Timbuktu. Navnet på den sagnomspundne by i det nordlige Mali fascinerer alene. Men Abderrahmane Sissakos film fængsler på usædvanlig vis: Den er billedmæssig smuk, som blød nougat for øjnene og skærer sig samtidig knivskarpt ind i ens hjerte.
Filmen foregår i nærheden af Timbuktu, der i århundreder har været et centrum for islamisk kunst, litteratur og musik. Året er 2012, da jihadister invaderede det nordlige Mali og filmens lille landsby. Hvordan de ødelægger livet for indbyggerne antydes allerede i nogle af de første billeder, der viser skydeglade ekstremister jage en gazelle med automatiske våben. De fræser gennem landskabet og over lærredet.
Med deres rabiate tolkning af koranen forbyder de folk, at lytte til musik og at spille fodbold. Kvinder skal gå tilsløret og bære handsker, og overtrædes påbuddene falder straffen prompte.
En af de stærkeste – utilsløret brutale – scener i filmen er stening af et ungt par, der har været utro. De graves ned i jorden, så de kun har hovedet frit og så stenes de til døde. En gradvist mere og mere ophidset folkemængde kaster sten efter sten mod deres hoveder.
En kvinde, der har formastet sig til at synge, piskes og slagene smælder som hendes sang. 40 slag.
Over for de islamiske ekstremisters – jihadisters – fysiske og åndelige brutalitet, har vi historien om kvæg- og gedehyrden Kidane, der bor sammen med sin kone og datter og den forældreløse Issan, som passer dyrene for ham.
Der er trygt og varmt i deres telt, der åbner sig mod det betagende smukke landskab. De ligner nomadefolk – af den moderne slags. Datteren har en smartphone.
Men den tilsyneladende idyl forsvinder, da en af Kidanes køer kommer til at ødelægge et af fiskeren Amadous net, og Amadou i vrede sender sit spyd ind i koen.
Med Timbuktu har Abderrahame Sissakos lavet en film der er hjerteskærende, smuk og vigtig.
Kidane er rasende, tager en pistol og konfronterer Amadou med hans drab på koen. De to kommer op at slås, og tragedien er uundgåelig.
Er vi som jihadisterne?
Det er Sissakos budskab, at vi som mennesker ikke er så forskellige. At vi alle kan blive vildledt og gøre noget, vi ville have forsvoret.
Gennem de mange tableauer, som Timbuktu er bygget op af, viser han, hvordan vi skal have nuancerne med, hvis vi skal omgås og forstå hinanden.
Jihadisterne i filmen er rabiate, er vilde og måske vildledte, mens den lokale imam er den tolerante, fornuftige muslim, da fundamentalisterne overtager hans moske. Hvor er Gud i alt dette, spørger han.
Men de er også mennesker. Jihadisterne – der snakker om fodbold og deres favorithold, selvom fodbold er forbudt. Og som tøver, da de hører musik fra et hus: Skal de arrestere dem, der synger? De priser jo Allah i deres sang.
Og heldigvis har Sissako heller ikke glemt humoren. Det er helt vidunderligt at se et hold drenge spille fodbold uden bold. For fodbold er jo forbudt.
Der er også både styrke og humor i portrættet af konen, der sælger fisk. Hun nægter ganske enkelt at tage handsker på. Så det er slut med fisk fra hendes bod.
Timbuktu fik flere priser ved César-prisuddelingen i Frankrig – blandt andre prisen for bedste film, bedste instruktør og mest originale manuskript. Og den har fået rosende omtaler, hvor den er blevet vist.
Når man har læst, hvor strålende en film Timbuktu er og hvor enestående den mauritansk-franske instruktør Sissako formidler et stærkt politisk budskab, er det befriende, at man som anmelder kan konkludere:
Timbuktu ER noget særligt. En beretning om mennesker i en ekstrem situation, som de skal klare. Og det gør de. Den lyser af kærlighed til Mali – og af næstekærlighed. Se den.
