Gå til hovedindhold

Mobile menu

Tænketank: Kenya faretruende bagud med valgforberedelse

De politiske spændinger er stigende i Kenya forud for valget i august, hvor kenyanerne skal vælge præsident og udfylde flere andre politiske topposter. Med de rigtige tiltag nu kan landet undgå en alvorlig krise som den, der kostede hundredvis af mennesker livet i 2007-2008 og fik store økonomiske konsekvenser i Østafrika, skriver tænketank.

Global Panorama (arkiv/CC)

Kenyanere går til stemmeurnerne i august, og der vil formentlig være intens konkurrence under valgkampen om præsidentposten, guvernørposter og andre politiske topstillinger.

Men Kenyas valgkommission er faretruende bagud med forberedelserne, skriver tænketanken International Crisis Group (ICG) i en ny analyse.

Landet er præget af politisk polarisering, voksende mistillid og manglende kommunikation mellem parterne. I betragtning af landets fortid med urolige valg, er det vigtigt, at politikere og andre centrale interessenter diskuterer og bliver enige om de foranstaltninger, der er nødvendige for at kunne holde troværdige valg.

Krisen ramte også nabolande

Valget har betydning langt ud over Kenyas grænser, skriver ICG. Landet er et vigtigt centrum for transport og handel i Østafrika, så en langvarig krise vil medføre betydelige forstyrrelser, der kan få store konsekvenser længere væk.

Den vold, Kenya oplevede efter valget i 2007-2008, og som kostede omkring 1000 døde på grund af politiets brutale reaktion på protester og etniske drab, medførte lukkede internationale vejforbindelser og medførte en betydelig nedgang i antallet af forsendelser til og fra Mombasa havn.

Det betød, at brændstofpriserne mere end fordoblede i nabolandene Uganda og Rwanda, der ikke selv har adgang til havet. Humanitær bistand så langt væk som i det østlige Congo (DRC) blev afbrudt i ugevis.

Det krævede en mæglingsindsats ledet af den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan med opbakning fra internationale partnere for at få de vigtigste aktører til at acceptere en våbenhvile og danne en samlingsregering, der kunne dele magten.

Styrket opposition

Ved valget til august står Kenyas nuværende præsident, Uhuru Kenyatta, og hans vicepræsident, William Ruto, over for en oppositionskoalition, der har fået ny energi.

Den samlede opposition, der kalder sig National Super Alliance (NASA), har samlet alle de store oppositionsskikkelser. Den ledes af Raila Odinga, som fører en yderst beslutsom valgkamp, fordi denne kan blive hans sidste, skriver ICG.

Læs hele analysen her (på engelsk)