Gå til hovedindhold

Mobile menu

Smidt ud af Vestsahara

Journalisterne Ingrid Pedersen og Bjarne Kjær forsøgte at besøge Vestsahara, der siden 1975 har været besat af Marokko. Marokko tillader ikke, at journalister, politikere eller kritiske ngo’er kontakter den oprindelige befolkning, sahrawierne, i det besatte land.
Hovedkvarteret for FN-missionen i Vestsahara, MINURSO. Det er den eneste FN-mission, der ikke har mandat til at overvåge menneskerettighedene.

Hovedkvarteret for FN-missionen i Vestsahara, MINURSO. Det er den eneste FN-mission, der ikke har mandat til at overvåge menneskerettighedene.

Guillaume Galdrat (CC BY-SA 2.0)

simple

Ingrid Pedersen og Bjarne Kjær


Søren Skarby

Vi havde måske forventet, at vi ikke ville få adgang til Vestsahara, for både journalister, politikere og ngo’er nægtes rutinemæssigt adgang til Vestsahara. Vi forsøgte alligevel, men vi havde ikke forventet, det der skete. 

Jeg har besøgt Vestsahara tidligere, og da journalister ikke har adgang har jeg altid rejst som turist. Også denne gang, hvor anledningen var, at EU-Domstolen den 21.december afgjorde, at Vestsahara ikke er en del af Marokko, og handelsaftaler mellem Marokko og EU ikke omfatter Vestsahara. 

Argumentet fra Marokko og EU-Kommissionen er, at de massive investeringer, Marokko foretager i landet også er til fordel for sahrawierne, men disse hævder, at de bliver holdt udenfor og jobbene går til de marokkanske bosættere. 

I maj måned sidste år opfordrede daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) fra Folketingets talerstol danske virksomheder til at vise særlig agtpågivenhed, hvis de engagerer sig i Vestsahara og sikre, at deres aktivitet ikke er til skade for lokalbefolkningen, sahrawierne. 

Netop i de dage, vi – to journalister, der rejste sammen - havde planlagt at interviewe sahrawierne om deres sociale og økonomiske forhold, og om deres forventninger efter EU-dommen, mødtes det danske folketings udenrigsudvalg med den franske advokat, Manuel Devers, der er specialist i sagen, for at høre, hvad konsekvenserne kan være for Danmark og de virksomheder, der samarbejder med Marokko. 

Hver gang er jeg rejst til hovedstaden El Aaiún via Gran Canaria. Billetter dertil er tit billige, og bliver man nægtet indrejse, vil jeg hellere sendes på tvungen ferie nogle dage på Gran Canaria end i Marokko.

Jeg er tidligere blev indgående udspurgt, når jeg er rejst ind i landet, og uden tvivl blevet holdt øje med af civile betjente, der ville vide, hvem jeg mødtes med, ligesom min bagage mindst én gang er blevet undersøgt på mit hotelværelse. Men denne gang var der ingen problemer ved indrejsen.

Lutter venlighed

Ved ankomsten til El Aaiún var der denne gang lutter venlighed. Ingen udspørgen, ingen konfrontation med gamle artikler, jeg har skrevet om Vestsahara. 

Vi havde ikke bestilt hotel på forhånd og ikke kontaktet nogen sahrawier i forvejen. Vi havde kanaler, så vi kunne kontakte aktive sahrawier, når vi var på stedet. Vi tog en taxa til et hotel, jeg tidligere har boet på. 

Vi blev kontaktet af en sahrawi-kvinde via vore forbindelser, og spurgt om vi havde lyst til at overvære en demonstration. 

Selvfølgelig havde vi det, og ad kringlede omveje mødte vi hende i en lille gade i den del af byen, hvor der bor mange sahrawier. Hun var hurtigt hoppet ind i vores taxa ved et gadekryds - og bemærkede straks, at civilklædt politi både på knallert og i en hvid bil fulgte efter os. Vi forsøgte at ryste dem af, men da vi var stået ud af taxaen og hurtigt var blevet skjult i et hus og hun kiggede ud, stod de og fotograferede på den anden side af gaden. 

Hun besluttede, at vi alligevel skulle gå ud på gaden sammen med hende og gå hen til de andre demonstrerende kvinder. Anledning til demonstrationen var den genoptagne retssag mod de dømte fra Gdim Izik. 

Gdim Izik-sagen går tilbage til november 2010, og regnes af mange som begyndelsen på det arabiske forår. 

Tusindvis af sahrawier lavede en fredelig protest i form af en teltlejr udenfor byen. De protesterede mod den marginalisering og fattiggørelse, de udsættes for, fordi job og indtægter går til marokkanere. 

