Gå til hovedindhold

Mobile menu

Rwanda vil undersøge fransk rolle i folkedrab

20 franskmænd er i søgelyset for mulige indblanding i Rwandas folkemord, der i 1994 kostede 800.000 mennesker livet. Frankrig afviser ansvar for folkemordet og antyder, at Rwandas regering forsøger at aflede opmærksomheden fra egne brud på menneskerettighederne.

Frankrigs rolle i folkemordet i Rwanda, der i 1994 kostede 800.000 livet er fortsat omdiskuteret. Tirsdag begyndte Rwanda en officiel undersøgelse af 20 franske statsborgeres involvering. Det skriver flere internationale medier onsdag.

Undersøgelserne skal klargøre om der er grundlag for egentlige sigtelser, siger Rwandas statsanklager ifølge France 24.

Forbindelserne mellem de to lande har været anstrengt siden folkemordet og borgerkrigen, der førte til, at oprørsbevægelsen med nuværende præsident Paul Kagame i spidsen kom til magten. En bevægelse der mestendels bestod af medlemmer af tutsi-befolkningsgruppen.

Rwanda tilhørte indtil da den franske indflydelseszone i Afrika, men har sidenhen sluttet sig til det britiske statssamfund Commonwealth og øget det engelske sprogs rolle i landet.

Drab på præsidenten som startskud til folkemordet

De anstrengte forbindelse mellem landene skyldes, at Frankrig var allieret med den tidligere præsident Juvenal Habyarimana, der blev dræbt i kort før folkemordet blev sat i gang. Habyarimana tilhørte landets anden store befolkningsgruppe, hutuerne.

Det var en hård kerne i denne gruppe, der iværksatte folkemordet, som blev udført af mange tusinde folk fra alle hjørner af samfundet. Fælles var dog at gerningsmændene var hutuer og ofrene var tutsier - og hutuer, der modsatte sig planen om at dræbe så mange tutsier som muligt.

Rwandas regering mener, at Frankrig trænede nogle af de soldater og militsfolk, der gik forrest i massakrerne og at Frankrig bevidst forsøgte at forhindre, at der blev grebet ind fra omverdenens side.

Frankrig endte med at sende militære styrker ind i Rwanda. Men ifølge bl.a. Rwandas regering var det for at støtte det siddende styre og forhindre tutsi-oprørerne i at rykke frem og på den måde købe folkemorderne tid til at stikke at til nabolandet Demokratiske republik Congo.

Frankrig afviser

Fra fransk side kommer der ikke overraskende en noget anderledes udlægning af historien. Den franske indgriben reddede tusinder af liv, lyder der derfra.

Frankrig anerkender ikke, at det har et specielt ansvar for folkemordet. Hvis der skal placeres et ansvar uden for Rwanda, så må det deles af hele verdenssamfundet, lyder det fra Paris.

Herfra antydes det også, at den nye interesse for sagen er en slags afledningsmanøvre fra den rwandiske regerings side. En manøvre, der skal fjerne opmærksomheden om dens egne diktatoriske tendenser.