Robotter zapper arbejdspladser i Afrika

2820257_36dfdb4f
Robotter, som denne på en murstensfabrik i UK, kan overflødiggøre Afrikas billige arbejdskraft og bremse industrialiseringen af kontinentet. Det kan komme til at koste både afrikanerne og os andre dyrt.
Foto: Julian Dowse(CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

23. marts 2017

Ole Therkildsen

ole_therkildsen

Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”

Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.

Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.

Allerede eksisterende teknologi kan erstatte 85 procent af alle arbejdsplader i Etiopien – og to-tredjedel i Nigeria og Sydafrika. Det er mere end gennemsnittet i OECD-landene, 57 procent, som vist i figuren nedenfor. Med andre ord: automationen vil højst sandsynligt skabe meget større pres på beskæftigelsen i fattige lande end i rige lande. Lyder det vildt?

Forklaringen er simpel. Det arbejde, der lettest kan automatiseres, er manuelle rutineopgaver, som ikke kræver kompleks viden.

Tænk på ufaglærte, der betjener maskiner i industri og landbrug, og på mange administrative opgaver. Netop sådanne jobs kendetegner en stor del af beskæftigelsen i udviklingslandene.

I rigere lande er disse typer af arbejde allerede i nogen grad automatiseret, og det er måske forklaringen på, at potentialet for yderligere automatisering her er lavere end i fattige lande.

Foto: Citi GPS & Oxford Martin School, 2016. Technology at Work v2.0. The Future Is Not What It Used to Be

Men også en anden vigtig dynamik er på spil. Automatiseringen betyder, at firmaer i rigere lande – der indtil nu har flyttet arbejdspladser ud til lavtlønslande – begynder at trække dele af deres produktion hjem igen.

Robotter kan profitabelt sættes til at udføre manuelt rutinearbejde trods de lave lønninger i fattige lande. Her vil lokale firmaer, som indtil nu har stået for denne type produktion, blive hægtet af de globale værdikæder. Hjemtrækningen af produktionen river tæppet væk under profitskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene.

Tallene i figuren bygger på analyser af engelske forskere og er brugt af Verdensbanken, der aldrig er bange for at sætte tal på det svært tællelige. Helt så dramatisk som tallene signalerer, går det dog næppe.

For det første er tallene noget usikre, som forskelle i UNCTADs og OECDs analyser afspejler.

Dertil kommer, at teknologioptimisterne tror, at der vil opstå nye typer jobs til erstatning for dem, som robotterne overtager. Sådan er det gået hidtil, lyder argumentet.

Endelig er den største del af arbejdskraften i Afrika beskæftiget i den uformelle sektor, hvor lønningerne er lave. Det er de også generelt i den formelle sektor. Begge forhold gør investeringerne i robotter uprofitable på kort sigt. Banken skønner, at ’kun’ 40-50 procent af arbejdspladerne i lande som Nigeria og Angola reelt er i farezonen på længere sigt. Men det er også mere end nok til at tage automatiseringen alvorligt. Omstillingen kommer, selv om den vil tage tid.

Afrika mellem den anden og fjerde industrielle revolution

Afrika syd for Sahara står derfor overfor store udfordringer. Hvis levevilkårene skal forbedres og fattigdommen reduceres skal der skaffes produktiv beskæftigelse til 11 millioner unge hvert år i fremtiden.

Vejen ud af fattigdom har i vores del af verden typisk været, at folk flyttede fra beskæftigelse med lav produktivitet (fx landbrug) til højere produktivitet (fx industrivirksomheder).

Transformationen blev drevet af store teknologiske landvindinger inden for elektricitet, kul, stål, kemikalier, masseproduktion på fabrikker, jernbanedrift, samt billig transport og kommunikation.

Denne anden industrielle revolution voksede frem i perioden mellem 1860 og 1. verdenskrig og bidrog – efterhånden – til skabelse af bedre lønnede jobs i den formelle sektor.

Uden dem ville en arbejderklasse og kapitalistklasse ikke eksistere; og uden dem heller ingen fagbevægelser og klassebaseret politisk organisering.

Udbredelse af liberalt demokrati og de enorme forbedringer i uddannelse og sundhed er også vanskelig at forestille sig uden industrialisering.

Hvordan går det så med industrialiseringen i Afrika?

I langt de fleste afrikanske lande er den anden industrielle revolution ved at gå i stå, endnu inden den rigtigt er kommet i gang.