Lejren blev efter nogle dage angrebet af marokkanske sikkerhedsstyrker, 11 blev dræbt, og der er ingen dokumentation for, hvem der dræbte dem, men 25 sahrawier blev senere idømt langvarige fængselsstraffe - mellem 20 år og livstid ved en marokkanske militærdomstol. 

Internationalt pres har nu fået Marokko til at lade sagen gå om, og denne gang ved en civil domstol i Rabat. Demonstrationen var til støtte for de fængslede og deres familier. 

Overvåget af politiet

Vi nåede kun et par gader frem - og undervejs hilste vi på masser af kvinder og børn. Vores kontaktkvinde gjorde os konstant opmærksom på, at der var civilklædt politi overalt. Et enkelt sted stod tre mænd sammen og fotograferede os - den ene med videokamera. 

Hun bad os om at gøre gengæld og tage billeder af de fotograferende betjente. Det gjorde vi....forsøgte at være diskrete. Men pludselig var vi omringet af mænd - civilklædte betjente, der forlangt at se vores pas. Efter lidt parlamenteren viste vi dem til dem, og en betjent puttede dem i inderlommen. 

Vores kontaktkvinde sagde, at vi aldrig skulle have afleveret passene, men det var for sent. Hun var selv i heftig dialog med en betjent. 

"Jeg er menneskerettighedsaktivist. Jeg mødes med hvem jeg vil," sagde hun til betjentene. Hun har tidligere været fængslet og tortureret, og aktivisterne ved, hvilken risiko de løber. Men de er modige. 

Forinden havde hun sagt, at så længe, vi var til stede, ville der ikke ske dem noget ... 

Vi har haft kontakt med denne modige kvinde efterfølgende, og de næste par dage blev hun ikke anholdt. Hun sagde også, at folk som os, der besøger sahrawier repræsenterer verdenssamfundet og FN, som ellers svigter dem. Men hun understregede vigtigheden af, at politikere, journalister, aktivister og andre kommer til landet, så konflikten ikke bliver glemt og så Marokkos overgreb bliver dokumenteret. 

Bjarne bad betjentene vise legitimation, da de havde taget vores pas - vi kunne jo i princippet ikke vide, om de virkelig var betjente. Lidt modstræbende fandt en af dem sit identitetskort frem. 

Ret hurtigt erklærede ham, der var leder, at han ikke syntes, vi opførte os som turister. 

Jeg spurgte ham, hvorfra han vidste at vi var turister - det havde vi ikke sagt noget om på det tidspunkt. Bare at vi spadserede en tur med vores veninde. 

Overvåget siden lufthavnen

Han svarede, at han havde set vores indrejsepapir, og de havde holdt øje med os hele vejen fra lufthavnen. Det er sikkert rigtigt, men vi havde ikke spottet dem, selv om vi havde kigget os over skulderen. 

På det tidspunkt havde vi været i landet i 2-3 timer.

Kort efter vi havde afleveret vores pas, tog de også vores fotografiapparat fra os. Forinden havde vi forsøgt at få dem til at interessere sig for vores turistbilleder fra Maspalomas, men de fandt hurtigt frem de få billeder, vi havde nået at tage af kvinderne og de fotograferende betjente. 

Vi bad om lov til selv at slette de forbudte billeder - for apparatet indeholdt også de sidste billeder, jeg havde taget af min far, der døde et par uger forinden, billeder fra hans begravelse og fra julefrokosten med familien. Vi var usikre på, om vi havde fået dem overført til en computer derhjemme og var utroligt kede af at miste dem. 

Det var der ingen lydhørhed for. De forsvandt med både pas og fotoapparat og to betjente kørte os tilbage til hotellet. Undervejs fortsatte diskussionen af, om det er normalt, at turister falder i snak med lokalbefolkningen. Jeg fortalte, at det er aldeles normalt. Det er faktisk noget af det mest spændende ved at rejse - og det kunne han forvisse sig om ved at kigge længere tilbage på kameraets billeder. 

Han spurgte også, om separatisme var lovligt i vores land. Jeg fortalte ham om Sønderjylland, folkeafstemningen der og hvordan de dele, der havde flertal for det, blev en del af Danmark, mens den sidste del, der havde tysk flertal, forblev tysk.

Kravet om en folkeafstemning er hele omdrejningspunktet for konflikten i Vestsahara og er således en øm tå. Men da han jo selv havde spurgt til separatisme i Danmark, mente jeg godt, jeg kunne præsentere ham for en nordisk problemløsningsmodel. 

Men han fremhævede, at det hele skete for at beskytte os. Vi kunne ikke få at vide, hvem vi skulle beskyttes imod, men det hele forgik i en høflig tone. Ingen trusler overhovedet - bortset fra det truende i, at politiet ville køre os til Agadir flere hundrede kilometer inde i Marokko. Vi vidste godt, at der ikke ville være fly tilbage fra El Aaiun til Las Palmas før to dage senere. Men vi forventede at slippe med en advarsel - ikke at blive deporteret til et helt andet land. 

