. Så vi har brug for at omverdenen lægger pres på Tanzanias regering, så vi ikke ender med at skulle have en ny grundlov, der tillader at præsidenten sidder mere end de to perioder,” sagde John Mrema.

Præsidenter, der ønsker at sidde i embedet i mere end de som oftest to perioder, som landenes grundlove tillader, er varme emner i mange afrikanske lande – ikke mindst i Tanzanias nabolande Burundi, DR Congo og Rwanda. Og i Uganda har præsident Yoweri Museveni siddet på magten siden 1986.

Håb og realiteter

De to partirepræsentanter malede et mørkt billede af det politiske liv i Tanzania – et land der er kendt for ro og stabilitet. Samtidig talte de om en lys fremtid for deres eget parti, der i dag har 73 medlemmer i parlamentet og borgmesterposterne i Dar es Salaam og Arusha.

Men det er svært at forestille sig, at der er plads til begge fremtidsbilleder, så Globalnyt spurgte de to om de tror på, at det nuværende regeringsparti CCM vil give magten fra sig, hvis CHADEMA skulle gå hen at vinde det næste valg.

Svaret var langt fra klart.

De to fæstede deres håb om et frit og fair valg til landets valgkommission. Samtidig understregede de at kommissionens medlemmer er udpeget af præsidenten – og at præsidenten virker som om, han er ligeglad med landets love, hvilket er på vej til at gøre deres land til et diktatur.

Så deres overbevisning om, at CHADEMA vil vinde det næste valg – og at CCM, der har styret landet siden uafhængigheden, vil gå med til det – virker som om den er bygget mere på forhåbninger end på de fakta, som de selv fremlagde.