Udstilling dokumenterer flygtninges farefulde færd

Flygtninge reddes i land i Grækenland
Foto: Yannis Behrakis - Creative Commons
Forfatter billede

Få indblik i flygtningenes uvisse rejse, dem, de møder på deres vej, de svære beslutninger, der skal træffes og de omgivelser, de midlertidigt må kalde hjem. I en evindelig ventetilstand.

Gennem genstande og beretninger giver en ny udstilling på Nationalmuseet viden om og indlevelse i, hvad det vil sige at være på flugt op igennem Europa, for til sidst at søge asyl i Danmark. Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Udstillingen, der vises fra 20. januar til 11. juni på Tøjhusmuseet, beskæftiger sig med syriske og andre flygtninges oplevelser under deres flugt til Danmark.

Museumsinspektør Gitte Engholm og seniorforsker Lars K. Christensen, har igennem et år besøgt græske flygtningelejre og danske asylcentre for at indsamle genstande og nedfælde flygtningenes beretninger. Genstande og fortællinger, der dokumenterer de flygtningestrømme, der lige nu rammer Europa som følge af krige og konflikter i Mellemøsten.

Vicedirektør på Nationalmuseet Camilla Mordhorst fortæller i pressemeddelelsen om udstillingen:

”Som museum har vi en forpligtelse til at dokumentere og formidle disse voldsomme begivenheder, som har stor indvirkning på Danmark i disse år. Derfor indsamler vi genstande og personlige beretninger for at bevare vigtige vidnesbyrd om denne del af samtidshistorien for eftertiden. Med udstillingen vil vi vise resultaterne af vores indsamling, og at flygtninge er en del af verden, og dermed er de også en del af både vores nationale og den globale historie.”

Publikum vil også få mulighed for at møde og tale med flygtninge, som i februar og marts formidler deres historie som en del af udstillingen.

”På flugt” er en vandreudstilling og vil i de kommende år vises på en række danske lokalmuseer.

Udstillingen er blevet til med støtte fra Sportsgoodsfonden og Det Danske Kulturinstitut i Damaskus.