Hjælpsom FN-soldat

Da vi var ved hotellet - stadig omgivet af en betydelig gruppe politifolk, der kom i flere biler, ville tilfældet, at en russisk kaptajn, der er en del af FN-styrken, Minurso, var på vej ind på hotellet. 

Ham greb vi fat i - vel viden at såvel journalister som turister (desværre også menneskerettighedskrænkelser) - ligger uden for hans mandat. 

Han var flink og hjælpsom. Ringede til en sikkerhedsofficer i FN for at høre, hvad han kunne gøre. Intet. Og det beklagede han meget. 

Minurso er den eneste FN-mission, der ikke har overvågning af menneskerettighederne som en del af sit mandat. Det vil sige, at når sahrawier bliver fængslet, udsat for tortur eller sågar dræbt i politiets varetægt, må FN-folkene ikke gribe ind. Der har været flere forsøg på at få Sikkerhedsrådet til at udvide Minursos mandat, men seneste gang nedlagde Frankrig veto. 

Med taxa til Marokko

Vi blev lovet, at vi ville få vores pas og fotoapparat igen. Det fik vi også, inden vi blev sat ind i en taxa og kørt de 5-600 kilometer til Agadir. Om der virkelig var tale om en taxa eller en af politiets biler er uklart. Vognen havde ingen taxameter og vist heller ingen taxaskilt. Det sidste bemærkede vi ikke i mørket. Og der var heldigvis tale om en langt mere bekvem bil end byens sædvanlige gamle taxaer, og denne havde mørke ruder, så man ikke kunne se, hvem der sad på bagsædet. 

Men vi bemærkede, at der ikke var et eneste billede tilbage i vores kamera. I første omgang troede vi, de havde stjålet kortet, men vi fandt det senere løst i kameraetuiet. 

Vi havde fået lov at hente vores bagage på værelset, og mens vi pakkede sammen, kom hotelværten, der var eller lod oprørt over det skete. Han ville gerne have en selfie med os, så han kunne offentliggøre politiets opførsel. Det tror jeg nu ikke er klogt af ham. Politiet er jo villigt til at bruge helt andre metoder over for lokalbefolkningen end over for tilrejsende. Men han fik sin selfie. 

Vi fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor vi ikke måtte opholde os i landet - udover den med vores egen sikkerhed og at det ikke var normal turistadfærd at snakke med lokalbefolkningen. Der er ingen tvivl om, at vi blev holdt øje med fra det øjeblik, vi ankom til lufthavnen - og muligvis før, selv om vi bevidst havde undgået at have kontakt med sahrawier inden ankomsten. 

Turen gik gennem ørkenen til Agadir. Det var mørkt, så vi så ikke meget af landskabet, men vi blev standset ved omkring 10-15 checkpoints med bevæbnede vagter. Kun ved et par stykker skulle vi ikke vise pas. På intet tidspunkt blev vi bedt om at stå ud af bilen, men vore pas blev grundigt undersøgt og flere steder bemærkede vi, at der blev ringet mens/efter passene blev kontrolleret. 

Næste dag startede jagten på flybilletter ud af landet, da vores gamle fra El Aaiun ikke var meget bevendt. Flere fly var udsolgt, men der var heldigvis fem ledige pladser på et fly til Las Palmas om fredagen - to dage senere. De kostede os en formue, men til gengæld fandt vi et smukt, dejligt og relativt billigt hotel, hvor vi tilbragte ventetiden. Marokko er sikkert et dejligt land for turister - hvis man altså vælger at komme der frivilligt. 

I samme tidsrum blev mindst 50 andre europæere nægtet indrejse eller smidt ud af landet, når de kontakte sahrawier. Mange af dem var repræsentanter fra de norske politiske partiers ungdomsafdelinger, og en repræsentant fra et af dem blev tilbageholdt i en lufthavn i flere døgn. 

Det centrale i denne beretning er naturligvis ikke, om vi blev behandlet høfligt eller uhøfligt af marokkansk politi, men om det komplet uacceptable i, at borgerne i det besatte land ikke har adgang til at kommunikere med international presse, politikere og andre, der besøger deres land. Ikke har adgang til at berette om tortur, overgreb, utilfredshed og vilkårlige fængslinger, når de fredeligt protesterer mod Marokkos besættelse af deres land. 

Da Marokko besatte landet i 1975 flygtede hovedparten af sahrawierne ud i ørkenen, og fik lov til at etablere flygtningelejre i Algeriet. Her bor omkring 200.000 stadig, men et fåtal nåede ikke at flygte. De bor stadig i den besatte del af landet, som vi forsøgte at besøge.

Ingrid Pedersen er freelancejournalist og har flere gange besøgt Vestsahara.