Afrikas andel af den globale industriproduktion faldt således fra 0.8 procent i 1980 til 0.3 procent i 2005.

Selv i Kenya, som er blandt de mest industrialiserede lande syd for Sahara (bortset fra Sydafrika), blev der stort set ikke skabt nye formelle industriarbejdspladser mellem 1990 og 2007 (jobs i den uformelle industrisektor voksede til gengæld stærkt).

I Afrika er fremstillingsvirksomheders andel af output og beskæftigelse faldet over tid, og deres diversitet og teknologi er sakket bagud.

En sådan afindustrialisering sker også i rige lande, men fra et langt højere indkomstniveau. Derfor har vore samfund meget større muligheder for at afbøde de økonomiske og sociale følger af den teknologiske ’disruption,’ som robotter og automation kan skabe.

Så mens afrikanske landes anden industrielle revolution er stagnerende, er rige lande og nogle vækstøkonomier i gang med den fjerde industrielle revolution – sammensmeltningen af fysiske, digitale og biologiske teknologier. Tænk på automation, kunstig intelligens, smarte implantater, robotter, 3D printning, Big Data, osv.

I 2015 var der 300.000 robotter i Japan. Kina og USA havde 250.000 hver og Tyskland 180.000. Alene i Kina vil antallet af robotter i 2018 være mere end fordoblet.

Til sammenligning var der mindre end 50.000 robotter i 2015 i Afrika – de fleste i Sydafrika. Robotter på savannen er næsten lige så sjældne som geparder.

Denne fjerde industrielle revolution betyder, at mange rutinefunktioner bliver overtaget af maskiner. Sammen med globalisering og øget handel ændrer det både fordelingen af arbejdet mellem maskiner og mennesker i rige lande, og relationerne mellem fattige og rige lande.

Konsekvenser

Alt dette skaber allerede store omvæltninger i rige lande. Dem er vi begyndt at tage alvorligt, som den voksende danske debat viser. Konsekvenserne for fattige lande kan blive meget større, men dem skænker vi meget mindre opmærksomhed.

Automatiseringen i rige lande betyder, at tidligere tiders ’opskrift’ på hurtig (og mere eller mindre inklusiv) økonomiske vækst ikke længere virker så godt. Robotter gør det nu sværere at erstatte lavproduktive jobs i landbrug med arbejde med højere produktivitet i industrien.

Udviklingslande er derfor tvunget til at finde nye udviklingsmodeller.

Én kunne være at basere væksten på servicesektoren. Mange aktiviteter, såsom IT og bankvæsen, kan lokaliseres overalt. Men det kræver højt uddannet arbejdskraft og skaber ikke mange jobs.

En anden model kunne være at bygge industrialiseringen op omkring de naturressourcer (olie, gas, mineraler), som mange afrikanske lande er rige på. Om det er realistisk, er der delte meninger om.

Endelig mener nogle, at afrikanske lande stadigvæk – trods robotternes fremmarch – kan nå at industrialisere, hvis de fører en relevant erhvervspolitik.

Men sikkert er det, at uden tilstrækkeligt mange nye arbejdspladser, der giver unge et bedre liv end deres forældre har haft, vil de globale uligheder og dermed migrationspresset på rige lande (Europa) stige.

Afindustrialiseringen i mange fattige lande kan også bremse demokratisering og gøre den mere sårbar. For industriarbejdspladser gør disciplin, koordinering og politisk mobilisering mulig. Når der bliver færre af dem svækkes disse sociale og politiske dynamikker. Fælles interesser blandt arbejdstagere bliver derfor vanskeligere at etablere.

Det betyder, at politiske partier, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer bliver sværere at organisere. Politik bliver mere identitetsbaseret, personliggjort og populistisk.

Midt i alle disse fortrædeligheder er der dog et potentielt lyspunkt. Globalt set betyder automatiseringen, at output per person bliver større. Dét kunne alle få fordel af, hvis indkomsterne fra den kapital, der ejer produktionsmidlerne, blev bedre fordelt.

Fordelene ved en global ’basic income’ finansieret af skat på kapital er derfor oplagte.

Desværre har globalisering og teknologi også gjort det lettere for kapitalejere at flygte fra beskatning.

Det brændende spørgsmål, som selv IMF nu stiller, er derfor: ”hvem vil eje robotterne i fremtiden?”