Tørke giver voldsomme skovbrande i Indonesien

rodrigo_soldon
Forfatter billede

Myndighederne på den indonesiske ø Sumatra har beordret en lang række skoler og børnehave lukket på grund af de omfattende skovbrande, som raser på øen og udgør en sundhedsfare for indbyggerne.

Tusinder af mennesker lider af luftvejsproblemer på grund af brandene, som i de seneste dage har hærget Sumatra, skriver News24.

Alene i to provinser – Jambi og Riau – er der rapporteret om mere end 26.000 tilfælde af en eller anden form for luftvejslidelse, som myndighederne mener kan relateres til skovbrandene, skriver nyhedssitet.

Tørkeperioderne på Borneo øger risikoen for skovbrande markant.

I løbet af de sidste 20 år er skovbrandene både steget i antal og styrke, og det skyldes blandt andet afskovning og afvanding af regnskoven.

Skovbrandene er trussel for dyreliv

I takt med at regnskoven forsvinder, udtørrer den tropiske tørvemoseskov. Dermed er skovene ekstra sårbare over for de brande, som er en stor trussel mod både mennesker og orangutangerne og andre dyr i regnskovene.

Under de store brande, som hærgede Borneo i 1997-98, omkom en tredjedel af alle Borneos orangutanger, og næsten 12 millioner hektar regnskov gik op i røg.

Tørken, der forværres af vejrfænomenet El Niño, kan ødelægge 1-2 tons risafgrøder, frygter de indonesiske myndigheder.

Desværre er der ikke tegn på, at situationen bliver bedre inden for den nærmeste fremtid.

”Den forværrede tørke betyder, at vi forventer flere brande,” siger en talsmand for Indonesiens katastrofemyndigheder til News24.

Tørken har ramt dele af Java, Sydsulawesi, Bali og Vesttimor og ventes at vare helt til oktober.