Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ulige institutioner smuldrer i hænderne på de rige lande

Forhandlingerne om fremtidens udviklingsfinansiering fortsætter. ’Syd’ råber på reformer mens ’nord’ desperat prøver at holde fast i utidssvarende institutioner og ulige magtforhold.

Når der skal holdes en så vigtig FN-konference som den i Addis Ababa til juli, der skal være med til at afgøre hvordan alle verdens lande kan finansiere global udvikling og de nye bæredygtighedsmål igennem de næste mange år, arbejdes der naturligvis i kulissen i lang tid i forvejen for at nå igennem de lange og tunge forhandlinger som den slags kræver.

I alt tre større forhandlingsrunder finder sted i FN’s hovedkvarter i New York i forsøget på at blive enige om det såkaldte slutdokument der fremlægger ’resultatet’ af konferencen.

Forhandlingerne spidser lige så stille til efter at man i sidste uge gennemførte anden runde og der således kun mangler én. Det detaljerede forløb kan følges gennem blandt andet IISD, der rapporterer inde fra FN’s hovedkvarter, men jeg vil alligevel her prøve at trække nogle hovedpointer frem.

Skarpest står de riges lande desperate forsøg på at holde fast i en række institutioner som Verdensbanken, IMF og OECD Dac, for hvem tiden lige så stille rinder ud.

Hvis ansvar er det at sikre finansiering?

Før vi når til de problematiske institutioner, må vi se på en anden problematik. Spørgsmålet om hvis ansvar det er at sikre de store summer, der skal finansiere udvikling fortsætter nemlig med at stå højt på listen over sager der forstærker det klassiske split mellem det globale syd og nord.

Fra G77/Kina gruppens side af forsøger man at lægge op til, at finansiering skal være et globalt ansvar, mens man fra nord forsøger at flytte mere og mere vægt over mod nationalt ansvar og dermed også intern ressourcemobilisering gennem skat etc.

Fra nord er det naturligvis et spørgsmål om, at man ikke føler at mellemindkomstlandene (specielt de øvre) forpligter sig tilstrækkeligt til at levere midler, som deres økonomiers størrelse med al tydelighed viser er tilgængelige.

Man føler nok at Kina, Indien, Brasilien osv. gemmer sig i blandt fattige udviklingslande og forsøger at sætte lighedstegn mellem dem og sig selv, på trods af den store økonomiske afstand.

Løsningen ligger mellem de to lejre. Det er nødvendigt med et langt større fokus på nationalt ansvar for social og økonomisk udvikling, specielt med de øvre mellemindkomstlandes økonomiske forhold in mente. Men det kan ikke erstatte behovet for globalt ansvar og at de rigeste lande naturligt nok må forventes at bidrage mere end de fattige.

Behov for reformer af de internationale finansielle institutioner
Udefra set og hvis vi kigger bort fra de mere finansieringstekniske spørgsmål var noget af det mest interessante dog diskussionen omkring de internationale finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken, men også eksempelvis OECD.

Udviklingslandene har igennem mange år været utilfredse med ikke at være repræsenteret godt nok i disse institutioner, både når det kommer til formel beslutningstagning (eksempelvis antallet af stemmer) og når det kommer til at være repræsenteret i ledelsen af institutionerne.

Tidligere tiders ulige magtforhold gjorde de rige lande i stand til at afvise tilnærmelserne fra udviklingslandene om større indflydelse.

Forskydningen af den globale økonomi igennem de sidste ti-femten år har dog betydet at nye magtcentre er opblomstret og har udfordret de etablerede kræfter i nord.

Det er senest illustreret med Danmark og en række andre EU landes indtræden i Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB) på trods af USA’s stærke advokering af det modsatte.

Under forhandlingerne i New York i sidste uge fortsatte gruppen af udviklingslande sin mission om at udfordre de eksisterende finansielle institutioner ved at foreslå at disse skulle omgås i fremtidige spørgsmål om udviklingsfinansiering ved at oprette nye og mere inkluderende institutioner under FN.

Modsat AIIB-sagen, stod de rige lande dog igen sammen bag et forslag om at man udelukkende bør bruge eksisterende institutioner til at gennemføre finansieringsspørgsmålene. IMF skulle tag sig af låne-spørgsmål, og OECD, diskussioner om måling og registrering af udviklingsbistand, osv. 

Dette kan vel bedst opfattes som et desperat forsøg på at holde fast i den sidste lille bid af institutionaliseret diskrimination, der sørger for at de gamle kræfter i nord har større magt end dem i syd.

Heldigvis udfordres disse institutioners legitimitet på det kraftigste for tiden, og specielt OECD DAC lader til langsomt at grave sin egen grav ved at netop holde udviklingslandene fra indflydelse og fortsat fungere som en lukket klub (i sidste måned udkom et DIIS Impact Aid reform - There OECD is saving face but loosing legimitacy omkring netop denne problemstilling).

Forhandlingerne om slutdokumentet i Addis Ababa er interessante nok i sig selv med udsigt til, at skulle beslutte finansiering for de næste mange års globale udvikling.

Det der for alvor gør det interessant at følge med må dog siges, at være hvorledes den måske lidt abstrakte snak om opbruddet i den globale økonomi og de globale magtforhold materialiseres for fuld kræft når FN’s medlemslande støder sammen til forhandlingerne i New York.