Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
Planten i os alle

I chilenske ’Plants’ får teenageren Flor ansvaret for sin hjerneskadede storebror, mens deres mor er indlagt. Samtidig med at Flor udforsker sin seksualitet med broderen som stum tilskuer, lever planterne – måske – deres eget liv i os alle.
Flor læser højt for Sebastián i tegneserien 'Las Plantas' i udestuen.

Flor læser højt for Sebastián i tegneserien 'Las Plantas' i udestuen.

PELICULA en ALTA - pressefoto fra Niña-Niño Films.

I en gammel flyttekasse i et skur i haven finder 17-årige chilenske Florencia (eller bare Flor) en graphic novel. Tegneserien hedder ’Las Plantas’ [filmens originale titel, på dansk: Planterne] og handler om, hvordan planter er bevidste væsener med et følelsesliv fanget i en (tilsyneladende) ubevægelig skikkelse. Ved hver fuldmåne invaderer planterne derfor menneskekroppe, så de kan vandre omkring og leve – dog har de en svaghed over for marihuana og sex, hvilket gør dem utilregnelige.

Kobling af hormoner og ansvar

’Plants’ er ikke en lettilgængelig film. Den er til tider ganske dyster og ildevarslende, men aldrig sentimental.

Flor får overladt ansvaret for sin hjerneskadede storebror Sebastián, mens deres mor ligger dødeligt syg på hospitalet. Clarita, som indtil filmens begyndelse har taget sig af Sebastián, kan ikke længere blive hos de to, og det er derfor nu Flors opgave at holde styr på hjemmet og passe både broderen og skolen.

Det er ikke fordi, hun egentlig brokker sig. Men livet er ensformigt, og om natten river hormonerne i hende. Hun begynder at udforske sin seksualitet via internettets mange chatfora og begynder derefter at invitere de mænd, hun møder, hjem.

Så står de dér – på hver sin side af en låst glasdør – og kigger på hinanden. Mændene er først anonyme; vi ser ikke deres ansigter, men kun deres stive pikke, som Flor lokker dem til at hive frem og hive i, mens hun nysgerrigt ser til. ”Kan du godt lide at kigge på?” spørger de, mens de i virkeligheden bare vil ind bag døren; ind i den tyste verden, som Flor og Sebastián lever i; ind i Flor.

Langsomt får mændene mere kontur, og flere træk afsløres, i takt med at Flor selv bliver mere og mere udfordrende på sin side af døren. Som tilskuer sidder man blot og venter på at se, hvem hun ender med at lukke ind.

Fanget på hver side af glasdøren.

Fanget på hver side af glasdøren.


Still fra filmen - pressefoto fra Niña-Niño Films.

Ensomme planter

Udover at henvise til tegneserien, som Flor bliver ekstremt optaget af, er filmens titel også en reference til Sebastiáns ubevægelige krop. Flor bakser den omkring og løfter den under tydeligt besvær. Hun skifter hans ble, giver ham tøj på, og bader ham. Han er en grøntsag – men er han klar i hovedet? Kan han forstå, høre og se, eller er alle sanser hakket over som rødder af en spade?

Og hvis ikke han er en grøntsag – altså en plante – er det så alle de andre, der er det? Er Flor en plante, som hun ligger på sengen og ryger fede sammen med sine venner – med Sebastián som ufrivillig midterperson – mens de kigger på anonyme onanister på internettet?

Symbolikken er tydelig, når man begynder at kigge efter referencer til planteuniverset og sammenhænge. Som da moderen under et hospitalsbesøg bemærker, at Flors hår er tørt, og det ligger lige for at tænke på en tørstig plante i knastør jord, der har brug for vand for at kunne vokse. Men hvem vander Flor og sørger for, at hun kan vokse og blive voksen?

Eller da Flor til en bekendt nævner, at det skulle være godt at snakke til planter, men derhjemme er der kun stilhed – og ensomhed. Sebastián svarer jo aldrig, når Flor siger noget til ham, og det er hende, der putter sig ind til ham og lægger hans tunge, slappe arm rundt om sine skuldre for at få menneskeligt nærvær.

Sfærisk coming of age

’Plants’ har et sfærisk og drømmende udtryk og flere stærke klip. Som sceneskiftet helt i begyndelsen, hvor vi går fra en spillearkades blinkende, stærke lys og høje lyd til Flores kontrastfyldte og tyste teenageværelse, hvor kun et gråligt morgenlys og en mat lyskæde lyser op. Eller de sekvenser der filmes om natten, hvor planterne ifølge tegneserien besætter mennesker, og hvor kameraet fører os rundt i huset som uindbudte lurere, der tavst observerer Flor og Sebastián, der sover ved siden af hinanden.

Ved at bruge genspejlinger i vinduer og spejle udvider instruktøren Roberto Doveris det sete rum. Ret genialt skaber han et ekstra liv uden for lærredets rammer og bruger det til at understrege pointer. Som for eksempel da vi kigger ind i udestuen fra haven, og hvor vinduet reflekterer havens træer, græs og tørresnor lige præcis dér, hvor Sebastián sidder, og derfor gør ham usynlig. Erstattet af planter.

Selvom ’Plants’ er en coming of age-film med fuldt fokus på Flor, bliver man ligeså betaget af Sebastián. Et kig i en kuvert med gamle billeder spår nemlig om, at den handicappede bror ikke altid har været en grøntsag.

Plantestadiet kan ramme os alle, hvad enten det kommer som følge af et uheld, eller besætter vores kroppe i ly af natten.

CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival – ikke at forveksle med CPH:DOX, der udelukkende viser dokumentarfilm. Om formålet med festivalen, skriver folkene bag: “Vi eksisterer for at bringe jer film, som I normalt ikke ville have mulighed for at se. For at vise skæve film for de mange og grænsesøgende film for de få. Men mest af alt er vi sat i verden for at overraske dig med film, du ikke anede, du ville elske.” CPH PIX fandt sted første gang i 2009 – i år løber festivalen over 14 dage fra torsdag d.27. oktober til onsdag d.9. november. Gå selv på opdagelse i festivalens program.