Sydafrikanske Die Antwoord: samfundskritikere eller neokolonialister?

Forfatter billede

Den punkede rapduo med oprindelse i Cape Town debuterede i 2009, og allerede i 2010 var der godt gang i festen, da de første gang besøgte Roskilde Festival. Det har ikke ændret sig siden.

I et inferno af nøgen hud, punkede frisurer og hårde beats blev der danset igennem i skæret fra den aftagende fuldmåne.

I de få pauser musikken ikke pumpede, hørte jeg en undren om hvorvidt de to vanvidsmusikere er nedværdigende, politiske ukorrekte neokolonialister. Eller om deres bare baller og fuck-dig-attitude er malet med en så tyk ironi, at de er knivskarpe i deres samfundskritik.

Man må være futuristisk for at ændre noget

Det er ikke en kritisk undren som de publikummer omkring mig, er ene om at have. Lige siden debutten i 2009 har Die Antwoord haft kritiske øjne på sig, og folk der spørger, om de mener det seriøst.

“Some people are too far gone. They’ll just keep asking, “Is it real? Is it real?” That’s dwanky. That’s a word we have in South Africa, “dwanky.” It’s like lame. “Is it real?” You have to be futuristic and carry on. You gotta be a good guide to help people get away from dull experience”, udtalte duoens kvindelige forsanger Ninja til det amerikanske magasin Spin 7. februar 2012.

Og med langefingren højt i vejret mens der skråles “yo, fuck the system”, hersker der ingen tvivl om deres attitude er bygget over en anerkisme. Og da den  frontrapper Yolandi Visser råber ud, at “man ikke kan gøre for hvor og hvordan man er født”, bliver der stillet skarpt på, at vi alle er mennesker og kommer af det samme.

Rødder i punkkulturen mod apartheid

De kan heller ikke løbe fra deres kulturelle og musikalske arv. Blandt de ellers meget vestligkligende klubproducerede beats fornemmer man rytmer, der rækker længere tilbage i den sydafrikanske historie end kolonialiseringen.

Den rå punk, der gennemsyrer deres hele attitude og musik, vækker minder om den punkkultur, der brød frem i Cape Town som kritik mod apartheidstyret.

Læs vores artikel om Sydafrikas gamle punk band her

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor provokerende man kan være i ironiens navn, men de forstår at råbe op og så må man håbe, at deres modtagere har forstand til at reflektere over det.

I hvert fald blev jeg udfordret på mere end bare min dansekondi, da jeg stod i mængden og månens skær og hoppede i takt til orden “Yo, fuck the system”.